H.C. Ørsted, Hans Christian Ørsted, 25.7.1876-16.12.1962, direktør for de nordiske arbejdsgiverforeningers fælles kontor i Bruxelles. Født i Kbh. (Cit.), død på Skt. Lukas stiftelsen, begravet på Frbg. kgd. Ø. blev student fra Mariboes skole 1894, cand. jur. 1903 og s.å. ansat som assistent i sø- og handelsretten. 1904-05 var han byfogedfuldmægtig i Helsingør, 1905-18 underfoged sst. Initiativrig og samfundsinteresseret nøjedes han ikke med sit embedes arbejde. 1911-15 var han formand for komiteen for Hornbæk-Gilleleje jernbane og derudover medstifter af og formand for Helsingør læseforening, formand for Helsingør borgerforening, Helsingør skatteråd og Helsingør værgeråd samt finansministeriets repræsentant i bestyrelsen for Helsingør-Hornbæk-Gilleleje jernbane. 1918 afbrød han imidlertid sin karriere som statstjenestemand og overtog en kontorchefstilling i Dansk arbejdsgiverforening. Dermed førtes han ind i et internationalt samarbejde hvor han skulle komme til at øve den væsentligste del af sin livsgerning. Straks efter afslutningen af første verdenskrig deltog han i genoptagelsen af det samarbejde mellem de nordiske landes arbejdsgiverforeninger der var indledt 1907 og nu udbyggedes. Dette nordiske samarbejde blev en gren i sammenslutningen af arbejdsgiverforeninger der var vedtaget på den internationale arbejdskonference i Washington 1919. Den internationale organisation fik hovedsæde i Bruxelles og her oprettede Danmarks, Finlands, Norges og Sveriges arbejdsgiverforeninger fælles kontor 1922 med Ø. som direktør. Ved krigsudbruddet 1939 flyttedes kontoret til Geneve hvor han ledede kontoret til 1946, hvorefter han var de nordiske landes fælles delegerede ved den internationale arbejdsgiverorganisation til 1950. Desuden var han dens præsident 1931-50, derefter ærespræsident. Straks efter oprettelsen af de nordiske arbejdsgiverforeningers kontor i Bruxelles blev Ø. membre-adjoint af styrelsen for det internationale arbejdsbureau, var medlem af styrelsen og vicepræsident 1931-44 og atter medlem af styrelsen 1945-50. Således var han gennem næsten 30 år med i det omfattende arbejde der udførtes af ILO (International Labour Organization). Flere gange deltog han som vicepræsident i konferencer om nord- og sydamerikanske arbejdsforhold. I Bruxelles virkede han for de kulturelle forbindelser mellem Belgien og Danmark og mellem de nordiske landes kolonier i Belgien. Han var en periode formand for det nordiske selskab i Bruxelles og var fra 1925 æres-vicepræsident for Les Amitiés Belgo-Danoises. Til hans kulturelle virke hører også oversættelse til dansk af Upton Sinclairs romaner om mellemkrigstiden: En Verden gik under, 1946, Mellem to Verdener, 1947 og Dragens Tænder, 1948. Endv. har han oversat Edward J. Phelans Albert Thomas, 1947. Sociale og juridiske emner har han behandlet i nordiske og udenlandske tidsskrifter og bladkronikker.

Familie

Forældre: inspektør ved Polyteknisk læreanstalt Albert Nicolai Ø. (1829-1900) og Emma Pouline Brøndum (1823-1914). Gift 1. gang 18.12.1914 i Egebæks-vang med Ellen Marie Oluffa Olesen, født 16.8.1870 i Brande, død 13.7.1917 i Helsingør, d. af sognepræst Peter Christian O. (1824-75) og Marie Kirstine Hansen (1837-1907). Gift 2. gang 15.2.1919 med Augusta Marie Dorothea Haugaard, født 26.6.1870 på Havgård, Longeise, død 4.4.1952 i Kbh. (Chr.borg slotssg.), d. af forpagter, senere proprietær Frederik Anthon H. (1839-1921) og Maren Emilie Anthonia Andersen (død 1914, gift 1. gang med apoteker Andreas Sofus Frederik Petersen, 1863-1913). Gift 3. gang 14.11.1952 i Kbh. (b.v.) med Gudrun Haugaard, født 3.8.1895 i Kbh. (Holmens), død 17.4.1965 sst. (Chr.borg slotssg.), d. af grosserer Carl Christian Christensen (død 1900) og Tine Oline Lassen (død 1928, gift 2. gang Haugaard). – Sønnesøn af H. C. Ø. (1777-1851).

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1927. K.2 1932. K.1 1947.

Ikonografi

Mal. af A. Tørsleff, 1950 (det internat, arbejdsbureau i Geneve). Foto.

Bibliografi

Anders Vigen: De nord. arbejdsgiverforen.s samarbejde gennem 20 år, 1927. Berl. tid. 18.12.1962. Politiken s.d. Børsen s.d. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig