Christen Niemann Rosenkilde, 8.1.1786-12.11.1861, skuespiller, forfatter. Født i Slagelse, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). Ligesom J. C. Ryge var R. embedsmand og gift inden han vovede springet over i teatrets verden. Han blev student 1804, dimitteret fra skolen i sin fødeby, men nåede ingen embedseksamen. Fra huslærer blev han kordegn ved Frue kirke i Århus og hører i sognets friskole hvorfra han 1812 avancerede til kantor ved domkirken – han prædikede når præsten var forhindret – desuden blev han overlærer ved fattigskolen. En dygtig violinist var han også og deltog i klubben Polyhymnias dilettantforestillinger hvor prins Christian Frederik – senere Christian VIII – lagde mærke til hans komiske talent og tilsagde ham sin støtte hvis han ville søge ansættelse ved Det kgl. teater. R. vovede forsøget, og efter en prøve før sin debut blev han kgl. ansat. Hans første optræden fandt sted 19.3.1816 som elskeren Balozi i C. Schalls syngestykke De tre Galninger. Direktionen trængte til en tenor og ville, trods hans protest, gennemtvinge R.s vokale anvendelighed da han var i besiddelse af en smuk sangstemme, – uden at tage hensyn til at han i øvrigt så slet som muligt passede til lyriske sangpartier. Hans magre ansigt havde skarpe træk, og hans skikkelse var smal og kantet med tynde ben. Dette ejendommelige skolemesterydre kunne blive teatret til stor nytte i komiske roller, men da ingen opgaver af den art var ledige måtte R. kæmpe hårdt, også i økonomisk henseende, for at overtyde samtiden om sin begavelse. Teatrets sekularfest 1822 gav ham omsider mulighed for at vise sin originalitet. Forinden havde han ved sit fantasifulde sangforedrag som Don Bazile i Figaros Bryllup og ved sin senile selvtilfredse magister Stygotius i Jacob v. Tyboe vist hvad han duede til. Holberg blev hans klassiske, Heiberg hans moderne forfatter. I iagttagelsen og evnen til med lune at gengive hvad han så i livet var han beslægtet med dem begge. Med sin snurrige personlighed som grundlag karakteriserede han rollerne; han var let kendelig og dog den figur han skulle være. Det dybe perspektiv i replik og lune var hans særlige nådegave, og derfor blev hans småroller ofte centrale lyspunkter i forestillingerne, fx hans tørre og seje trojanerjyde i Ulysses v. Ithacia og hans sladderagtige Rosiflengius i Det lykkelige Skibbrud var lige så lumsk og slesk, som Sivert Posekigger i Den politiske Kandestøber var komisk-vissen. Men også de store opgaver nyskabte han: Erasmus Montanus fik et mere menneskeligt indhold end før; han måtte vel rette sine meninger efter folkene på bjerget, men gjorde det med ironi, og siden spillede han Per Degn der ikke sattes op i den Marstrandske rundbuestil, men blev en radmager lærertype med et snyltende væsen, mere en ræv end en dumrian.

Fremstillingen af Jeronimus var R.s speciale, navnlig blev typen taget ud af livet i Julestuen og Pernilles korte Frøkenstand, men især var Vielgeschrey (1843) et mesterværk; rollen syntes skabt for R.s personlighed, og hans beherskede forvirring fremkaldte ikke alene latter, men også medfølelse. Genialiteten hos R. var det spillende lune på baggrund af alvor, og derfor blev Corfitz' græmmelse i Barselstuen både komisk og gribende. Denne elskelige evne til på én gang at bevæge og more benyttede Heiberg, da han skrev Trop i Recensenten og Dyret, 1826 som R. gjorde til en uforgængelig type i vort nationale repertoire, naiv og løjerlig, barnlig og småfiffig, med malende gestus og uimodståelige improvisationer. Det musikalske i Heibergs scenedigtning fik en fortrinlig fremstiller i R. Heiberg havde set hans drengekådhed i Hans og Trine og udnyttede den som Hans Mortensen i Aprilsnarrene og Peter i Et Eventyr i Rosenborg Have. R. bidrog overordentlig til vaudevillernes sejrsgang; S. Kierkegaard skrev, da han havde set ham som retsbetjenten Hummer i De Uadskillelige, at R. altid når han gjorde sin entré kom "ligesom direkte fra Uendeligheden og med dennes Fart, besat af alle Lunets Aander". I Elverhøj skabte han hemmelighedskræmmeren Bjørn hvor også dragten gav et bidrag til karakteren: først var han grå som en indspunden larve, men når alting opdagedes sprang han ud i lyserødt taft som en flagrende sommerfugl. R.s udtryk for troskyldighed og naivitet kulminerede da han spillede titelrollen i Michel Perrin, 1835 hvor A. Bournonville især beundrede hans elegiske element i det komiske. Denne naive skikkelse, Trop, Vielgeschrey og assessor Svale i Eventyr paa Fodrejsen dannede ved R.s 70 års dag hovedpunkterne i hans kunst, og på samme tid gav han et selvportræt i milde farver som den gamle Rigaud i Den Ældste om hvilken Meïr Goldschmidt skrev at det usædvanlige var lykkedes R. at "fjerne Strid og forene alle i samme Paaskønnelse af et Nationaleje". I offentlighedens bevidsthed stod han i sin sidste periode som en af alle beundret, original personlighed. Carl Bloch forevigede ham siddende læsende i lænestolen i sin beskedne stue ved Vestervold. Han optrådte sidste gang 7.9.1861 som Sivert Posekigger. Sammen med N. P. Nielsen var han den første aktive skuespiller, der modtog ridderkorset.

I sit liv og sin kunst var R. en satirisk natur på post mod overdrivelser. Han var intet forvandlingsgeni som L. Phister og havde ingen bred komisk myndighed som Kristian Mantzius. Originaliteten var uudtømmelig; figurens grundbillede stod urokkeligt, men replikkens enkeltheder overlod han til øjeblikkets inspiration. Betoningerne var ikke et resultat af flid, men fødtes i det nu han levede i situationerne. Derfor kaldte dr. Ryge hans spil "Indstudering for Publikums Øjne", og Phister sagde: "Hvis R. havde min Korrekthed og jeg hans Lune, vilde vi være de to første Skuespillere i Verden". R. var en genial improvisator og mimiker i slægt med commedia dell'arte med hjertets og lunets nådegave i de mange indfald som udsprang af hans fantasi i øjeblikkets stemning. Datteren Julie Sødring havde arvet hans komiske poesi. Han var en nyskaber, fra hvem der udgik en tradition. Sønnen Adolph Rosenkilde blev hans fortsætter, men kunstnerisk set var Sophus Neumann den som kom ham nærmest, især hår han spillede R.s gamle roller, Den indbildte Syge og Iversen i Abekatten.

For at forbedre sine i de yngre dage meget trykkende økonomiske kår var R. udgiver af ugebladet Brevduen 1818–24 og medredaktør af Kjøbenhavns Morgenblad 1825–26. Han oversatte skuespil og bearbejdede operatekster og forsøgte sig som dramatiker med vaudevillen til minde om slaget på reden Vennernes Fest, 1826, der opførtes 21 gange, og hvori han selv spillede en piberdreng fra fødebyen, men da han med Den dramatiske Skrædder, 1828 ville skabe en ny politisk kandestøber kunne end ikke hans lune som smededrengen Peter redde komedien fra fiasko. I hans småfortællinger og navnlig i hans breve kan eftertiden få et begreb om hans springske, kåde lune. Han kunne sikkert have skrevet en værdifuld levnedsbog, men nåede ikke ud over barndomstiden i Slagelse. Selv vurderede han ikke sin litterære produktion højt. Den blev 1877 udgivet i to bind under titlen Efterladte Skrifter ved Peter Hansen.

Familie

Forældre: bogbinder Lars R. (1758–1808) og Henricha Lund (ca. 1749–1819, gift 1. gang med skomager Christen Niemann, ca. 1729–85). Gift 7.5.1811 i Århus med Maren Falck Christensen, døbt 29.11.1786 i Århus, død 4.11.1852 i Kbh. (Slotsk.), d. af skipper, senere købmand Jørgen C. (1750–1808) og Maren Falck. – Far til Adolph R., G. R. og Julie Sødring.

Udnævnelser

R. 1850. DM. 1861.

Ikonografi

Rollebilleder stukket af C. V. Bruun 1827, 1828 og 1829. Litografi af E. Bærentzen, 1841, efter dette træsnit af C. P. T. Rothweiler efter tegn. af P. Klæstrup, 1842. Buste af Stephan Ussing udst. 1846. Tegn. af J. V. Gertner, 1847 (Teatermus.), litografi af samme, 1850. Rollebillede af E. Lehmann, 1849 (Teatermus.). Mal. af C. Bloch, 1854 (Hirschsprung), gentagelse s.å. (Fr.borg), raderet af C. C. Andersen, 1870 og litograferet 1877; kopi (Det kgl. teater). Tegn. af A. Dorph, mal. af samme, 1855 (Det kgl. teater), kopi af H. C. Vantore (Teatermus.) og af Daniel Hvidt, i træsnit 1860 efter tegn. af H. Olrik, samt træsnit 1867. Litografi 1859 efter daguerreotypi. Træsnit 1867. Malet i rolle af O. Bache, 1872 (Teatermus.). To tegn. af N. J. Bredal (sst). Træsnit i rolle af A. Closs. Foto. – Mindetavle på den gi. latinskole i Slagelse.

Bibliografi

Selvbiografi i R.: Efterl. skr. 1, 1877 1–95. Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam II, 1912 94–115. – Marius Rosenkilde: Stamtvl. over familien Rosenkilde, 1883 23f. [J. C. Ryge:] Kritisk sammenligning ..., 1832 20. [F. L. Liebenberg:] Bidrag til den oehlenschlägerske lit.s. hist. II, 1868 164f. Aug. Bournonville: Mit theaterliv II, 1865 (ny udg. 1979) 414f. P. Hansen i R.: Efterl. skr. I, 1877 III-LIV. Ludv. Holberg: Samtlige comoedier, ved F. L. Liebenberg. Jubeludg. III, 1888. Julie Sødring: Erindr. I-II, 1894–95 (ny udg. 1951). J. C. Normann: Holberg på teatret, 1919. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig