Gabriele Rohde, 7.9.1904-5.4.1946, medlem af Det danske råd i London. Født i Kbh, død i Århus, begravet på Overgård. Efter studentereksamen fra N. Zahles skole 1923 valgte R. at søge en uddannelse som modist for efter endt uddannelse at videreuddanne sig i Paris. Efter i et par år at have ledet kursusvirksomhed i dette fag, dels i Finland, dels i Danmark, kom R. i kontakt med Statens seruminstitut hvor hun kom til at arbejde med statistiske undersøgelser for derpå i midten af 1930erne at blive ansat i Geneve ved Folkeforbundets hygiejnekomité og senere i finansafdelingen hvor hun som nu uddannet aktuar blev chef for dennes pensionskasse. – Efter udbruddet af anden verdenskrig, og da der skønnedes at være risiko for tysk okkupation af Schweiz, besluttede R. sig for over Vichy at tage til London hvor hun fra sommeren 1940 blev et stærkt virksomt medlem af den frie danske bevægelse i Storbritannien. Samtidig med at hun, så vidt omstændighederne tillod hende det, fortsatte sit arbejde fra årene ved Folkeforbundet, gik hun i sommeren og eftersommeren ind i hjælpearbejdet under den tyske "blitz" af London hvor hendes mod og hendes store organisatoriske evner kom til rig udfoldelse, og hun blev samtidig en energisk fortaler for oprettelsen af en fri dansk bevægelse i England. Da "Det danske råd" blev dannet, blev hun medlem af rådets finans- og mødeudvalg, og i de følgende år udførte hun et betydeligt arbejde, dels som organisator og dels som inspirerende kraft i de danske kredse i England. I en lang række taler rundt om i England ildnede hun til en aktiv dansk indsats, ligesom hendes stemme lød i BBCs danske udsendelser. Særlig nær kom hun til at stå de danske sømænd, hvem hun med støtte i sine gode kontakter til britiske myndigheder bistod ved omordningen af deres syge- og hjælpekasse og på andre praktiske som personlige områder, ligesom hun var virksom ved indretningen af en sømandsklub i Newcastle og ved afholdelsen af talrige sammenkomster der. Fremfor nogen blev hun sømændenes ven og fortaler i danske som i britiske kredse.

Hendes engagement i den danske sag førte hende til at se med nogen skepsis på den danske Londonlegations regeringsloyale holdning, og af temperament og overvejelse følte hun sig langt nærmere knyttet til den mere aktive holdning der fra 9. april 1940 var blevet anslået af Henrik Kauffmann i Washington, med hvem hun udvekslede adskillige breve hvor hun frit gav luft for sine kritiske synspunkter. I oktober 1943 rejste hun til Canada og USA for at være finansiel rådgiver for Kauffmann, da han som observatør deltog i UNRRAs konference i Atlantic City. -Allerede 1942–43 var R. kommet i nær kontakt med de faldskærmsfolk der da var under uddannelse i England, og efter tilbagekomsten til London i foråret 1944 kom hun i tæt samarbejde med faldskærmsorganisationen, SOE og dennes danske repræsentanter i ledelsen, Flemming Juncker og Svend Truelsen. Fra sommeren 1944 blev R. derfor en af de få danske i London der på nærmeste hold kunne følge udviklingen af samarbejdet mellem den danske modstandsbevægelse og vestmagterne.

Familie

Forældre: maler Johan R. (1856–1935) og Asa Zøylner (1874–1960). -4.5.1945 med godsejer Flemming Juncker, født 12.9.1904 på Sorø Store Ladegård, Slaglille sg., s. af ejer af Store Ladegård Poul Gunnar J. (1872–1910) og Anna Margrethe Kieldsen (1871–1945).-Søster til Henning R.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig