Frederik Rung

Frederik Rung, 14.6.1854-22.1.1914, kapelmester, komponist. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst., begravet på Frbg. (Solbjerg). R. røbede tidligt udpræget musikalske evner og modtog som barn under sin fars vejledning alsidig musikalsk uddannelse. 11år gammel optrådte han offentligt som viola d'amorespiller og fra 1866 gjorde han tjeneste i Det kgl. kapel som guitarist. 1867–68 og 1870 gennemgik han konservatoriet hvor N. W. Gade bl.a. underviste ham i harmonilære og J. P. E. Hartmann i kontrapunkt. Fra 1872 virkede han som operarepetitør ved Det kgl. teater (fast fra 1877), udnævntes 1884 til musikdirigent, 1891 til koncertmester, 1895 til 2. kapelmester og efterfulgte 1908 Johan Svendsen som 1. kapelmester. 1881–93 var han lærer i klaverspil ved konservatoriet, og desuden var han en søgt lærer i sang og klaver. 1877 overtog han ledelsen af Cæciliaforeningen som H. S. Paulli 1871 havde overtaget efter Henrik Rung for at bevare den for R., og 1887 stiftede han Cæciliaforeningens madrigalkor. 1877 fik han det Anckerske legat, hvorpå han rejste til Paris og n.å. til London. – Efter en enkelt rivning med sin bestyrelse overtog R. efter sin tiltræden snart den fulde magt inden for Cæciliaforeningen. Hans vilje var en feltherre værdig. Mens hovedvægten af programmerne under faderen faldt inden for den gammelitalienske kirkemusik, dyrkede R. i første række storværker af Bach, Handel og Gluck, og under hans førerskab voksede foreningen op til i størrelse og anseelse at blive en værdig konkurrent til Musikforeningen. Som kapelmester var han vel ikke nyskaber, men han var en mester i at fremføre det gængse repertoire i den klassiske udførelse. Hans udprægede sans for selv de mindste detaljers ulastelige fremtræden udviskede i nogen grad hans evne til at fastholde de store linjer. I den henseende måtte han kæmpe stærkt med mindet om Johan Svendsen. Han stillede hårde musikalske krav til sit kor og orkester – om hans fænomenale øre går der endnu frasagn – men kravene retfærdiggjordes ved de strålende resultater han nåede. Navnlig havde han glæde af sit energiske og målbevidste arbejde med madrigalkoret, med hvilket han vandt international berømmelse (Stockholm 1897, Prag 1900). Hans kunstneriske personlighed stod ikke fuldt på højde med hans menneskelige, og hans kompositioner virker mere ved deres overordentlige dygtighed end ved deres følelsers dybde og originalitet. 1912 tvang sygdom ham til at indstille en del af sin virksomhed, men ved mægtig viljeanspændelse formåede han dog flere gange at optræde offentligt før han 1914 helt bukkede under.

Til teatret skrev R. bl.a. operaerne Det hemmelige Selskab, 1888 og Den trekantede Hat, 1894, balletterne Aditi, 1879 og En Karnevalsspøg i Venedig, 1890, musik til adskillige skuespil, bl.a. Faraos Ring, 1879, Rolands Datter, 1876 og Tusind og en Nat, 1892 samt Festspil i Anledning af Stavnsbaandets Løsning, 1888 og Kantate til Det kgl. Teaters 150 Aars Jubilæum, 1898. Endvidere foreligger symfoni i d-mol, serenade for ni instrumenter, suite i ældre stil for trompet og strygere, to kvartetter, adskillige værker for violin og klaver, klaverkvintet over folkevisen Ebbe Skammelsen m.m. Af større vokalværker kan nævnes kantate til Handels mindefest (1885), Medea, koncertarie med orkester, Astolfkvadet for mezzosopran med orkester og Ebba Brahe, sangcyclus for sopran med orkester. Mest originale virker hans klaverstykker (Stemninger fra Norge) og sange og blandt disse navnlig hans fortoninger af Thor Langeske folkevisebearbejdelser (Lille røde Rønnebær). Endelig har han udgivet Musik fra den danske Skueplads I–IV, samt sammen med Th. LaubSangmusik fra det 17. og 18. Aarh. (1650–1750). Af faderens og egne store nodesamlinger skabte han "H. & Fr. Rungs Musikarkiv", der nu, sammen med Cæciliaforeningens arkiv, findes i Kgl.bibl.