H.C. Andersen, Hans Christian Andersen, 2.4.1805-4.8.1875, digter. Tomånedersdagen før H.C. Andersens fødsel havde forældrene holdt bryllup, men kunne først det følgende år flytte sammen. Hans fødested kendes ikke; traditionen der har udpeget hjørnestedet i Hans Jensens stræde ud mod Bangs Boder (nu H.C. Andersen-museum) er sen og usikker; skildringen af barndomshjemmet gælder Munkemøllestræde 3 hvor H.C. Andersen boede 1807–18.

Familien var afgjort småkårsfolk. Farfaderen, Anders Hansen Traes, tidligere landsbyskomager og husmand, var sindssyg og endte som bespisningslem i Gråbrødrehospitalet (d. 1827). Den ærekære og forfængelige farmor, Anne Cathrine Nommensen (d. 1822), forkælede sønnesønnen og søgte at trøste sig for den bitre virkelighed ved at lade ham forstå at hun var af fin familie: hendes mormor, en adelig dame fra Cassel, var flygtet med en komediant (i virkeligheden var denne mormor en postriderdatter fra Assens). H.C. Andersens far var flittig og nøjsom, men af et uroligt sind; han var misfornøjet med sin stand som han følte sig hævet over ved sine interesser – han læste Shakespeare, Holberg, 1001 nat – og ved sit oplyste livssyn; i trossager var han rationalist. Han tog sig meget af drengen, fortalte ham eventyr, lavede legetøj til ham. Da nødsårene kom lod han sig 1812 som stillingsmand hverve og lå inde som soldat til 1814 da han syg vendte hjem fra Holsten uden at have deltaget i krigen. H.C. Andersen følte altid en uhyre medlidenhed med sin far, men sin mor elskede han. Hun var en ganske jævn kone der næppe kunne skrive og ikke læse skrift, dybt overtroisk og meget snakkesalig, medens faderen var tavs og indesluttet. Hendes mor, Anna Sørensdatter, endte som fattiglem i Bogense. Før sit ægteskab havde H.C. Andersens mor med en pottemagersvend en datter Karen Marie som dog næppe har boet i skomagerhjemmet; halvsøsteren nævner H.C. Andersen aldrig, men hun beskæftigede hans fantasi (O.T.); han genfandt hende 1842 som vaskerkone i Kbh, (d. 1846). 1818 giftede moderen sig på ny; stedfaderen synes at have behandlet H.C. Andersen honnet; efter hans død sank moderen stadig dybere i fattigdom og elendighed, levede af at vaske for folk og af at skylle flasker til apoteket, men forfaldt mere og mere til drik, blev 1825 anbragt på fattigstiftelsen Doctors Boder; sønnen hvis godhed hun misbrugte tog sig med rørende kærlighed af hende til det sidste og har i Hun duede ikke værget hendes minde.

H.C. Andersens skolegang, til sidst i byens fattigskole, var tilfældig og utilstrækkelig; han var kvik i opfattelsen, men doven med sine lektier. Helst sad han ene hjemme opfyldt af dagdrømme, legede med dukketeater og syede dukketøj. Dunkelt erindrede han siden spaniernes besøg og kometen 1811; han huskede lavsfestligheder og fastelavnsløjer; stærke indtryk gjorde tugthuset og galehuset, og i mindet bevaredes eventyr som fortaltes i hospitalets spindestue og ved humleplukningen. Som større dreng var han en kort tid på en klædefabrik og et tobaksspinderi, har muligvis også forsøgt sig som bydreng hos en farver og markør i Odense adelige klub. Efter konfirmationen (påske 1819) ville moderen sætte ham i skrædderlære, farmoderen anbringe ham på et kontor. Han selv der fra sin tidligste barndom havde været glødende teaterbegejstret (han optrådte allerede 6–7 år gammel som statist i Kotzebues "Husitterne", og teaterplakater var siden hans største fornøjelse) havde ved de kgl. skuespilleres gæstespil 1818 fået et bestemt mål for sine drømme: København, og han fik sat sin vilje igennem. Moderen stolede på spåkonens profeti: at Odense by engang skulle blive illumineret til hendes drengs ære; selv drog han af sted med det eventyrlige forsæt at blive berømt om han end først skulle "gaa saa gruelig meget igennem". Med et anbefalingsbrev fra bogtrykker Iversen til danserinden Anna Margrethe Schall og med tretten rdl. i lommen, hvoraf de tre medgik til rejsen, forlod han som "blind Passager" Odense 4.9.1819 og holdt mandag den 6. sit indtog i København.

Uden held henvendte den besynderligt udseende dreng sig til md. Margrethe Schall og til teaterchefen (F. Holstein); et forsøg på at komme i snedkerlære glippede også. Som den yderste udvej opsøgte han i tillid til sin sangstemme G. Siboni, direktøren for teatrets syngeskole der netop havde middagsselskab med bl.a. Weyse og Baggesen som gæster. H.C. Andersens skæbne vakte interesse og medfølelse; Weyse fik indsamlet 70 rdl. til ham, Siboni lovede ham sangundervisning og kosten i sit hus. Nattelogi fik han hos overskærerenken md. Thorgesen i Ulkegaden (Holmensgade) 108; han levede her med sit dukketeater og sine bøger uden at mærke noget til fordærvelsen omkring sig. Men han spildte sin tid; Siboni blev hurtigt ked af ham, juni 1820 stod han atter på bar bund og rettede to bønskrifter til "alle ædelttænkende Mennesker". Atter lykkedes det Weyse at indsamle ca. 80 rdl., og samtidig tog den brave, men pedantiske digter Fr. Høegh-Guldberg, bror til hans Odensevelynder oberstløjtnant C. Høegh-Guldberg, sig af ham, støttede ham økonomisk, gav ham timer i dansk og tysk og skaffede ham undervisning i latin indtil H.C. Andersens mangel på flid to år senere fremkaldte et brud mellem dem. Ved bekendtskab med solodanser C. Dahlén var det forår 1820 lykkedes H.C. Andersen at komme ind på teatrets danseskole; herfra kom han n.å. på syngeskolen under P.C. Krossing og var 1821–22 korelev uden gage. Han fik lov til at gøre lidt statisttjeneste; F. Lindgreen læste privat med ham, men rådede ham til at opgive skuespillerdrømmene for at studere.

Fattigdommen blev stadig mere trykkende; han var flyttet til et billigere logi i Ulkegaden 168, døjede kulde og sult. Og da stemmen samtidig forsvandt fik han 29.6.1822 sin afsked fra teatret. I disse år var H.C. Andersen begyndt at skrive. Riddertragedien Skovcapellet, 1821 opfattede Guldberg som en art stiløvelse; de to følgende arbejder Røverne i Vissenberg og Alfsol (efter Suhms fortælling) indleveredes til teatret der naturligvis forkastede disse "Forsøg, som, skjøndt de allevegne røbede det unge Menneske, der var ganske blottet for Kundskaber, lige indtil Kundskab i Modersmaalet, dog tillige røbede umiskjendelige Digter-Anlæg". Af Røverne i Vissenberg tryktes en scene i Ljunges "Harpen" (9.8.1822); Alfsol, sammenskrevet af Oehlenschläger- og Ingemann-reminiscenser, udkom samme efterår sammen med en selvbiografisk prolog og en fynsk fortælling i W. Scotts manér, Gjenfærdet ved Palnatokes Grav som "Ungdoms-Forsøg af Villiam Christian Walter". Da var den afgørende vending i H.C. Andersens skæbne allerede indtrådt. Med sin mærkelige evne til at introducere sig havde han fundet formående velyndere helt op til prinsesse Caroline og Holmens provst C. Gutfeld, og allerede nu havde han fået indpas i familier med hvilke han ned igennem årene skulle bevare en venskabelig forbindelse: urmager Urban Jürgensens enke, H.C. Ørsted, Shakespeareoversætteren kaptajn (senere kontreadmiral) P. F. Wulff. Men langt den største betydning fik bekendtskabet med Jonas Collin, finansdeputeret og direktør for Det kgl. teater. Han talte den afskedigede korelevs sag hos kongen; samtidig med at Alfsol forkastedes meddeltes det H.C. Andersen at der var bevilget ham fri undervisning i Slagelse lærde skole der netop havde fået filologen Simon Meisling til rektor, samt en kgl. understøttelse på 400 (dec. s. å. nedsat til 300) rdl. i 3 år (fornyet 1825). 26.10.1822 rejste H.C. Andersen til Slagelse; fra den dag tog Collin sig af ham som en fader, og hans hjem blev den hjemløses faste tilflugtssted for hele livet.

Det syttenårige lange menneske blev anbragt i anden klasse mellem tolv-tretten års drenge, og nu begyndte "denne virkelig ulykkelige Tid" hvor kun ferierne var lyspunkter: i Odense hos Iversens og Guldbergs, i Kbh. hos md. Jürgensen og hos kommandør Wulffs, i Sorø hos Ingemann. Først boede han hos herredsfogedenken md. Henneberg, flyttede derfra okt. 1825 til Meislings og fulgte n.å. med rektoren ved hans forflyttelse til Helsingør. H.C. Andersen mødte med den ærligste vilje og var hele skoletiden meget flittig. Men allerede overgangen fra det frie driver- og drømmerliv i Kbh. med teatret, de mange bekendte og de store digterplaner til "Skolelivets fabrikmæssige Gang" i en lille kedelig by var svær, og dobbelt svær blev den ved misforholdet mellem hans alder og hans totale mangel på virkelige skolekundskaber. I brevene fra skoletiden vakler han mellem en fast tro på sit digterkald og anfald af selvopgivende modløshed, en bestandig undervurdering af sine evner og frygt for at skuffe sine velgørere, uværdig nyde kongens understøttelse. At tungsindet efterhånden fik overhånd bar rektoren der manglede forståelse af sin elevs psyke hovedansvaret for. I sin optræden var han yderst lunefuld, svingede fra uforholdsmæssig strenghed til pludselig venlighed (der dog efterhånden blev stadig sjældnere). Han søgte med sørgeligt held at knække H.C. Andersens mod og såre hans følsomme sind – især da han mærkede sit offer lammet af angst for ham – og han var utrættelig i at forsikre ham at han aldrig ville blive til noget.

Helt galt blev det først da H.C. Andersen kom i huset hos Meisling; fruens rygte var ikke godt, og "Levnedsbogen" indeholder drastiske skildringer af husholdningens uorden og fantastiske griseri. Til sidst var han ved at gå åndeligt til grunde, tumlede med tanker om udvandring eller selvmord da Collin, underrettet om H.C. Andersens virkelige situation, med udgangen af april 1827 tog ham ud af skolen. Han kom til Kbh. for at blive privat manuduceret af teologen og historikeren Ludv. Chr. Müller. Overgangen føltes som en fuldstændig befrielse. Om H.C. Andersens elegiske stemning under skoletiden vidner en række digte der senere blev optaget i hans første samling; perlen er det forunderligt rene og skønne Det døende Barn som blev til i Helsingør i hans værste trængselstid. Men i Kbh. brød hans længe kuede trang til ungdommelig munterhed igennem; medens Kjøbenhavnsposten i sept. 1827 trykte Det døende Barn bragte Heibergs "Flyvende Post" allerede fra august og året ud humoristisk-parodiske digte som Aftenen, Tanker ved en ituslagen Jydepotte o.fl. Efter nogen eksamensfeber slap han okt. 1828 gennem skærsilden med et anstændigt haud og afsluttede n.å. sin akademiske løbebane med "anden Eksamen" (laud). I sit rusår regnedes han mellem sin studenterårgangs "fire store Poeter".

Allerede før studentereksamen var H.C. Andersen i gang med sit første større arbejde Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager. Efteråret 1828 indeholdt "Flyvende Post" en række prøver; bogen udkom nytår 1829 på eget forlag, blev udsolgt på få dage; Reitzel gav H.C. Andersen 100 rdl. for et nyt oplag, og den unge digter der blev venligt introduceret af Heiberg i "Maanedsskrift for Litteratur" var med ét slag berømt. Den mærkelige lille bog virker som en fantasiarabesk hvor den romantiske ironi bestandigt bryder illusionen og som et prøvekort på H.C. Andersens brogede læsning (Jean Paul, især Hoffmann); ejendommeligt er forfatterens lystige opgør med sin sentimentale fortid. Samme muntre tone genfindes i H.C. Andersens første dramatiske arbejde Kjærlighed paa Nicolai Taarn, 1829, en kåd studenterspøg, og i hans dec. s.å. udgivne Digte 1830 der ved siden af de alvorlige digte fra skoletiden indeholdt den lange række humoristiske forsøg i Wessels manér og de mere selvstændige "nederlandske" genrebilleder som Moderen med Barnet, Studenten, Martsviolerne. H.C. Andersen regnedes til Heibergs gruppe, rostes i "Maanedsskriftet" af Molbech og blev til gengæld angrebet af Hauch i hans "Babyloniske Taarnbygning"; i øvrigt udtalte selv oprigtige velyndere som Ingemann og Oehlenschläger sig privat mod den "Hang til Persiflage og Legen med det Aandelige" som karakteriserer disse debutbøger. Men i den næste, ringere, digtsamling Phantasier og Skizzer, 1830 er munterheden på ny afløst af en elegisk stemning med bitre islæt af Heine-påvirkning. Under sin ferietur 1830 til Jylland og Fyn havde den feterede digter håbløst forelsket sig i Fåborgmatadoren agent Voigts datter Riborg (To brune Øine -), og samme efterår havde han haft sin første alvorlige litterære modgang i Hertz' hvasse anfald på ham i "Gjengangerbrevene". Hans mistillid til sine evner begyndte igen at spøge; hertil kom voksende økonomiske bekymringer.

En forbigående opklaring bragte en lille Tysklandstur i sommeren 1831, den første af hans mange udenlandsrejser; H.C. Andersen stiftede her sine første værdifulde udenlandske bekendtskaber (Chamisso, der oversatte flere af hans digte, Tieck), og Skyggebilleder af en Reise til Harzen og det sachsiske Schweitz, 1831 er den første af hans bøger der viser lidt af hans eget ansigt. Men de følgende digtsamlinger Vignetter til danske Digtere, 1831, Aarets tolv Maaneder, 1832, Samlede Digte, 1833, fastslog trods smukke enkeltheder at lyrikken ikke var H.C. Andersens egentlig fag, og hans virksomhed som teaterdigter (operatekster til I.F. Bredal, J.P.E. Hartmann, Weyse; oversættelser og bearbejdelser af franske stykker, et par originale vaudeviller som Skilles og mødes der dog i første omgang forkastedes) gavnede ikke hans litterære anseelse. Samtidig forbitrede kritikkens, især Molbechs, voksende kulde ham. Bortset fra enkelte anmeldelser var tonen mod H.C. Andersen dog i det hele uangribelig og ikke uden anerkendelse, men der blev – foruden ret pedantiske anker over sprogjaskeri og formentlige stilfejl – med rette indvendt at han skrev for let og for meget; at der ingen udvikling var at spore i hans kunst; at man savnede "den ordnende Fornuft, Forstandens Kraft til at modne og udfolde Tanken". H.C. Andersen havde dog stadig et trofast læserpublikum, og han vandt i disse år nye venner som fik indflydelse på hans udvikling (Signe Læssøe, Edv. Collin, Hartmann). Men han trængte til at finde sig selv og derved genvinde troen på sig selv. Det blev derfor sikkert hans redning som kunstner og menneske at han, anbefalet af Oehlenschläger, Ingemann, Heiberg, Ørsted og J.M. Thiele, 13.4.1833 modtog et toårigt rejsestipendium fra fonden ad usus publicos og otte dage senere forlod Kbh. for først i aug. 1834 at vende modnet og afklaret tilbage.

I Paris hvor han bl.a. gjorde Heines bekendtskab blev første del af det dramatiske digt Agnete og Havmanden skrevet, og det afsluttedes i urmagerbyen Le Locle, Jurabjergene, i aug. Det er H.C. Andersens betydeligste ungdomsværk (udk. 1834), et forsøg på at skildre "den evigt utilfredsstillede Længsel" som også fyldte hans eget bryst; men udførelsen svarer ikke til digtets kække grundtanke, og i den forsmåede bejler, Hemming, har han givet en klynkende selvskildring. Modtagelsen af det hjemme var ham en stor skuffelse der voldte mange bitre timer. Men nu var han også nået til et afgørende vendepunkt; Italiensopholdet forberedte hans egentlige gennembrud. Efter en besværlig rejse (Lykkens Kalosker) nåede H.C. Andersen 18.10. Rom hvor han blev optaget i den dansk-tyske kunstnerkreds hvis midtpunkt var Thorvaldsen. Denne tog sig straks af H.C. Andersen, satte mod i ham efter "Agnete"s fald, optrådte som hans beskytter og ven. Efter at have overværet julefesten og karnevallet rejste H.C. Andersen sammen med Henrik Hertz, med hvem han i Rom var blevet forsonet, til Napoli, besteg Vesuv og besøgte Capri; påsken tilbragtes i Rom, hjemturen gik over Venezia.

Opholdet i Italien lærte H.C. Andersen at se; de rige indtryk af naturen, folkelivet og kunsten gav ham et nyt sjæleligt indhold; frigørelsen fra de hjemlige forhold øgede hans selvstændighed over for hans "opdragere" og skærpede hans selvkritik. Hjemrejsen foregik over München, Wien og Prag. I et brev til gamle Collin havde Heiberg karakteriseret H.C. Andersen som "en lyrisk Improvisator". H.C. Andersen tog ideen op; i Rom, München, Sorø og Kbh. blev så det værk skrevet som "rejste mit faldne Hus paany", romanen Improvisatoren, 1835. H.C. Andersen har denne gang skildret hvad han havde set og oplevet, derpå beror bogens store kunstneriske fremskridt. På baggrund af en række glimrende Italienbilleder, det første vidnesbyrd om hans mesterskab i pittoresk deskription, har digteren i hovedpersonen Antonio givet en let maskeret selvskildring der former sig som et opgør og et selvforsvar af betydelig virkning. Romanen gjorde lykke i Danmark og lagde gennem L. Kruses tyske oversættelse grundstenen til hans verdensry.

H.C. Andersen forfulgte sejren med O.T., 1836, et dansk sidestykke til Italienbogen med ypperlige bifigurer og levende interiører; hovedhandlingen er inspireret af hans mangeårige grubien over den forsvundne halvsøsters skæbne. Mere fordringsfuld er den tredie roman Kun en Spillemand, 1837. Med stærk udnyttelse af selvbiografisk, også kunstnerisk set meget værdifuldt stof, har H.C. Andersen i spillemanden Christian tegnet en parallelskæbne til sin egen, men med tragisk udgang; tendensen er rent filantropisk: "Lad ei det sande Talent jordisk gaae til Grunde", og H.C. Andersens genilære fremkaldte som protest Kierkegaards første bog "Af en endnu Levendes Papirer", 1838, et opgør med hans virksomhed som romanforfatter. Udenlands gjorde bogen endnu mere lykke end Improvisatoren, især i Tyskland og i Sverige hvor Lunds studenter 1840 bragte H.C. Andersen den første offentlige hyldest. Hjemlig anerkendelse kom 1838 i form af en årlig digtergage (efter ansøgning) på 400 rdl. der 1845 forhøjedes til 600, 1860 til 1000; den befriede ham for de værste økonomiske sorger. Selv på teatret hvor han ellers hentede sit livs fleste og bitreste skuffelser tilsmilede fru Fortuna ham nu. Odense-vaudevillen Skilles og mødes, 1836 havde ganske vist kun en krank lykke, Renzos Bryllup, En rigtig Soldat og forskellige oversættelser forkastedes, men vaudevillen Den Usynlige paa Sprogø, 1839, nåede 22 opførelser, og dramaet Mulatten, 1840, som Molbech havde søgt at spærre vejen for blev en stor teatersejr. Bygget over H. Arnauds novelle "Les épaves" er stykket et forsøg på at overføre den franske romantismes passionerede lyrisme og melodramatiske psykologi til dansk teater; det rummer ejendommelige udtryk for en lidenskabelig pariafølelse der ellers er sjælden hos H.C. Andersen.

Imidlertid havde han under korrekturlæsningen på Improvisatoren fundet sit egentlige felt. I et brev til Ingemann af 10.2.1835 hedder det: "Dernæst har jeg begyndt paa nogle "Eventyr, fortalte for Børn", og jeg troer, de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr, jeg som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har skrevet dem saaledes, som jeg vilde fortælle et Barn dem." Allerede de første digte og "Fodreisen" indeholder eventyrmotiver; i Digte, 1829 står endda under titlen Dødningen det følsomme eventyr som 1835 blev til Reisekammeraten. Men H.C. Andersen havde dengang, hvad kendere som Ingemann og Molbech påtalte, fortalt historien i Musäus' ironisk-lapsede manér. Sikrere var tonen i eventyrudkastet om den gamle konge der så gerne ville høre en løgn (Skyggebilleder). Nu forstod H.C. Andersen at eventyrene skulle fortælles for børn; dermed var en ny stiltone fundet og et af de store vendepunkter i dansk prosas historie markeret. Første hæfte (Fyrtøjet, Lille Claus og store Claus, Prindsessen paa Ærten, Den lille Idas Blomster) udkom i meget beskedent udstyr forår 1835 og blev ikke særlig forstående modtaget af anmelderne ("en ikke uskadelig læsning for børn"); selv Hauch havde moralske skrupler med hensyn til Fyrtøjet, medens Ørsted (og Heiberg) spåede at havde Improvisatoren gjort H.C. Andersen berømt, ville eventyrene gøre ham udødelig, 2.-3. hæfte (dec. 1835, 1837) afsluttede første bind; 1838–42 føjedes hertil en ny samling; i Tre Digtninger, 1838, stod Lykkens Kalosker. Fra eventyrdigtningens første periode stammer således en række af dens fornemste mesterværker; foruden de allerede nævnte fx. Den uartige Dreng, Reisekammeraten, Den lille Havfrue, Keiserens nye Klæder, Den standhaftige Tinsoldat, Ole Lukøie og Svinedrengen. Nær beslægtet med eventyrenes kunst og stemning er en cyklus af øjebliksbilleder i prosa af højeste lødighed: Billedbog uden Billeder, 1840. Men omkring 1840 var det først og fremmest for sine romaners skyld at H.C. Andersen havde et navn både i Danmark og i udlandet.

Bortset fra en Sverigesrejse 1837, hvor H.C. Andersen gjorde kanalturen til Stockholm og på dampskibet traf Fredrika Bremer, havde han siden Italienfærden måttet indskrænke sig til mindre udflugter i Danmark og Skåne. Efterår 1840 drog han på ny med kgl. understøttelse på langfart, og hermed indledes hans manddomstid (1840–57), de store rejsers tid. H.C. Andersen besøgte i alt 30 gange udlandet, ved sin udstrakte bekendtskabskreds var han den mest kosmopolitiske af alle danske digtere. "At reise er at leve", skrev han; rejserne gav nye indtryk og åndelig forfriskelse, men kun i få tilfælde digterisk inspiration. Han forlod landet 1840 efter en konflikt med Heiberg og hans hustru i anledning af den forestående opførelse af den svage tragedie Maurerpigen (s.å.). Det tidligere venskabelige forhold afløstes af en flerårig misstemning; Heiberg drillede H.C. Andersen slemt i "En Sjæl efter Døden", og denne replicerede kvikt i En Digters Bazar, 1842. Det er H.C. Andersens mest overdådige rejsebog, den fortæller om hans store orientrejse 1840–41: Italien, Grækenland, Tyrkiet, Donauturen fra Czernawoda til Wien – en besværlig og stundom farefuld odyssé uden for de sædvanlige turistruter. De følgende års rejser står i den hastigt stigende verdensberømmelses tegn. Oversættelserne af hans værker til hovedsprogene kom nu slag i slag, og navnlig i Tyskland og England kappedes fyrster, adel og åndens stormænd om at vise ham hyldest. 1843 traf han i Paris den franske romantismes førende personligheder (Hugo, Lamartine, Vigny, Balzac, Dumas, skuespillerinden Rachel).

Rejserne i Tyskland 1844 og 1845 formede sig næsten som et triumftog; af varig betydning blev bekendtskabet med den unge arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar; det udviklede sig til et sværmerisk venskab og medførte en flerårig korrespondance. 1845–46 besøgte H.C. Andersen Italien for tredie gang, Sydfrankrig og Pyrenæerne; 1847 kulminerede hans europæiske popularitet med Englandsrejsen, hvor han forkæledes af society og sluttede venskab med Dickens. Også hjemme opnåede han nu den endelige "Erkendelse". Han var Christian 8.s gæst på Føhr 1844, tilbragte sine ferier på herregårde som Nysø, Bregentved, Gisselfeld, Glorup, Augustenborg; fik ridderkorset til sine forskellige udenlandske dekorationer og udnævntes 1851 til professor. Omslaget i kritikkens holdning daterede H.C. Andersen fra "En Digters Bazar"; i P.L. Møller fik han en talentfuld fortaler, og hans "ven" Hauch måtte afbøde sit bagholdsangreb på ham i "Slottet ved Rhinen", 1845, med en anerkendende afhandling om hans poesi i "Dansk Ugeskrift", 1846. To oplevelser greb dybt ind i hans tilværelse. Efter sin ungdomskærlighed til Riborg Voigt havde H.C. Andersen i en årrække på afstand sværmet for Louise Collin, hans velgørers yngste datter. Nu blev den geniale svenske sangerinde Jenny Lind hans manddoms store passion (1843–46); i hendes sjældne personlighed fandt han sin egen religiøse tro på kunsten som et guddommeligt kald bekræftet. Hun nærede en søsters følelser for ham, kunne ikke gengælde hans kærlighed; men hendes navn er knyttet til den frugtbareste epoke i hans eventyrdigtning.

Hårdt virkede dernæst revolutions- og krigsåret 1848 på hans fredselskende sind; han led sjæleligt under brydningen mellem sin dybt rodfæstede fædrelandskærlighed og sin varme taknemlighedsfølelse mod Tyskland og søgte 1849 trøst ved en Sverigesrejse (I Sverrig, 1851, et af hans mest karakterfulde prosaværker). Han følte sig overbevist om, "at det ikke var i Sværdet nu til Dags, vor Styrke laae, men i Aandens Dygtighed", men krigen bekræftede ham i hans danskhed; 5.3.1850 tryktes i Fædrelandet I Danmark er jeg født – på samme tid vor jævneste og inderligste fødelandssang. I disse år, eventyrdigtningens højeste blomstring, nåede omsider "den lille Genre" at indtage sin plads jævnbyrdig med roman og drama, men endnu syslede H.C. Andersen med skiftende held med de større digtarter. Efter ni års arbejde udkom 1847 det episk-dramatiske digt Ahasverus, et opgør mellem den ørstedske kulturoptimisme og tvivlens, bagstrævets ånd, men det store eksperiment savner indre liv, dets hovedperson tager ikke aktivt del i spillet, han er kun "en Turist i Verdenshistorien" (Vilh. Andersen). Langt værdifuldere er De to Baronesser, 1848, H.C. Andersens modneste roman, mindre subjektiv og mere afklaret end ungdomsromanerne og central i hans produktion ved sin demokratiske tendens og sin stærke understregning af Guds førelse som den røde tråd i et menneskes skæbne. At være eller ikke være, 1857, står ikke på samme højde; opgaven "Fred og Forsoning mellem Natur og Bibel" oversteg H.C. Andersens kræfter; men partier af den er skrevet med hans bedste kunst, og den griber som et levende udtryk for hans aldrig stillede religiøse uro.

Sin teaterdigtning fortsatte H.C. Andersen med stærkt skiftende held (Fuglen i Pæretræet, 1842, Lykkens Blomst, 1844). Størst lykke gjorde de to anonymt indleverede: Kongen drømmer, 1844, en poetisk billedrække af Christian 2.s liv, og lystspillet Den nye Barselstue, 1845, et galleri af kvikt opfattede typer inden for en spinkel ramme; det tredie anonyme stykke, Hr. Rasmussen, 1846, hvis replikkunst måler sig med "Den nye Barselstue"s, gjorde fiasko. Medens forskellige operatekster (Brylluppet ved Como Søen, 1849, Nøkken, 1853) hurtigt forsvandt af repertoiret, blev Liden Kirsten, 1846 med Hartmanns musik den hyppigst spillede danske opera.

På det 1848 åbnede Casino lokaliserede H.C. Andersen Raimunds tryllefarce "Diamant des Geisterkönigs" i Meer end Perler og Guld, 1849, som efterfulgtes af to originale eventyrkomedier Ole Lukøie, 1850 og Hyldemoer, 1851; det sidste er hans smukkeste dramatiske arbejde. Alt dette trådte dog i skygge for de samtidige eventyrhæfter (Nye Eventyr, 1845–48, samlet udgave med Vilh. Pedersens illustrationer 1849; Historier I–II, 1852–53, ill- og forøget udgave 1855). Fra disse år, hvor H.C. Andersen "var kommen paa det Rene med at digte Eventyr", stammer hans mærkeligste fiktionsværker; alle eventyrene er nu med en enkelt undtagelse (Klods Hans) selvopfundne, og tilføjelsen "fortalt for Børn" er forsvundet fra titelbladet. Eventyret blev en verden, der rækker fra en elskværdig spøg (Stoppenaalen) til sublime tankedigtninger som Klokken, Skyggen og Historien om en Moder. Omkring det centrale eventyr Snedronningen grupperer sig lette og vittige fantasier som Elverhøi, mørkt tragiske fortællinger som De røde Sko. H.C. Andersen kan i et sindbillede klare forholdet mellem den ægte kunst og dens efterlignere (Nattergalen) og berette simpelt om hverdagens små tragedier (Hjertesorg). Hans mytiske fantasi fornemmes i Hyldemoer og Aarets Historie, vittige fabler (Kærestefolkene, Springfyrene) står jævnsides med fromme legender og parabler som Verdens deiligste Rose, Hørren, Fem fra en Ærtebælg. Han kaster sin ironis lys over evigtmenneskelige svagheder (Hyrdinden og Skorstensfejeren, Den lykkelige Familie, Flipperne, Nissen hos Spækhøkeren), men kan også i selvprøvelse lodde dybden i sin egen sjæl, Grantræet. I det berømteste af eventyrene, Den grimme Ælling, har han digterisk fortalt sit livs historie. De første forsøg på en selvskildring findes i breve fra Slagelsetiden; allerede i den intime Levnedsbog fra 1832 (udg. 1926) anlægges det grundsynspunkt: hans liv som et eventyr hvor Guds hånd leder alt til det bedste, som genfindes i selvbiografiske meddelelser til N.C. Øst, Marmier, G.F. von Jenssen og Le Petit og hvorover Das Mährchen meines Lebens ohne Dichtung, 1847 og Mit Livs Eventyr (1855, fortsættelsen 1855–67 udg. 1877 af J. Collin) er komponeret.

Med Nye Eventyr og Historier, 1.-3. række, 1858–72, (udgave med illustrationer af L. Frølich, 1870–74) er vi nået til det sidste afsnit i H.C. Andersens liv. Eventyrene indtager nu den absolutte hovedplads i hans produktion, men genren er udvidet til sin yderste grænse ved indførelsen (siden 1852) af begrebet "Historier" – af H.C. Andersen defineret som den folkelige benævnelse der omfatter alle korte beretninger fra den simple fortælling til den dristigste fantasiskildring, og i stilen eksperimenterer digteren med en stærkt følelsesbetonet, lyrisk prosa. Af de sidste samlingers rigdom kan nævnes store fortællinger som Dyndkongens Datter og Iisjomfruen, historiske fantasier som det mægtige prosadigt Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans Døtre, Bispen paa Børglum og Hønsegrethes Familie, myter som Det gamle Egetræs sidste Drøm – alt sammen forsøg på at forny genren, medens Hvad Fatter gør er altid det rigtige, Sneemanden, Nissen og Madammen, Laserne o.fl. fortsætter stilen fra den store periodes lystige eventyr. Endnu det allersidste hæfte, 1872, viser at hans ånd ikke var svækket, hans kunst ikke sløvet: den bitre almuehistorie Hvad gamle Johanne fortalte og den henrivende capriccio Tante Tandpine måler sig med hans bedste ting; Krøblingen virker som en epilog til hele eventyrbogen.

På romanernes plads står i dette tidsrum den impressionistisk levende idyl Lykke-Peer, 1870; for Det kgl. teater skrev H.C. Andersen – med sikrere blik for scenens krav end før – lystspillene Han er ikke født, 1864, og Da Spanierne var her, 1865, for Casino folkekomedien Paa Langebro (efter Musäus og Kotzebue, 1864). Indtil 1873 fortsattes de årlige udenlandsrejser; 1857 besøgte han Dickens og overværede i Weimar Goethe-Schiller monumentets afsløring; 1861 var han fjerde gang i Rom og blev ven med Bjørnson; turen til Spanien 1862–63 fremkaldte hans sidste store rejsebog (I Spanien, 1863). 1865 var han i Stockholm, 1866 i Portugal hos ungdomsvennen konsul O'Neill (Et Besøg i Portugal); verdensudstillingen i Paris inspirerede ham til eventyret Dryaden 1868, og 1871 modtog han i Kristiania det unge Norges hyldest. Den store Jyllandsrejse 1859 til vestkysten og Skagen satte frugt i En Historie fra Klitterne, et af hans betydeligste senere eventyr, og i sangen Jylland mellem tvende Have; mange eventyr skrev han på "sine Herregaarde", nu især Basnæs, Holsteinborg, Christinelund, Frijsenborg. I H.C. Andersens sidste leveår forstummede al uvenlig kritik i Danmark; han var fredslyst. Hans livs skønneste æresbevisning blev ham til del, da Odense 6.12.1867 kårede ham til æresborger; to år efter fejrede københavnske venner 50 års dagen for hans ankomst til hovedstaden, og på sin 70 års dag modtog han meddelelsen om at hans statue i Kongens Have var sikret. Men under al ydre medgang voksede skyggerne. Krigsåret 1864 gjorde et overvældende, knugende indtryk på ham (se eventyret: Lygtemændene er i Byen -), fra ca. 1870 var hans helbred vaklende, kræfterne tog af, og nervøsiteten tog til. Men den ensomme mand der aldrig fik sit eget hjem havde trofaste og prøvede venner: Edvard Collin, hans rådgiver i alle praktiske spørgsmål hele livet, og hans hustru Henriette, vekselmægler Martin R. Henriques og hans hustru Therese og især grosserer Moritz G. Melchior og hans opofrende hustru Dorothea, f. Henriques; deres landsted "Rolighed" på Østerbro var i de sidste sørgelige år hans faste tilflugtssted i sommermånederne, og her døde han af leverkræft. Bisættelsen i Frue Kirke 11.8.1875 (med taler af stiftsprovst C. Rothe og biskop C.T. Engelstoft) var en national sørgehøjtid.

I højere grad end hos de fleste andre digtere er forbindelsen mellem liv og kunst afgørende hos H.C. Andersen. Og hans liv ligger som en åben bog for os; den brændende meddelelsestrang er levende i hans selvbiografier, intime dagbøger og i de tusinder af breve, som den altid ensomme skrev til sine mange venner. Han var ikke som andre mennesker, følte han selv; stærke brydninger dominerer i hans sjæleliv. Sin moder slægtede han på i sit ydre; fra sin far havde han arvet sine mange småtalenter, sin rige fantasi, men også sit tungsind og sit elendige nervesystem: en evig uro og rastløshed der stadig drev ham ud på rejser; humøret som altid svingede mellem modløshed og optimisme, selvplagertendenserne, den med årene tiltagende hypokondri. Ved en energisk viljeanspændelse holdt han sine asteniske tilbøjeligheder i skak; store positive egenskaber: flid, nøjsomhed, klog økonomi friede ham fra forældrenes og slægtens skæbne. Han forenede hæmningsløs umiddelbarhed og voldsomme primitive følelser med diplomatisk evne til at vinde mennesker og en voksende verdenskløgt; en naturlig godmodighed parredes hos ham med rap slagfærdighed. Hans eventyr blev ofte til i inspirationens lykkelige øjeblik, men de fik deres endelig form gennem et utrætteligt og tålmodigt arbejde (et led heri var hans hyppige oplæsninger) som kun har sit sidestykke hos hans elev J.P. Jacobsen. – Men denne rigt sammensatte natur var dernæst proletarbarnet der havde kæmpet sig op fra samfundets dyb. Som ingen anden af sine samtidige kendte han livet i alle dets afskygninger, og hans sandhedskærlige realisme veg ikke tilbage for at male det i hele dets strenghed: romantyper som Steffen Karet i Kun en Spillemand, eventyrskikkelser som Engelen, Den lille Pige med Svovlstikkerne, moderen i Hun duede ikke, Anne Lisbeth var nye emner for dansk litteratur; med tydelig demokratisk tendens handler alle romanerne fra Improvisatoren til Lykke-Peer om et fattigt barns kamp for lykken. Under denne kamp led han ved at være afhængig af velgørere hvis godhed han ikke kunne gengælde, og den fremkaldte i forening med sjælelige dispositioner hans udprægede underlegenhedsfølelse der gjorde ham til et sårbart bytte for al kritik, og som han først på sine gamle dage frigjorde sig for i den geniale historie Gartneren og Herskabet; for hans trang til selvbekræftelse var ros og medgang en livsbetingelse.

Men han fastholdt med sej energi målet: "Erkendelsen"; han brød sig ikke om penge eller indflydelse, men stræbte åbenlyst efter berømmelsen og lagde med sin ærlige forfængelighed ingen skjul på sin glæde over sejren. Og bag al selvoptagethed lå hans dybe religiøse følelse. Med en blanding af stolthed og ydmyghed betragtede han sin kunst som et guddommeligt kald, og medens han i dogmatisk henseende delte sin faders rationalisme samlede hans tro sig med primitiv inderlighed om Guds forsyn og udødeligheden. Under indflydelse af Ørsted førte hans vågne realisme og hans overbevisning om "Virkeligheden som det skønneste Eventyr" ham til en udtalt fremskridtstro; han følte sig hjemme i maskinernes tidsalder og spottede de ældre romantikeres fortidsdrømme. – H.C. Andersen har skrevet enkelte beundringsværdige smådigte; hans romaner betød trods kompositionens svagheder et kunstnerisk fremskridt fra Ingemann, Hauch og fru Gyllembourg; hans rejsebøger er klassiske i deres art. Men først i eventyret fandt hans geni sit rette forum. Han førtes dertil ved sin skabende fantasi der aldrig taber virkeligheden af syne, ved sit talent for den litterære arabesk; han udgik fra folkeeventyret (både ammestuefortællingen og fabliauen), men fornyede det indefra fordi hans egen livsopfattelse på vidunderlig vis dækkede genrens idéverden, og det lykkedes ham – ikke mindst gennem sin skabelse af en ny "mundtlig" prosastil – at udfylde kløften mellem folkeeventyret og romantikkens kunsteventyr. "Jeg griber en Idee for den Ældre – og fortæller saa for de Smaa, medens jeg husker paa, at Fader og Moder tidt lytte til, og dem maa man give Lidt for Tanken." I kraft af deres grundmenneskelige værdier har hans eventyr der på hver side er prægede af deres nationale herkomst vundet og bevaret deres internationale ry; antallet af udgaver verden over stiger for hvert år; i 1900-årene har H.C. Andersens kunst i Japan vundet en ny beundrende menighed. Fuldstændige udgaver af eventyrene findes på svensk, tysk, engelsk, russisk og hollandsk; med enkelte oversættelser er H.C. Andersen repræsenteret på over 100 sprog. "Disse smaa Digtninge er Verdenslitteratur, ja de eneste navngivne Litteraturværker, som Betegnelsen passer paa." (Rubow). – Tit. professor 1851. Etatsråd 1867. Konferensråd 1874.

Familie

H.C. Andersen blev født i Odense (Skt. Hans sg.), død i Kbh. (Frels.), begravet sst, (Ass.). Forældre: skomagersvend, senere friskomager Hans Andersen (1782–1816) og Anne Marie Andersdatter (1775–1833, gift 2. gang 1818 med friskomager Niels Jørgensen Gundersø, 1787–1822). Ugift.

