Frederik Knudsen (organisationsleder)

Frederik Knudsen, Frederik Ludvig Knudsen, 28.3.1910-3.2.1988, bogbinder. Født i Nyborg. Som ganske lille blev K. ramt af børnelammelse. Han kom i lære på vanførehjemmets håndværksskole, og her og hos en privat mester blev han uddannet som bogbinder. Svendestykket (1931) indbragte en bronzemedalje. Han gjorde sig hurtigt gældende i vanførehjemmets elevforening Fremad i kraft af sit gåpåmod og sine organisationsevner; det blev en forskole for hans senere indsats på mange forskellige fronter for forbedring af de vanføres kår. 1932 foretog han en studierejse i Europa. 1934–40 var han medlem af bogbinderforbundets hovedbestyrelse. 1940 fik han eget bogbinderi i Kbh. Alligevel blev der tid og kræfter til at virke for de vanføre. 1942 blev han medlem af hovedbestyrelsen i Landsforeningen af vanføre, 1944 næstformand, 1950 formand. S.å. blev han næstformand i De samvirkende invalideorganisationer. 1953 kom han ind i bestyrelsen for Samfundet og hjemmet for vanføre, 1955 blev han næstformand, og 1962, da samfundet ved en vedtægtsændring overgik fra privat foreningsstatus til at blive en selvejende institution, blev han af socialministeriet udpeget til formand for institutionens bestyrelse, og denne post beholdt han til 1978. 50erne og 60erne var en god tid for vanføresagen. Befolkningen var positivt indstillet over for forbedringer i de vanføres kår, der var stigende forståelse for at de i videst muligt omfang skulle sluses ind i nyttige aktiviteter, og de gode konjunkturer gav en solid baggrund for reformarbejdet. K. var manden der forstod at spille på disse muligheder. Ikke alene var han et organisationstalent og en smidig forhandler, men han har haft en sjælden evne til at omgås politikere af alle partifarver på en jævn og bramfri måde. Dette har utvivlsomt jævnet vejen for mange af de reformer han gik ind for. Blandt de aktiviteter han i disse år var sjælen i kan nævnes vanføre- og invalideorganisationernes erhvervelse af et par fabrikker og en landbrugsejendom 1954 til revalideringsformål, stiftelsen af De vanføres boligselskab 1953 (K. var formand 1954–76) samt stiftelsen af Vanførefonden 1955 (K. var næstformand 1955–78). Denne fond skal for de midler der stilles til rådighed fremme vanføres revalidering, forbedre deres boligforhold, hjælpe med transportfaciliteter, feriehjem o.m.a. Af de talrige andre opgaver inden for området han har varetaget gennem årene kan nævnes at han 1959–65 var formand for bestyrelsen for Egmont højskolen for Vanføre, formand for Arbejdsskolens styrelse 1959–68 samt medlem af invalideforsikrings-kommissionen, samordningsudvalget vedr. revalidering, vanførenævnet, udvalget vedr. invalidepension, socialreformkommissionen, revalideringsnævnet m.v. Også i det internationale arbejde for de vanføre har han gjort sig stærkt gældende. 1946 var han medstifter af Vanføres nordiske invalideorganisationer, hvis præsident han blev 1968. I årene 1968–73 var han vicepræsident i den internationale vanføreorganisation FIMITIC (Fédération Internationale des Mutilés et Invalides du Travail et des Invalides Civils). Hans internationale indsats markeres af en række udenlandske ordensdekorationer.