Frederik Schyberg

Frederik Schyberg, Frederik Leth Schyberg, 4.12.1905-10.8.1950, litteraturhistoriker. Født i Kbh, død i Ordrup, begravet sst. "Om at blive Teaterkritiker (eller nogen anden Slags Kritiker) havde der paa dette Tidspunkt overhovedet ikke været talt, endsige tænkt - skønt det, set i Dag, synes somom hele mit Liv, i sit Anlæg, blot havde stilet her henimod." Således skriver S. i det korte Autobiografisk Fragment der offentliggjordes i Gyldendals Julebog 1950, nogle måneder efter kritikerens død. Og retrospektivt tegner det sig virkelig som om hele kritikerens liv frem til debuten i Dagens Nyheder (med en anmeldelse af operetten Liselotte og hendes Bror 10.3.1929) kun havde sigtet mod dette mål. Selv fremhæver S. i nævnte fragment den afgørende betydning det fik for ham at hans barnligt entusiastiske teateroplevelser til stadighed afprøvedes på faderens og dennes plejefar Frederik Leth Hansens højt kvalificerede vurderinger. (Faderens teaterhistoriske duel med kritikeren Edvard Brandes har S. karakteriseret imponerende objektivt i bogen Dansk Teaterkritik indtil 1914, 1937). Som elev på Metropolitanskolen, hvorfra han blev student 1923, medvirkede han i oplæsninger og "deklamationer". På universitetet studerede han alm. litteraturhistorie hos Valdemar Vedel – "en Dyrker og Fremmer af Personligheden hos den Enkelte" som det hedder i S.s Vedel-portræt, optrykt i samlingen af hans litterære kronikker Digteren, Elskeren og den Afsindige, 1947 – og han udførte ved en studenteropførelse rollen som den teaterkritisk indsigtsfulde Erast i Ewalds De brutale Klappere, 1926, foruden at han deltog i Holger Gabrielsens Græske Aften på glyptoteket 1927. Hans studier i den klassiske oldtidsdigtning markerede sig i artiklen En ung Mand læser Horats, hans "litterære" debut i Tilskueren 1926. Hans magisterkonferens 1928 handlede om E. T. A. Hoffmann hvis Lille Zacharias han har oversat med gratie 1944; i Thaning & Appels Teaterbibliotek, som S. redigerede, foreligger tillige Hoffmanns En Teaterdirektørs sælsomme Lidelser med forord og noter af S. 1933 blev S. dr.phil. på en afhandling om Walt Whitman, foregrebet af oversigtsværket Moderne amerikansk Litteratur, 1930 og efterfulgt af en oversættelse af Whitmans Leaves of Grass 1933.

Men allerede 1929 havde S. begyndt den kritiske virksomhed der skulle blive hans hovedindsats, først på Dagens Nyheder, derefter (fra 1934) på Berlingske Tidende og endelig (1937–50) på Politiken. Sit kritiske program havde han klart fra starten: "Teaterkritikken skal fremme sin Tids Repertoire" erklærer han i det nævnte selvbiografiske fragment – S.s kritik er i selve sit anslag positiv og pædagogisk. Det gælder for teaterkritikeren "at rose i rette Tid, at vurdere og paaskønne, mens Tingene sker – ellers er det, i denne ene Kunstart, uigenkaldelig for sent," hedder det i pjecen Om at være Teaterkritiker, 1939, og S.s store anseelse blandt teatrets egne folk – skuespillere, forfattere, instruktører – skriver sig netop fra denne positivt indforståede, fagligt dybdeborende kritik. S. gjorde polemisk op med det han kaldte "Sven Lange Tidens Kritikere", anmeldergenerationen rundt om første verdenskrig der efter S.s mening skrev litterært, negativt, ja næsten irritabelt om teater. (Angrebet på Sven Lange i sidste kapitel af S.s Dansk Teaterkritik fik forfatterens søn Per Lange til at mene at S. havde ryddet det foregående slægtleds dramaturgiske skribenter af vejen "for selv at kunne opnaa saa meget mere glansfuld en Entré", Politiken 27.3.1937). S. anlægger i sine skuespillerkritikker – hvoraf en række mere gennemarbejdede karakteristikker blev udgivet posthumt, Danske Skuespillerportrætter, 1959 – klart teater-faglige synspunkter, han beskæftiger sig indgående med spørgsmål om talesæt, sminkning, kostumering osv. Det er rigtigt, som Hans Brix har bemærket, at disse portrætter (der viderefører en tradition fra Edvard Brandes) er mere analytiske end sanseligt deskriptive ("Figurbeskrivelserne er ogsaa snarere sammenfattende af Karakter end lyrisk ubændige Inspirationer," hedder det i anmeldelsen af S.s artikelsamling Ti Aars Teater, B.T. 10.5.1940). Men det er om nogen S.s fortjeneste at have gjort den teatralsk indsigtsfulde, omhyggeligt argumenterede anmeldelse til godt læsestof i aviserne – S. kan i det selvbiografiske fragment med god grund rose sig af at have indført den lange, fagligt udførlige teateranmeldelse der skulle danne forbillede for en hel generation af kritikere.

Angrebene på S. samler sig om hans kategoriske "så er det sagt"-stil. Ole Palsbo kaldte ham 1937 en kritisk kirurg, der med sin "skarptslebne dramaturgiske kniv" skiller stykke, udførelse og iscenesættelse, bortopererer og transplanterer: "Sådan skulle det have været skrevet, sådan spillet, sådan iscenesat". I antologien Tilbageblik på 30erne (1967) ser David Thomas i S. en viderefører af 1800-tallets strengt normative kritik, når han som William Archer diskuterer hvad der er "dramatisk". Disse indvendinger går dog primært på den første fase af S.s kritiske forfatterskab. I portrættet af kritikeren Clemens Petersen – kernestykket i Dansk Teaterkritik, 1937 -fremhæver S. denne tidlige kollegas overgang fra et æstetisk til et indholdsmæssigt standpunkt. Lægger man de to udvalg af S.s anmeldelser – Ti Aars Teater, 1939 og Teatret i Krig, 1949 – ved siden af hinanden vil man tilsvarende konstatere at S., ikke mindst på baggrund af krigsårenes erfaring, i stadig højere grad bliver en moralsk engageret kritiker. Hans mål er til stadighed det "almenmenneskelige" (et standpunkt som fik Otto Gelsted til at betegne S. "Den sidste borgerlige kritiker" i Land og Folks nekrolog 12.8.1950), men med stadig klarere betoning af betydningen af den enkeltes valg. Under denne synsvinkel blev Kjeld Abell (hyldet som studenternes æreskunstner med et foredrag af S. 21.11.1946) og Jean-Paul Sartre digtere efter S.s hjerte. Harald Engberg har (i afhandlingen Brecht på Fyn) med nogen malice hævdet at S.s "syn på teater bunder i den københavnske Stanislafski-naturalisme omkring århundredskiftet og når sin højde i Kjeld Abells poetiske fabuleren, ligeledes begrænset af Kongens Nytorv og Valby Bakke". Men er S.s teatersyn traditionsbundent – fast forankret i illusionsteatret – placerer han sig i 40erne etisk tæt op ad Sartres eksistentialisme.

S.s sene leveår koncentrerer sig i øvrigt om studier af skuespillerens kunst, et emne han allerede havde viet dybdeborende teaterhistorisk interesse i kommentarerne til Michael Rosings dagbog og breve fra pariserrejsen 1788, Den store Teaterrejse, 1943. S.s udgangspunkt var at "Digteren og Skuespilleren er jævnbyrdige, har lige store Del i Teatrets Kunst". Men dette forsøg på at definere skuespilkunsten som selvstændig og originalt skabende blev i samtiden overskygget af de "ubehagelige" sandheder om skuespillerne som "erhvervsmæssige følelsesmennesker" han tilkendegav i tre foredrag 1947, udgivet på svensk 1949 og på dansk – Skuespilkunst -1962. I disse sidste år af S.s kritiske virksomhed fornemmes et paradoksalt sammenstød mellem en ideal tro på teatret og en vrængende lede. -Hans forarbejder til et stort anlagt, videnskabeligt værk om skuespilleren blev udgivet af Ove Brusendorff i 1954 under titlen Skuespillerens Kunst.