Gunnar Bjørløw, 28.9.1900-12.4.1985, læderfabrikant. Født i Valby. B. blev udlært som garver i faderen, H. O. B.s kromlæderfabrik 1916–19. 1919–20 opholdt han sig i USA hvor han blev videreuddannet, bl.a. i Monarch Leather Co. i Chicago. 1921 vendte han tilbage som medarbejder i faderens virksomhed, og med sig havde han ny viden på læderbehandlingsområdet: finishbehandling af box (kromgarvet overlæder) med pigmentfarver, en fremgangsmåde som gav læderet et mere ensartet udseende. H. O. B.s kromlæderfabrik blev en af de første virksomheder herhjemme der gennemførte denne proces. 1926 fik B. borgerskab som garvermester og blev samme år medindehaver af firmaet. I 1920erne var konkurrencen fra den tyske læderindustri meget hård, men den blev imødegået ved teknisk og videnskabelig udvikling af garvemetoderne i Danmark. Udenlandske teknikere blev indkaldt til B.s fabrik, og 1929 ansatte man en kemisk ingeniør. Ved samme tid vendte broderen Sven Bjørløw (f. 7.6.1905, d. 24.7.1995) der også var uddannet i virksomheden hjem fra tre års videreuddannelse i udlandet, og det lykkedes nu for kromlæderfabrikken at udvikle en ruskindsproduktion som i kvalitet var fuldt på højde med de udenlandske konkurrenceprodukter. 1932–33, inden verdenskrisen slog igennem, udgjorde fabrikkens ruskindseksport over 50 pet. af den årlige omsætning. England var den største kunde, og derfor var dette lands kriseforanstaltninger med kraftige toldforhøjelser på ruskind et alvorligt slag. Det blev nødvendigt at omlægge produktionen til produkter der kunne bæres af hjemmemarkedssalget. Da udsigten til en lettelse på det engelske marked var mørk blev det besluttet at etablere et garveri i England. 1934 kunne B. slutte forhandlingerne med oprettelsen af Bjorlow Ltd. Chrome Tanners i Grantham, Lincolnshire, og han indtrådte i bestyrelsen for selskabet der udelukkende skulle producere ruskind af ged og kalv. Den danske fabrik bidrog især med faglig og teknisk erfaring, mindre med kapital. 1933 blev H. O. Bjørløw Chromlæderfabrik omdannet til et familieaktieselskab hvor B. blev merkantil, broderen Sven teknisk direktør. Samme år blev B. valgt til bestyrelsen for Garverforeningens forsøgsstation, og 1935 ved faderens død indtrådte han i bestyrelsen for Foreningen af danske Læderfabrikanter for hvilken han var formand 1937–60. Blandt hans mange øvrige tillidsposter skal nævnes at han 1958–74 var oldermand for Københavns Garverlaug, og i årene 1939–51 var han medlem af det hudenævn der blev nedsat som vejleder for myndighederne i spørgsmål vedrørende huder og skind med hensyn til priser og fordeling, eksport m.m. B. trådte tilbage som direktør for virksomheden 1969, og i årene 1968–70 afviklede han de fleste af sine tillidsposter.

Familie

Forældre: garvermester, senere læderfabrikant Hans Olaf B. (1871–1935) og Christine Sørensen (1876–1930). Gift 14.10.1921 på Frbg. med fotograf Karen Gnatt, født 20.6.1895 i Tåstrup, død 17.11.1958 i Hellerup, d. af grosserer Rudolph G. (1865–1933) og Julie Møller (1865–1924).

Udnævnelser

R. 1948. R1. 1960.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Carl Th. Jensen: H. O. Bjørløw chromlæderfabrik a/s 1898–1948, 1948. Berl. tid. 27.9.1975.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig