Frederik Lynge, Frederik Mikael Jakob Lynge, 1.8.1889-1.11.1957, politiker. Skønt født i en fangerfamilie kom Frederik Lynge i kraft af boglige anlæg på Godthåb seminarium og dimitteredes 1909. S.å. sendtes han på to års efteruddannelse i Danmark. Ved hjemkomsten 1911 blev han lærer i Jakobshavn og knyttedes dermed for resten af livet til Nordgrønland. Han var påvirket af peqatigingniat, den nationale og kristelige bevægelse som i de år gik over Grønland, og udgav sammen med H. Ostermann Sangbog for Jakobshavn hvor Frederik Lynge selv havde gendigtet flere danske sange.

1913 forlod Frederik Lynge sit arbejde ved skolen og gik i tjeneste hos Den kgl. grønlandske handel, først som udstedsbestyrer i Akunaq, derefter i Egedesminde og fra 1947 som kolonibestyrer i kulminebyen Qutdligssat, dengang en meget sjælden post for en grønlænder. 1927 valgtes han til Nordgrønlands landsråd hvor han sad til 1955. Han var med i delegationerne til Danmark 1939 og 1945-46 til forhandlinger om landets fremtid. Han var endvidere formand for kommunerådet i Egedesminde 1924-32 og Qutdligssat 1935-39 og sysselmand sst. 1942-49. Efter nyordningen indvalgtes han i det nye samlede landsråd 1951-55 og ved det første folketingsvalg som medlem for Nordgrønland 1953 til sin død.

Som politiker var Frederik Lynge præget af sit nære forhold til det nordgrønlandske fangersamfund. Nok gik han ind for grundloven og Grønlands indlemmelse i riget, men han var meget bevidst som grønlænder og på vagt mod faren for, at grønlænderne skulle miste deres folkelige identitet. Han var en skarp debattør og udtrykte sig uforbeholdent i den politiske debat samt i de mange artikler han i tidens løb skrev, især i bladet Avangnâmioq (Nordgrønlænderen).

Frederik Lynge har skrevet en bog om Hans Egede på grønlandsk samt digte og artikler i mange grønlandske blade. Han var medlem af bestyrelsen for Fr. IXs og Dronning Ingrids fond til bekæmpelse af tuberkulose i Grønland fra 1953 og s.å. af bestyrelsen for Det grønlandske selskab. - Kgl. belønningsmedalje i sølv.

Familie

Frederik Lynge blev født i Qornoq, Godthåbsfjorden, døde i København og blev begravet i Qornoq.

Forældre: fanger Sivert Elias Kristian Karl Lynge (1853-1902) og Batseba Sara Juliane Helene Meyer (1856-1939). Gift 2.11.1913 med Louise Magdalene Maria Fly, født 23.4.1895, d. af fanger Mikkel Jens Henrik Fly (1871-1916) og Regine Katrine Mariane Bertheline Noahsen (født 1869).

Udnævnelser

R. 1939. R1. 1952.

Ikonografi

Foto. - Mindesten uden for Frederik Lynges hus i Egedesminde, det nuvær. bymus.

Bibliografi

Frederik Nielsen i Grønland, 1957 467f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig