Frederik v. Holstein

Frederik v. Holstein, Frederik (Friedrich) Conrad v. Holstein, 19.2.1771-21.7.1853, officer, hofmand, teaterchef. Født i Store Heddinge, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). v. H. blev 1791 løjtnant i det sjællandske infanteriregiment, men overgik 1793 til livgarden til fods og gjorde så megen lykke ved hoffet at han 1799 blev fast kammerjunker hos kronprins Frederik, hvorefter han tog sin afsked fra hæren. Englændernes angreb 1801 kaldte mænd fra alle livsstillinger under våben, og 15.4. approberede Christian VII at "et Jægerkorps, som adskillige unge Mænd have forenet sig om at oprette under Anførsel af Kammerjunker Holstein, maatte føre Navn af Kongens Livjægerkorps". Dets styrke blev efterhånden 400 mand, og v. H. fik som chef majors rang. Ved englændernes genkomst 1807 blev "livjægerne", med hvilke herregårdsskytterne forenede sig, næsten daglig anvendt af Kbh.s kommandant til rekognoscering; de blev populære ved deres mod under udfaldene gennem Nørreport og fra Citadellet mod Classens Have 28. og 31.8. i hvilken anledning korpset og dets officerer hædredes med samme rang som linjetropperne, og siden blev Holsteinsgade på Østerbro opkaldt efter v. H. Han vedblev frem til 1842 at være chef for kongens livjægerkorps. Fra 1808 var han kammerherre hos dronning Marie Sophie Frederikke og oberstløjtnant, 1812 blev han oberst, 1826 overceremonimester, 1828 generalmajor, n.å. overfører for drabantkorpset og endelig 1838 generalløjtnant. Ved hærordningen 1842 fik han afsked. – Hvad der foruden forholdet til "livjægerne" gav ham navn var hans ledelse af Det kgl. teater som han styrede fra 1811 til 1840, et længere tidsrum end nogen chef i skuepladsens historie, v. H. var den typiske hofteaterleder i enevældens dage, altid værnende om kongehusets og hærens interesser, men uden litterær dannelse; derimod havde han god forstand på skuespilkunst og interesse for musik. Men efter hans økonomiske meddirektør Jonas Collins mening var han "i højeste Grad svag". Når han alligevel kunne beklæde sin stilling i en menneskealder er det ikke alene et vidnesbyrd om hans gode forhold til kongehuset, men om at perioden var teatrets "guldalder", hvor blandt de hjemlige digtere A. Oehlenschläger, J. L. Heiberg og Henrik Hertz prægede repertoiret, mens store sceniske begavelser som J. C. Ryge, N. P. og Anna Nielsen, C. N. Rosenkilde, L. Phister, fru Heiberg og August Bournonville fremstod. Ingen anden dansk teaterchef har i tilsvarende grad været begunstiget af skæbnen, og v. H.s tolerance – Knud Lyne Rahbek sagde, at "han var bange for Alt uden Kugler og Krudt" - havde i hvert fald det fortrin at kunstnerne fik lov til at udfolde sig i mindre stramme tøjler end man kendte før v. H.s tid. Med Frederik VI's død var hans periode afsluttet, men han levede længe nok til at se tingenes tilstand efter grundloven da Heiberg i sin reformiver sendte ham adgangskort til en ståplads som v. H. afviste med ordene: "Jeg skal aldrig sætte min Fod i Teatret". - Kammerjunker 1798.