Gunnar Teilum

Gunnar Teilum, 18.2.1902-24.5.1980, læge. Født i Helsingør (Olai), død på Frbg., begravet sst.(Solbjerg). Navneforandring til T. 1929. T. blev student fra Efterslægtselskabets skole 1921 og fik lægevidenskabelig embedseksamen ved Kbh.s univ. 1929. Efter turnus- og kandidattjeneste i provinsen og Kbh., prosektorvirke ved retsmedicinsk institut 1932 og efter videre uddannelse i kirurgi og gynækologi blev han seks år senere prosektor ved universitetets patologisk-anatomiske institut. 1946 blev han lektor ved Kbh.s univ. i patologisk anatomi, og året efter ansat ved instituttet hvor han 1949 blev leder af Rigsforeningen til gigtens bekæmpelses forskningslaboratorium sst. 1947 var han på studierejse til Stockholm (patol. anatomi), 1948 Rockefeller Foundation fellow og 1957 i USA og Canada. 1958 udnævntes han til docent og 1962 til professor ved Kbh.s univ. i patologisk anatomi, bestyrer af universitetets patol.-anat. institut samt prosektor for Rigshospitalet.

Under sin ansættelse hos professor Knud Sand på retsmed. institut hvor der forskedes over kønshormonernes virkemåde, inspireredes T. til disputatsen Om hormonal Cholesterinæmi med særligt Henblik paa Sexualhormonernes Virkning paa Blodets Totalcholesterinindhold der 1940 forsvaredes ved Kbh.s univ. for den medicinske doktorgrad. Under sit 34-årige virke ved det patologisk-anatomiske institut, hvilket han fortsatte også efter sin afgang som professor, var T.s videnskabelige hovedinteresser dels bindevævssygdommenes opståen og udvikling, specielt Boecks sarkoid, lupus erythematosus og amyloidose, dels de indbyrdes forhold klinisk og beskrivelsesmæssigt der kan opstå mellem svulstformer i de mandlige og kvindelige kønskirtler; inden for begge områder opnåede T. international anerkendelse. Amyloidt (voksagtigt) henfald er en som følge af kronisk betændelse udviklet lidelse i bindevævet, specielt i lever, nyre og milt; særlig hyppigt optræder den ved kronisk ledegigt, og det var da også en sådan kortison-behandlet ledegigtpatient der vakte hans store interesse for gigtforskning. Sammen med medarbejdere udbyggede T. ved kaseinindgift til mus den hypotese, at amyloidet dannedes lokalt i vævet; andre forskere mente at stoffet dannedes og udfældedes fra blodbanen. Ud fra histokemiske farvemetoder inddelte han forandringernes udvikling i to faser, den første hvor der skete en proteinsyntese, og den anden hvor der blev udskilt glykoproteiner der aflejredes som amyloid.

Den sygelige tilstand lod sig også overføre til andre ubehandlede mus – men hypotesen fik skår, da T.s egen elev P. Ranløv (f. 1933) ved sin disputats kunne påvise amyloidosedannelse uden proteinsyntese i første fase. T. havde underkendt biokemisk og immunkemisk evidens og afstod fra statistisk bearbejdelse af sit materiale. Senere undersøgelser har vist, at et glykoprotein, der findes i alt amyloidt materiale, dannes i leveren ved immuniseringsprocesser, og at det findes normalt i blodet.

Inden for svulstforskningen var det med de lysmikroskopiske undersøgelser af udviklingen af den i fostertilværelsen dannede indifferente kønskirtel, at T. gjorde den banebrydende indsats ved klassifikationen af disse svulster. Den primordiale kimcelle fra blommesækken kan omdannes til udseendemæssigt ens ondartede svulster i de udviklede kønskirtler. I nogle tilfælde uddifferentieres de ikke videre; i andre udgår de ekstraembryonalt fra patientens kimceller og danner den af T. beskrevne endodermale sinustumor (i USA kaldet "Teilum-tumour"); atter andre udgår fra strenge i den indifferente kønskirtel og danner den af T. først beskrevne Sertolicellesvulst. Han publicerede sine skelsættende undersøgelser dels i tidsskriftartikler og håndbøger (The Cyclopedia of medicine, surgery and specialities, Philad., 1952; UICCs monograph series XI, N.Y. 1968) samt samlet 1971 i den internationalt højt anerkendte og meget benyttede Special tumors of ovary and testis (2. udg. 1976). I sammenhæng med dette arbejde var T. i en årrække medlem af WHOs Scientific Group on Histopathological Nomenclature of Ovarian Tumours, fra 1964 leder af WHOs Cooperating Center for Ovarian og fra 1973 for Testicular Tumours, hvor T. satte sit præg på såvel tekst som nomenklatur. Han var da også en stærkt benyttet medarbejder ved Martin Kristensens Klinisk Ordbog (6.-9. udg.).

T. blev sent professor, men lagde derfor des større arbejde i undervisningen af studenterne og var en lidt tung, men fortræffelig pædagog, krydrende sine forelæsninger ved at sammenligne undersøgelserne af de lysmikroskopiske fund med glæden ved at analysere malerier – han var selv en fin kender og samler af koloristerne i dansk malerkunst. 1956 blev T. medlem af Reticulo-endothelial Soc, USA, 1957 af Det kgl. danske videnskabernes selskab, af Internat. Academy of Pathology og af Svenska Lakaresallsk., 1978 æresmedlem af Internat. Society of Gynecol.-Pathologist, 1962–72 var han sagkyndig for retslægerådet i patol. anatomi og medredaktør af Acta pathol. et microbiol. Scand. Han var gæsteforelæser i England og Island 1957, 1961 i Warszawa, 1965 og 1966 i USA, 1967 ved WHO-konferencen i Leningrad og 1971 og 1973 i Geneve. 1951–56 var T. formand for Dansk patologforening 1955–64 medlem af bestyrelsen for Dansk selskab for gigtforskning og 1959–64 af forsknings- og forretningsudvalget i Rigsforeningen til gigtens bekæmpelse. T. modtog på sin 70-års-dag et internationalt forfattet festskrift, tildeltes 1960 V. Kleinprisen, 1972 Rigsforeningen til gigtens bekæmpelses medalje. Efter hans død bestemte Kbh.s univ. at hædre hans minde ved at kalde de nybyggede, sammenlagte instutter for patologisk anatomi og retsmedicin for "Teilumbygningen".