George Stephens, 13.12.1813-9.8.1895, folkemindesamler, runolog. Født i Liverpool, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). S. besøgte forskellige private skoler i England og var en af de første studenter ved University College i London, men kort efter sit giftermål 1834 rejste han til Stockholm. Han kom til Norden med en brændende lyst til at finde rester af det engelske sprogs urform, den såkaldte "Scando-Anglic dialect". Han boede i Stockholm indtil 1851 og ernærede sig ved engelskundervisning og udgivelse af lærebøger og skoleudgaver på engelsk. S.s ophold i Sverige faldt sammen med en vågnende interesse for svensk sprog og åndsliv, og til hans nære venner hørte folkemindeforskeren G. O. Hyltén-Cavallius. Hans gård i det gamle Stockholm blev efterhånden nærmest en slags kulturcenter, men S. begav sig også ud blandt landbefolkningen, især i Hyltén-Cavallius' hjemstavn, Småland, hvor han nedskrev mange gamle viser og eventyr. 1844–49 udkom den første store eventyrsamling i Sverige: Svenska folksagor och dfventyr I, samlet af Hyltén-Cavallius og S. og tilegnet brødrene Grimm. 1853 påbegyndte de en udgave af Sveriges historiska och politiska visor, men heller ikke dette arbejde nåede længere end til første bind. Resultatet af hans samlerflid kom til gengæld i ret stort omfang videnskaben til gode gennem indledninger og tillæg til Danmarks gamle Folkeviser. S. udgav også gamle skrifter for det 1844 stiftede Svenska fornskriftsallskapet, bl.a. det store Ett fornsvenskt legendarium I–11, 1847–58, tillæg 1874 hvor han forsøger at udrede legendernes indhold af folkedigtning og gamle mytetræk. Til denne tid hører også hans Forteckning qfver de forndmsta brittiska och fransyska handskriflerna utikongl. bibl. i Stockholm, 1847.

1851 konstitueredes han som lektor i engelsk ved Kbh.s univ. og efter at have fået indfødsret blev han fast ansat 1854. Året efter fik han professortitel, og han forblev ved universitetet indtil 1893. I Danmark samlede S. al sin energi om runeforskningen. Han påbegyndte det pragtfulde folioværk The old-northem runic monuments of Scandinavia and England I-II, 1866–68, stort tillægsbind 1884 og et mindre 1901, hvortil kom den forkortede udgave Handbook of the old-northem runic monuments of Scandinavia and England, 1884 og Runehallen i det danske oldnordiske Museum, 1868. Hans arbejde vandt ikke gehør hos runeforskerne L. Wimmer og S. Bugge der forkastede både S.s sprogopfattelse og hans vurdering af de enkelte runer (indlæg fra begge sider i Aarb. f. nord. Oldkynd. og Hist. 1866–68), og efterhånden viste det sig at hele det yngre slægtled af filologer stod fremmede over for hans tankegang. Forgæves udsendte han i ny og næ stridsskrifter til hævdelse af engelsk som et nordisk sprog og bekæmpelse af læren om de strenge lydlove og om islandsk som nordisk stamsprog. 1879 stiftede han Samfund for dansk sprogforskning hvis første medarbejdere var nogenlunde blidt stemte over for S.s synspunkter. S. forblev dog en enlig mand blandt sprogforskere og på universitetet, og heller ikke i sprog og temperament kom han nogensinde til at føle sig rigtigt hjemme i Danmark. Blandt hans senere runeafhandlinger findes et stridsskrift mod S. Bugges myteopfattelse (Aarb. for nord. Oldkynd. og Hist., 1883–84).

S. var en inkarneret samler der samlede på alt fra bøger til frimærker. Hans bibliotek rummede mange sjældenheder, især af engelsk videnskabelig litteratur, samt en del nyerhvervede oldsager, ægte såvel som falske, der alle tillige med størstedelen af hans bibliotek kom til museet på Huseby i det sydlige Småland, en herregård som hans søn havde købt 1869. En del af hans efterladenskaber blev skænket til byen Vaxjo. Et stort udvalg af hans danske flyveblade er givet til universitetsbibliotekets 1. afdeling i Kbh., mens hans og Hyltén-Cavallius' folkemindesamlinger er irdgået i det kgl. bibliotek i Stockholm. S. var en begejstret, idérig og agitatorisk person hvis første foredrag i oldskriftselskabet i Kbh. juli 1845 gav stødet til indsamlingen af islandske folkeminder. I opposition til Rask-skolen af filologer stiftede han 1879 Universitetsjubilæets danske samfund. Som ældre skabte han et mærkeligt blandingssprog der skulle muliggøre hans teorier om en "Scando-Anglic dialect". Han bidrog desuden flittigt til nordiske og engelske blade og tidsskrifter, ligesom han skrev digte, melodier og oversættelser. Som sprogforsker og runolog satte han sig ikke varige spor, men hans runeværk tjente som grundlag for bl.a. S. Bugges tolkninger af urnordiske indskrifter. Fra regeringer og lærde selskaber modtog han et stort antal udmærkelser

Familie

Forældre: metodistpræst John S. (1772–1841) og Rebecca Eliza Rayner. Gift 1834 i England med Maria Bennett, født 23.7.1808 i Brentwood, Essex, død 17.3.1896 på Frbg., d. af Edward B. og Elizabeth B.

Udnævnelser

R. 1874. DM. 1884.

Ikonografi

Humoristisk tegn. af J. Kornerup, 1861 (Fr.borg). Stik af J. Magnus Petersen, 1866. Mal. af A. T. Helsted udst. 1869. Træsnit 1884 og 1894. Mal. af Talbot Hughes, 1894 (Fr.borg). Foto. – Kirkerude til minde om S. (St. Albans church, Kbh.).

Bibliografi

Danske studier, 1905 108–12 (brev til Sv. Grundtvig). -Uppsala umv.s 400 års jubelfest sept. 1877, Sth. 1879 365f. R. Bergstrom i Nyare bidrag till kannedom om de svenska landsmålen och svenskt folkliv VII.l, Sth. 1886–92 34f III. tid. 25.8.1895. Verner Seemann i Bogvennen, 1927 136–42. G. O. Hyltén-Cavallius: Ur mitt framfama liv, Sth. 1929. Erik Moltke: Jon Skonvig og de andre runetegnere II, 1958 = Bibliotheca Arnamagnæana, suppl. II. Karl Martin Nielsen i Årbøger for nord. oldkyadighed, 1969 10f og 1971 138–41. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig