Gunni Busck, 9.6.1840-20.3.1920, stifter af Københavns Mælkeforsyning. Født i Roskilde, død på Frbg., urne på Ass. kgd. B. ville være læge men sygdom tvang ham i en ung alder til at opgive studierne. Han løste da 1862 borgerskab som grosserer i Kbh. og begyndte en eksport af sødt smør i blikdåser (tins) til troperne hvor hans mærke, takket være et omhyggeligt kvalitetsvalg, vandt stor udbredelse. Fra 1874 skete eksporten gennem aktieselskabet The Scandinavian Preserved Butter Company, Busck jun. & Co. med B. som leder. Året efter oprettede han i Slagelse et fællesmejeri der i de følgende år blev et anerkendt forsøgs og uddannelsessted for dansk mejeribrug. På mælkeforsyningens område var B. foregangsmand idet han i 1878 stiftede selskabet Københavns Mælkeforsyning. I flere henseender - mejeriets sanitære installationer, kontrollen med mælk og besætninger, fremstilling af en specialkontrolleret børnemælk - kom dette til at danne mønster for andre bymejerier såvel i Danmark som i udlandet. Oprettelsen og driften af K.M.F. var et udtryk for B.s filantropiske sindelag, men han var her som i sin øvrige virksomhed en dygtig men også myndig og stejl forretningsleder. 1915 trak han sig tilbage fra smøreksportselskabet og året efter endvidere fra såvel Københavns Mælkeforsyning som den af ham personligt ejede smørforretning Solbjerg Mejeri der begge blev overtaget af Det Danske Mælke-Compagni. R. 1887.

Familie

Forældre: proprietær August B. (1806-69) og Johanne Marie Secher (1801-82). Gift 4.1.1887 i Edinburgh med Charlotte Ann Hutchinson, født 14.5.1838 i Leith, død 4.8.1921 på Frbg., d. af svensk-norsk vicekonsul i Leith, tømmerhandler Thomas H. og Isabella Wight (ca. 1810-95).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

V. A. Secher: Medd. om slægten Secher, 1885 208-09 (2. udg. 1939). Tidsskr. for landøkonomi, 1920 227f. E. og H. P. Nygaard i Mælkeritid. XXXIII, 1920 224-27. Hans Brix: The scandinavian preserved butter Company, Busck jun. 1874-1924, 1924. Anmeldelse i Tidsskr. for landøkonomi, 1925 155-58. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig