H.C. Larsen

H.C. Larsen, Hans Christian Larsen, 8.8.1870-22.7.1955, landøkonom, kontorchef. Født i Broby ved Sorø, død i Odense, begravet på Frbg. kgd. Efter læreår i praktisk landbrug gennemgik L. 1889–91 Næsgård agerbrugsskole, og derefter landbohøjskolen. Direkte fra eksamensbordet gik den 23-årige landbrugskandidat til højskolens landbrugsafdeling hvor han som assistent bl.a. bistod T. Westermann. 1895 fik han ansættelse som kasserer i landhusholdningsselskabet, og tre år senere blev hans virksomhedsområde udvidet til også at omfatte posten som kasserer og assistent i det nyoprettede centralorgan planteavlsudvalget under landhusholdningsselskabet, senere statens planteavlsudvalg. Som medstifter af Foreningen af danske landbrugskandidater 1896 var L. foreningens første sekretær, men dette arbejde opgav han 1903 da han afløste den senere direktør i statsfrøkontrollen K. Dorph-Petersen som planteavlsudvalgets sekretær. På landbrugskandidat-foreningens vegne havde han 1897 udarbejdet den første Fortegnelse over danske Landbrugskandidater og den overordentlig nyttige Landøkonomisk Aarbog, 1900ff. Som den kloge og taktisk duelige organisationsmand L. også var lod han som sekretær for planteavlsudvalget de enkelte forsøgsledere på de lokale forsøgsstationer stå med det faglige ansvar, mens han på sin side byggede virksomhedens organisatoriske struktur op i snævert samarbejde med de fremvoksende landbrugsorganisationer, i første række landboforeningerne, senere husmandsforeningerne. Stedse var han dog betænkt på ikke at prisgive organisationsfunktionærernes interesser, og gennem en nøje afstemt række af frigørelsesforsøg fik han trukket planteavlsudvalget ud af landhusholdningsselskabets overledelse, således at statens planteavlsudvalg fra 1912 fremstod som en selvstændig organisation. Fire år senere udvidedes kredsen af medlemsberettigede organisationer fra de oprindelige tre (landhusholdningsselskabet, landbohøjskolen og landboforeningerne) til fem, hvor husmandsforeningerne og havebrugsorganisationerne stillede de to nye medlemmer. L. blev kontorchef samtidig med at han afviklede sine poster i landhusholdningsselskabet. Dermed var et 13-årigt organisationsfagligt opbygningsarbejde slut. Antallet af forsøgsstationer var steget fra to til ni, passende fordelt over de enkelte landsdele (jordbundstyper). De senest tilkomne stationer arbejdede for havebruget, noget som især husmandsforeningerne gik ind for. Desuden havde L. i samarbejde med lovende, men endnu ikke etablerede navne inden for jordbundsforskningen fået etableret såvel statens planteavlslaboratorium (1909) samt statens plantepatologiske laboratorium (1915), uafhængigt af den tilsvarende virksomhed på landbohøjskolen.

Et effektivt, centralt ledet organisationsapparat var dog for L. nok så meget midlet som målet. Ganske vist havde forsøgslederne som nævnt det faglige eneansvar, men i praksis var det planteavlsudvalget som gennem stram budgetkontrol og nøje samstemning af forsøgsplaner og rapporteringsvirksomhed styrede arbejdet. Det var i høj grad også L.s fortjeneste at forsøgsarbejdets resultater blev formidlet til bredere kredse, for beretningernes vedkommende (1895 ff.) til planteavlskonsulenter m.fl. og for meddelelsernes vedkommende (1899 ff.) til landmændene direkte. Som redaktør af Tidsskrift for Planteavl 1907–38 gjorde L. en meget påskønnet indsats i dette formidlingsarbejde. L.s dynamiske virketrang fandt bestandig nye udtryksformer, mest virkningsfuldt i hans tilbundsgående kontrolvirksomhed som landbrugsministeriets tilsynsførende (1914 ff.) med de årlige statstilskud til landbrugsorganisationernes konsulentvirksomhed. Som medlem af diverse kommissioner og udvalg fik han i ikke få tilfælde afgørende indflydelse på så forskellige spørgsmål som ordningen af statens husdyrbrugs- og mejeriforsøg, landbohøjskolen, vildmosernes udnyttelse og uddannelsen af husholdningslærerinder. Hans indflydelse rakte langt ind på det politiske område, men alligevel ikke nok til eksempelvis at trække en statsligt organiseret grundforbedringssag under anførsel af Th. Claudi Westh bort fra et J. C. Christensen-ledet hedeselskab. I hedekommissionen af 1919 som skulle trække grænsen mellem statens grundforbedringsvæsen og hedeselskabet vandt J. C. Christensen overlegent, ikke mindst fordi den nye landbrugsminister fra maj 1920 Th. Madsen-Mygdal næppe yndede L. Ikke desto mindre fik han 1919 tilbudet om at blive Landbrugsrådets første sekretær, men han betakkede sig. Gennem 1920- og 1930'erne stod L. da i spidsen for et organisationsapparat som paradoksalt nok fungerede godt i faglig henseende, men som ikke bød en leder af L.s type tilstrækkelige udfoldelsesmuligheder. Takket være sin skarpsindighed, sit store overblik og sin grundige sagsforberedelse vidste han i enhver forhandlingssituation hvor vanskelighederne lå, og hvordan de bedst kunne overvindes. Barsk kunne han også være når det gavnede øjemedet, men en buldrende, altudjævnende latter blev også brugt flittigt.

Familie

Forældre: tømrer, husmand Rasmus L. (1834–1925) og Else Marie Halling (1840–88). Gift 6.11.1896 i Lynge, Sorø amt, med Marie Sophie Hansen, født 24.12.1867 i Flinterup, Lynge sg., død 4.2.1949 i Skodsborg, d. af gårdejer Jens H. (1832–93) og Ingeborg Jacobine Hansen (1842–1933).

Udnævnelser

R. 1919. DM. 1933.

Ikonografi

Mal. af Ella Teglstrup, 1918. Foto.

Bibliografi

Ugeskr. for landmænd, 1928 200; 1930 502f; 1933 519. C[hr.] A[age] K[rogriis] sst. 1955 481. Vort landbrug, 1928 197; 1930 473. Erik Helmer Pedersen: Hedesagen under forvandling, 1971.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig