Frederik Heick

Frederik Heick, 12.12.1904-16.9.1971, direktør for Hedeselskabet. Født på Lundgård, Hejnsvig sg, død i Viborg, begravet sst. Efter at have arbejdet nogle år ved praktisk landbrug kom H. via Ladelund landbrugsskole på landbohøjskolen hvorfra han 1931 blev landbrugskandidat. Umiddelbart derefter blev han assistent ved Kolding og omegns landboforening og Askov forsøgsstation for så atter i årene 1933–39 at virke som konsulent i planteavl og regnskabsføring i Nr. Rangstrup herreds landboforening. En foreløbig slutstilling opnåede han da han i 1939 blev forstander for den nyoprettede forsøgsstation i St. Jyndevad tæt ved den dansktyske grænse. Selv om han fik anlagt en række forsøg, ikke mindst på grundforbedringens og kunstvandingens område er det dog næppe som forsøgsleder han vil blive holdt længst i minde. H.s store interesse gjaldt det folkelige arbejde, først og fremmest den nationale kamp i grænselandet. I perioden 1961–66 var han Grænseforeningens formand, derefter dens næstformand. I 1945 gik han aktivt ind i politisk arbejde og var medlem af folketinget 1945–59. Erfaringerne fra arbejdet i grænselandet havde gjort ham til en overbevist tilhænger af stærkere europæisk integration. Derfor blev han naturligt medlem af det udenrigspolitiske nævn 1954–59 og af Europarådets rådgivende forsamling i Strasbourg 1957–59. Efter sin udtræden af folketinget valgtes han som formand for det jyske venstre, og 1965 blev han næstformand for venstres landsorganisation. Som politiker nåede H. ikke frem i forreste række. Partiet brugte ham især til landbrugsfaglige lovgivningsemner, såsom frugtlagre, landbrugskredit, grundforbedring, landarbejderboliger osv. Hans styrke lå ikke i det polemisktaktiske, men i det saglige hvor hans uortodokse forhandlingsform i forening med et velgørende lune rigtig kom til sin ret. Da hedeselskabet i en vanskelig tilpasningssituation omkring et opdyrkningsselskabs fremtidige placering inden for rammerne af et industrialiseret, miljøbevidst samfund stod over for at skulle finde en afløser for dets direktør Niels Basse faldt valget naturligt på H. som i øvrigt havde været landbrugsministeriets repræsentant i selskabets bestyrelse siden 1948. Selskabet havde brug for en leder som i sin person forenede en folkelig baggrund, en landbrugsteknisk skoling og en politisk indflydelse på tværs af partiskel. På afgørende punkter levede H. da også op til de forventninger man nærede til ham ved hans udnævnelse 1959. Den stærkt omdebatterede Skjern åsag kunne afsluttes 1965 efter at H. i såvel tale som skrift havde forfægtet landvindingsarbejdets nytteværdi, ikke mindst i henseende til mulighederne for at opnå en bedre jordfordeling i området. Som medlem af landbokommissionen af 1960 og af statens landvindingsudvalg 1961 øvede H. en afgørende indflydelse på at såvel grundforbedrings- som landvindingsarbejdet gennem nye love af 1965 kunne fortsætte med økonomisk støtte fra staten. Selv om nye love fire år senere satte en stopper for det egentlige landvindingsarbejde kunne grundforbedringsaktiviteterne stadig holde selskabets tekniske afdelinger i gang. Hertil kom at man i stadigt stigende omfang tog sig af projekter vedrørende rensning af spildevand. H.s format som leder viste sig også ved at det lykkedes ham at få landskabsplejen optaget i selskabets formålsparagraf på linje med skovplantning og vandløbsregulering. Og selv om selskabets ledende funktionærer ofte måtte konstatere at deres afholdte chef var på farten til et eller andet møde vidste de dog at de i afgørende forhandlingssituationer trygt kunne forlade sig på hans forhandlingsduelighed i dens særprægede blanding af saglighed og varm personlig udstråling.