Frederik Vilhelm, Friedrich Vilhelm , 18.11.1668-3.6.1714, hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Begravet i Sønderborg slotskapel. F.V. fik 1675 under de forhandlinger som førtes om et ægteskab mellem Griffenfeld og hans søster ekspektance på domprovstiet i Hamburg og tiltrådte dette 1676 efter indehaveren præsident J. A. Kielman v. Kielmanseggs død. Han fik også af Christian V løfte om at blive faderens efterfølger som guvernør på Als. Da moderen efter Ernst Günthers død blev siddende i uskiftet bo med ret til at ordne arvefølgen, udelukkede hun ved sit af kongen stadfæstede testamente (1692) sin ældste søn Ernst August som var blevet katolik, fra denne. F.V. udnævntes samtidig til guvernør, men måtte 1695 afgive posten til broderen som atter var trådt ind i statskirken; testamentets bestemmelser gav anledning til heftig strid mellem brødrene. F.V. som tog bolig i Sønderborg overtog efter moderens død fædrenegodserne Augustenborg, Rumohrsgård og Evelgunde (Oevelgönne). 1703 købte han hertil herregården Avnbølgård i Sundeved. Han var dansk generalmajor. – Sønnen Christian August, født 4.8.1696, død 20.1.1754 arvede Augustenborg, og købte 1725 Gråsten m.fl. gårde, hvoraf hustruen Frederikke Louise Danneskiold-Samsøe 1744 oprettede et fideikommis. 1732 blev C. amtmand (guvernør) over Als. Bl. R. 1721.

Familie

Forældre: hertug Ernst Günther af Sønderborg (1609-89) og Augusta af Holsten-Glücksborg (1633-1701). Gift 27.11.1694 i Hamburg med Sophie Amalie Ahlefeldt, født 12.6.1675, død 24.12.1741 på Sønderborg, d. af storkansler grev Frederik A. til Langeland (1623-86) og Marie Elisabeth Leiningen-Dagsburg (1648-1724).

Ikonografi

Mal. formentlig forestillende F. V. (Fr.borg).

Bibliografi

F. v. Krogh: Beiträge zur älteren Gesch. des Hauses Holst.-Sonderburg, Berlin 1877 61f. i. Paulsen i Sønderborgslot, 1963 6 lf.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig