H.C. Seierup

H.C. Seierup, Hans Cai Seierup, 4.4.1914-15.6.1980, styrelseschef. Født i Kbh. (Frederiks), død sst., begravet på Bispebjerg kgd. S. gik i kbh.ske kommuneskoler 1920–25 hvorefter han på grund af en total og varig blindhed blev optaget som elev (-1931) på Det kgl. blindeinstitut i Kbh. 1937 fik han organisteksamen fra Det kgl. danske musikkonservatorium i Kbh. og gennemførte herefter kurser i kontorfag, engelsk og tysk handelskorrespondance mv. med eksamen 1940 fra Købmandsskolen i Kbh. 1940–41 var S. medarbejder hos invalideforsikringsrettens rejseinspektører, til 1944 korrespondent i Blindes arbejde A/S. 1941–68 virkede han som organist på Nørre hospital og i De gamles by og var derpå fra 1968 forstander for Statens institut for blinde og svagsynede i Kbh. indtil han fra 1.7.1970 udnævntes til chef for den samtidig etablerede socialstyrelse og til formand for dennes styrelsesråd. Socialstyrelsen blev etableret som en samling af en række særskilte administrationer, herunder hovedkontoret for Statens åndssvageforsorg, direktoratet for børne- og ungdomsforsorg og direktoratet for revalidering og forsorg. Under S.s ledelse blev styrelsen i de følgende år gradvis etableret som en samlet administrativ og faglig enhed, og virksomheden blev omlagt i takt med gennemførelsen af socialreformen og decentraliseringerne til kommuner og amtskommuner. Denne etablering og omlægning var i hovedsagen gennemført eller forberedt da S. 1.7.1979 fik bevilget afsked. Ved siden af sin funktion som organist havde S. en omfattende organisatorisk virksomhed med udspring i arbejdet for blindesagen, men som herudover omfattede socialpolitisk virksomhed for alle handicapgrupper, for landets pensionister og på alle de socialpolitiske hovedområder. 1940–51 var han hovedkasserer i og 1951–68 formand for Dansk blindesamfund. I denne periode havde han ansvaret for en stærk udbygning af blindesamfundets samlede virksomhed: Formuen mangedobledes og medlemskredsen blev betydelig forøget. Der skete udbygning af konsulenttjenesten, af feriehjem og plejehjem, forsøg med lydbøger, etablering af båndbibliotek, optræning af førerhunde mv. Samtidig var han 1952–68 formand for De samvirkende invalideorganisationer hvor han som organist S. blev en landskendt talsmand for de handicappedes og pensionisternes sag. 1958 oprettedes på hans initiativ, og med ham som formand til 1968, kontaktudvalget mellem invalideorganisationerne og folkepensionisternes foreninger, et organ som skiftende regeringers socialministre løbende førte drøftelser med om folke- og invalidepensionisternes vilkår. I adskillige år var han formand for blindeorganisationernes nordiske samarbejdskomité og deltog aktivt i oprettelsen af World Council for the Welfare of the Blind (Blindes verdensråd) af hvis eksekutivkomité han 1954–70 var medlem. 1964–70 var han formand for dets europæiske regionalkomité hvor det lykkedes at skabe et frugtbart samarbejde mellem vest- og østlandenes blindeorganisationer. 1969 blev S. æresmedlem. 1954–64 var han medlem af Khh.s borgerrepræsentation og var herunder formand for skoleudvalget og plejehjemsudvalget. 1961–69 var han medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse. S. var medlem af eller formand for en lang række kommissioner, udvalg og bestyrelser på det socialpolitiske arbejdsfelt fx af blindenævnet (1956–70), af samordningsudvalget for revalidering samt af dettes udvalg om revalideringsinstitutioner (1960–68) samt af ankenævnet for invalideforsikringsretten (1957–68). Han var formand for Blindes arbejde A/S (1965–71) og for A/S Inerfa (1954–68). 1964–72 var han formand for socialreformkommissionen hvis forslag til omlægning af hele det sociale system næsten er blevet fuldt gennemført i løbet af 1970erne. På grundlag af kommissionens betænkninger gennemførtes således den sociale styrelseslov, sygesikringsloven, reformen af sygedagpengene samt ankestyrelsesloven. Endvidere gennemførtes med virkning fra 1.4.1976 bistandsloven med decentralisering til kommuner og amtskommuner af børneforsorg, revalideringen og Mødrehjælpen. Med virkning fra 1.1.1980 fuldendtes denne udvikling med udlægningen af statens særforsorg (udlægningsloven). S. deltog som formand for socialreformkommissionen aktivt i den offentlige debat om den samlede socialreform og de hovedsynspunkter og målsætninger som ligger bag reformen. Han bidrog herved væsentligt til at skabe forståelse for reformen i folkelige og faglige kredse. S. modtog 1966 Helen Keller-medaljen og 1970 Antoniusprisen. 1972 belønnedes han med Hans Knudsen-medaljen. 1975 modtog han i Paris Louis Braille-medaljen på 150-årsdagen for Louis Braille som skabte det særlige blindeskriftssystem.