Udnævnelser

R. 1846, DM. 1858. K.2 1869. K.1 1875.

Ikonografi

Foruden Kgl. bibl. og Fr.borg registrerer Odense bys museer portrætter. De samtidige mal. og tegn. er behandlet af Jørgen Paulsen i Anderseniana 2.r.III, 1955–56. Hertil kan føjes tegn. af N. C. L. Abrahams, 1827, og tegnet selvportr. ca. 1830 (Odense bys mus.). Mal. af F. L. Storch, 1852. Flere tegn. af Constantin Hansen (Povl Eller i Anderseniana 2.r.IV). Tegn., 1846, måske af Ulrich Salpius (Säch. Landeshauptarchiv, Dresden). Tegn af Robert Matthäi, 1857. Mal. af E. Jerichau Baumann, 1869 (Kgl. bibl.). If. dagbøgerne er H.C. Andersen endvidere blevet tegnet 1844 af Julie v. Egloffstein, 1860 af Ferdinand v. Harrach, 1863 af J. A. Malmström og 1867 af F. C. Lund samt malet af J. H. Schramm, 1846. Af samtidig skulptur kan nævnes buster af A. Kolberg, 1846, af J. Durham, 1847, af J. A. Jerichau, 1852, relief af F. C. Stramboe, 1862 (galvanoplastisk gengivet af C. Møller), buster af Stramboe, 1864, og af H. W. Bissen, 1864 (St.mus., flere ekspl. efter denne i marmor og bronze), buste af E. H, Bentzen, udstillet 1870, af J. O. Middelthan i Norge, 1871, relief af Ludvig Vieth, 1875, medalje af Oscar Bergmann, 1875, udkast til statuer af Otto Evens, 1875, af L. Prior, af Th. Stein (Odense bys mus.), af A. Saabye (udført 1877, i Kgs. Have i Kbh, 1880). De vigtigste posthume skulpturelle arbejder er relief på vase af Julius Diderichsen, 1876, udkast til statue af Cathinka Kondrup, 1876 (Ålborg og Kolding mus.), statuer af F. E. Ring, 1878 (Ålborg mus.) og af L. Hasselriis, 1888 (Eventyrhaven, Odense), udkast af Peter Petersen, 1892 (?), medalje sign. Hanson, 1896 (?), statue af J. Gelert, 1896 (Lincoln Park, Chicago), relieffer af F. W. Alexander og Ludvig Brandstrup, 1905, medalje af Harald Salomon, 1930, og af A. Malinovski, 1930, relief af George Loeber, 1930, af Knud Eibye, af J. A. Heymann, ca. 1935 (Melbourne). Statuetter af H. H. Hansen, 1948, efter tegn. af Jensenius, og af Marie Hjuler, 1950, statuer af H. Luckow-Nielsen (ved Kbh. rådhus), af George Loeber, 1956 (Central Park, New York), buste af Wendy Solling, 1955 (Sydney, Australien), buste af E. Utzon-Frank. Af posthume fremstillinger kan nævnes historiemaleri af Vald. Neiiendam og af N. Larsen-Stevns, 1929–32 (A.-hallen, Odense), tegn. af A. Bondesen, 1903, silhouetklip af Else Hasselriis, 1924, frimærke, 1935, graveret af Johs. Britze efter tegn. af Utzon-Frank, tegn. af Per Sonne, ca. 1936, akvarel af H. Lønborg, 1936, silkebroderi af den persiske kunstner H. A. Moayed-Pardasi, ca. 1938, tegn. af V. S. Alfeevsky, 1964, af A. V. Korokin, 1976, af Øivind Heggtreit, Axel Nygaard, Eyvind Rafn, Ebbe Sadolin, Ths. Winding m.fl.

Bibliografi

Ikonografisk lit. Jørgen Paulsen: H. C. A. portrætter, Anderseniana 2.r.III, 1955. Bjørn Ochsner: Fotografier af H. C. A., 1957. N. L. Faaborg: Grafiske portrætter af H.C.A., 1971.

Bibliografi. B. Frank Nielsen: H. C. A.-bibliografi. Digterens danske værker 1825–75, 1942. Aage Jørgensen: H. C. A.-litteraturen 1875–1968, 1970 (med suppl. samt fortsættelse 1969–1972, 1973). Elias Bredsdorff: Danish Literature in English Translation. With a special H. C. A. supplement. A Bibliography, 1950. Sv. Juel Møller (m.fl.): Bidrag til H. C. A.s bibliografi [Oversættelser til fremmede sprog], I–VII, 1967–75. Lauritz Nielsen: Katalog over danske og norske digteres originalmanuskripter i Kgl. bibl., 1, 1943 10–26.

Udg. Saml. værker 1. udg. I-XXXIII, 1855–80; 2. udg. I-XV, 1876–80. Romaner og rejseskildringer, udg. Det da. sprog og lit. selskab I-V, 1943–44. Eventyr. Kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter, udg. Erik Dal, kommentar af Erling Nielsen I-V, 1963–67. Sml. eventyr og historier. III. af da. kunstnere 1837–1974, udg. Erik Dal I-V, 1975. Historien om en moder på 15 sprog, udg. Jean Pio og Vilh. Thomsen, 1875. Kejserens nye klæder på 25 sprog, udg. Louis Hjelmslev og Axel Sandal, 1944.

Kilder. H. C. A.s dagbøger 1825–75, udg. Det da. sprog og lit.selskab I-XII, 1971–77. H. C. A.s levnedsbog. Ny udg. H. Topsøe-Jensen, 1962. Mit eget eventyr uden digtning. Udg. H. Topsøe-Jensen, 1942, ny udg. 1974. Mit livs eventyr. Rev. tekstudg. ved H. Topsøe-Jensen I–II, 1951, optryk 1975. H. Topsøe-Jensen: Studierover H. C. A. som selvbiograf: Omkring levnedsbogen, 1943. – Mit eget eventyr uden digtning, 1940.

Brevsamlinger: Breve til H. C. A., 1877. Breve fra H. C. A. I–II, 1878. Begge udg. C. St. A. Bille og Nicolaj Bøgh. E. Collin: H. C. A. og det Collinske hus, 1882. H. C. A.s Briefwechsel mit dem Grossherzog Carl Alexander vom Sachsen-Weimar-Eisenach. Hrsg. von E. Jonas, 1887. E. Reumert: H. C. A. og det Melchiorske hjem, 1927. H. C. A.s breve til Therese og Martin A. Henriques, udg. H. Topsøe-Jensen, 1932. H. C. A.s brevveksling med Edvard og Henriette Collin, udg. Chr. Behrend og H. Topsøe-Jensen I-VI, 1933–37. H. Topsøe-Jensen: H. C. A. på Holsteinborg, Anderseniana V-VI, 1937–38. H. C. A.s brevveksling med Henriette Hanck. Ved Svend Larsen, Anderseniana IX–XIII, 1941–46. H. C. A.s brevveksling med Jonas Collin den ældre og andre medlemmer af det Collinske hus. Udg. H. Topsøe-Jensen I–III, 1945–48. Riborgs broder. H. C. A.s brevveksling med Christian Voigt. Ved Th. A. Müller og H. Topsøe-Jensen, Anderseniana, 2.r.I, 1949. H. C. A. og Horace B. Scudder. Udg. Jean Hersholt, 1948. H. C. A. og Henriette Wulff. Udg. H. Topsøe-Jensen I-III, 1959–60. H. C. A.s breve til Mathias Weber. Ved Arne Portman, 1962. H. C. A.s breve til Carl B. Lorck. Ved H. Topsøe-Jensen, 1969. H. C. A.s breve til Robert Watt 1865–74. Ved H. Topsøe-Jensen, Fund og Forskn. XVIII-XIX, 1971–72. Deres broderligt hengivne. Et udvalg af breve fra H. C. A. Ved Niels Birger Wainberg, 1975. Årbog: Anderseniana. 1933.

Lit.: Essaysaml., biografier og karakteristikker: Odense bys bog om H. C. A. Udg. Sophie Breum, 1905. Hans Brix og Hans Rasmussen: H. C. A. fra hans fødeby, 1905. H. G. Olrik: H. C. A. Undersøgelser og kronikker 1924–44, 1945. H. C. A. Udg. Det norske studentersamfund, 1954. H. C. A. Mennesket og digteren. Udg. af H. C. A.s hus, Odense, 1955. A book on the Danish writer H. C. A., his life and work (også spansk, fransk og tysk udg.), 1955. H. Topsøe-Jensen: H. C. A. og andre studier, 1966. – R. Nisbet Bain: H. C. A., Lond., 1895. H. Schwanenflügel: H. C. A., 1905. H. St. Holbeck: H. C. A., 1925. Karl Larsen: H. C. A. i tekst og billeder, 1925 (tysk udg. 1926). E. Reumert: H. C. A. som han var, 1925. Signe Toksvig: The life of H. C. A., London 1933 (dansk udg. 1934, rev. udg. 1970). Fredrik Brok: H. C. A., Sth. 1938; 2. udg. 1955 (dansk oversætt., 2. udg. 1967). Svend Larsen: H. C. A., 1949. Cai M. Woel: H. C. A. Liv og digtning I–II, 1949. Erling Nielsen: H. C. A., Sth. 1960; Kbh. 1963. Niels Kofoed: H. C. A., 1967. Bo Grønbech: H. C. A., 1971. Elias Bredsdorff: H. C. A., Lond. 1975.

Slægt og barndom: G. L. Wad: Om H. C. A.s slægt, 1905. Nic. Bøgh: Fra H. C. A.s barndoms- og ungdomsliv, Pers.hist.t. 8.r.IV, 1905. H. C. A.s moder. En brevveksling. Udg. Svend Larsen, 1947. Svend Larsen: Barndomsbyen, Anderseniana, 2.r.III, 1955. – Levned 1819–75: Tage Høeg: H. C. A.s ungdom, 1934. P. Ingerslev-Jensen: Statist Andersen. Bidrag til en teaterdagbog 1818–22, Anderseniana 3.r.I, 1971. Kjeld Galster: H. C. A. og hans rektor, 1933. Georg Nygaard: H. C. A. og Kbh., 1938. H. H. Jacobsen: H. C. A. på Fyn 1819–75, 1968. Harald Åström: H. C. A.s genombrott i Sverige. Översättningarna och kritiken 1828–52, 1972. Paul V. Rubow: H. C. A.s Pariserrejser. Danske i Paris gennem tiderne II, 1 170–98, 1937. Poul Høybye: H. C. A. og Frankrig, Anderseniana, 2.r.III, 1952. Finn T. B. Friis: H. C. A. og Schweiz, 1949. Paul V. Rubow: H. C. A. i Rom. Rom og Danmark gennem tiderne. Under red. af Louis Bobé II, 1937 76–120. H. Topsøe-Jensen: H. C. A. på Glorup, 1965. Elias Bredsdorff: H. C. A. og England, 1954. H. C. A. og Odense 1866–75. Dagbøger og breve. Udg. Chr. M. K. Petersen og Svend Larsen, Anderseniana I, 1933. William Bloch: På rejse med H. C. A. Dagbogsoptegnelser, 1942. Nic. Bøgh: Uddrag af en dagbog, ført på en rejse sammen med H. C. A., Julebogen XIV, 1915. – Nic. Bøgh: H. C. A.s sidste dage. III. Tid. XVI, 1875. Arne Portman: H. C. A.s sidste dage, 1952.

Venner og kunstfæller: Rigmor Stampe: H. C. A. og hans nærmeste omgang, 1918. Elisabeth Hude: Fredrika Bremer og hendes venskab med H. C. A. og andre danske, 1972. Inger Bøgh: H. C. A. og Nic. Bøgh I–II, 1968. Elias Bredsdorff: H. C. A. og Charles Dickens, 1951. Otto Bisgaard: Fra Silkeborgs nybyggertid. H. C. A. og Michael Drewsen, 1935. Elisabeth Hude: Henriette Hanck og H. C. A., 1958. Niels Birger Wamberg: H. C. A. og Heiberg, 1971. Vagn Børge: August Strindberg og H. C. A., 1931.

Eventyrene. G. Brandes: Kritikker og portrætter, 1871 301–71. Georg Christensen: H. C. A. og de danske folkeeventyr, danske studier, 1906. H. Brix: H. C. A. og hans eventyr, 1907; optryk 1970. Paul V. Rubow: H. C. A.s eventyr, 1927; 3. udg. 1967. Bo Grønbech: H. C. A.s eventyrverden, 1945; 2. udg. 1964. Walter A. Berendsohn: Fantasi og virkelighed i H. C. A.s "Eventyr og Historier", 1955. Eigil Nyborg: Den indre linie i H. C. A.s eventyr, 1962. H. Topsøe-Jensen: Buket til Andersen. Bemærkninger til 25 eventyr, 1971. Erik Dal: H. C. A. på 80 sprog, 1955. Erik Dal: Udenlandske H. C. A.-111., 1969. Samme: Danske H. C. A.-III. 1835–1975, 1975.

Andre emner: Anker Jensen: Studier over H. C. A.s sprog, 1929. Niels Kofoed: Studier i H. C. A.s fortællekunst, 1967. Chr. Svanholm: H. C. A.s ungdomstro, Tronheim 1952. Peer E. Sørensen: H. C. A. og herskabet. Studier i borgerlig krisebevidsthed, 1973. Frederick J. Marker: H. C. A. and the Romantic Theatre, 1971. Henry Hellssen: Journalisten H. C. A., 1954. Mogens Brøndsted: H. C. A. og avisen, 1972. Estrid og Erik Dal: Fra H. C. A.s boghylde. Hans bogsamling belyst gennem breve, kataloger og bevarede bøger, 1961. H. Helweg: H. C. A., en psykiatrisk studie, 1927, optrykt 1954. Annelise Garde: H. C. A. og hans kreds. En håndskriftstudie I–II, 1967. – Billedkunstneren H. C. A.: Billedbog med billeder af H. C. A., 1905. H. C. A.-billedbog ved Poul Uttenreitter og Hans Brix, 1924. H. C. A.s tegninger ved P. Uttenreitter og Vilh. Wanscher, 1925. Kjeld Heltoft: H. C. A.s billedkunst, 1969.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig