Georg S. Bendix, Georg Seth Bendix, 11.1.1867-7.2.1947, importør af landbrugsmaskiner. Født i Kbh. (Mos.), død i Kbh., urne sst. i fællesgrav på Bispebjerg. B. blev student 1885 fra Hauchs skole og gennemgik derefter en praktisk teknisk uddannelse på Koefoed & Haubergs maskinfabrik (det senere Titan), suppleret med teoretiske studier i teknologi på Polyteknisk Læreanstalt. På rejser for Koefoed & Hauberg 1889 i Storbritannien og under et ophold i USA nogle år senere knyttede han kontakter til førende landbrugsmaskinfabrikker, og deres produkter blev et væsentligt grundlag for den maskinhandel, han 1889 åbnede i København under navnet Koefoed & Haubergs Maskinudsalg. Det følgende år optog han sin broder William Bendix (1865–1937) i firmaet der 1892 skiftede navn til Brødr. Bendix. I løbet af få år drev B. forretningen frem til at blive landets førende importfirma for landbrugsmaskiner, og hans virksomhed fik derved en væsentlig betydning for mekaniseringen af det danske landbrug (høst- (McCormick) og radsåmaskiner). Efter 1. verdenskrig optog B. endvidere handel med danske landbrugsmaskiner, hvorefter firmaet i 1930'erne fremstod som Nordens største på sit område. B. trak sig tilbage som forretningsleder efter broderens død 1937. Inden for sin branche indtog B. gennem en årrække en fremtrædende position. Han var initiativtager til stiftelsen af Foreningen af Importører af Landbrugsmaskiner 1919 og dens formand 1919–37 ligesom han i samme tidsrum sad som medlem af Fællesudvalget for Danmarks Jern-, Rør-, Metal- og Maskinbrancheforeninger. Efter sin tilbagetræden helligede B. sig sine litterære og filantropiske interesser og skrev sine erindringer. Som broderen udfoldede han gennem årene megen stilfærdig gavmildhed og stiftede desuden forskellige legater under bl.a. Købmandsskolen, Teknologisk Institut og Landhusholdningsselskabet.

Familie

Forældre: grosserer, hof-, mode- og manufakturhandler Moritz Jacob B. (1821–97) og Frederikke Emilie Weil (1838–97). Gift 27.11.1892 i Kbh. (Mos.) med Olga Betzy Bing, født 23.11.1869 i Kbh. (Mos.), død 22.2.1947 i Kbh., d. af grosserer, senere etatsråd Jacob Martin B. (1833–1903) og Amalia Warburg (1837–1916).

Ikonografi

Mal. af N. V. Dorph, 1929. Foto.

Bibliografi

G. S. B.: Erindringer fra et langt forretningsliv, 1939. Samme: Mit livs april, 1946. Samme: Min moder, 1913 (slægt). – Tidsskr. for landøkonomi, 1947 179f. Berl. tid. 10.1.1947. Børsen 8.2.1947. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig