Frits Schrøder

Frits Schrøder, Frederik Carl Gram Schrøder, 19.7.1866-13.8.1936, jurist, justitsminister. Født i Kbh. (Garn.), død i Ålsgårde, begravet i Tårbæk. S. blev student 1884 fra Metropolitanskolen, 1889 cand.jur. og s.å. ansat i justitsministeriet. Samtidig var han manuduktør og fuldmægtig hos straffedommeren i Frbg. birk. 1905 blev han fuldmægtig og 1906 ekspeditionssekretær i justitsministeriet og udnævntes 1907 til assessor i landsover- samt hof- og stadsretten. Allerede n.å. overdroges det ham som kommissionsdommer at udrede og klarlægge ansvaret for sammenbruddet s.å. af Kbh.s Grundejerbank og Detailhandlerbanken i Kbh., og han løste denne opgave med megen skarpsindighed. I disse år var han tillige sekretær i straffelovkommissionen af 1905 og hovedforfatter til den 1912 afgivne betænkning. Da departementschefen i justitsministeriet, M. P. Friis, 1911 udnævntes til overformynder kaldtes S. tilbage fra overretten som departementschef i justitsministeriet; her kom hans rige evner der rummede både skarp juridisk tænkning og et meget smidigt administrationstalent til fuld udfoldelse, særlig også da verdenskrigen brød ud 1914, og talrige nye opgaver henlagdes under justitsministeriet, bl.a. eksportlovgivningen. Med stor sikkerhed og myndighed ledede han arbejdet med disse hidtil ukendte vanskelige restriktioner; et betydeligt arbejde nedlagde han også i arbejdet for en mere tidssvarende ordning af statens sindssygevæsen; han var endvidere 1917–25 formand for overfredningsnævnet, et hverv der havde hans særlige interesse som den elsker han var af naturen og friluftslivet; i 22 år til 1932 var han formand for Dansk cyklistforbund. April-maj 1920 var han justitsminister i forretningsministeriet M. P. Friis; allerede 1913 udnævntes han til ekstraordinær assessor i højesteret. Ved Andelsbankens sammenbrud 1925 blev han formand for likvidationskomiteen og 1931 formand for likvidationskomiteen for Kbh.s Diskontobank og Revisionsbank. 1925 forlod han justitsministeriet for ved Carl Ussings afdeling at tiltræde stillingen som juridisk direktør i Nationalbanken; også her ventede der ham brydsomme opgaver, såsom kronefaldet, konverteringen og valutarestriktionerne, men med sin utrættelighed, klogskab og loyalitet ydede han banken og dermed landet fortrinlige tjenester. Hans fordomsfrihed og urokkelige elskværdighed kom ham som forhandler til største nytte. Kort før sin død tog han sin afsked. S. blev 1909 formand for ekspropriationskommissionen angående afståelse af grunde til vandafledningsanlæg, 1918 formand for Fængselsselskabet i Kbh. og for fængselsselskabernes fællesbestyrelse (senere de danske fængselsselskabers samvirke); 1919–33 var han medlem af den skandinaviske familieretskommission, 1933–35 af gældsbrevkommissionen. 1921 blev han medlem af den stående voldgiftsdomstol i Haag, genvalgtes 1927 og 1933. Til formand i bestyrelsen for krisefonden udnævntes han 1933; fra 1924 var han direktør for De klarupske stiftelser.