H.C. Vogt

H.C. Vogt, Henrik Christian Vogt, 5.6.1848-17.3.1928, ingeniør. Født i Napoli, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). Det var oprindelig V.s hensigt at uddanne sig til søofficer; han var på togt med kadetskibet men faldt ved synsprøven. Et forsøg på at blive marinemaler blev hurtigt opgivet, og han bestemte sig så til at blive polytekniker. Efter forgæves at have forsøgt at tage polyteknisk adgangseksamen 1867, 1868 og 1869 rejste han til Zürich hvor han 1869-71 gennemgik et kursus ved Eidgenossisches Polytechnikum. Han begyndte derefter at studere skibsbygning ved orlogsværftet i Kbh. 1873 rejste han til England, til at begynde med for at arbejde praktisk i faget. Han blev s.å. immatrikuleret ved universitetet i Glasgow og gennemgik her et kursus i matematik og fysik, ved hvilket han havde Sir William Thomson, den senere lord Kelvin, som lærer. 1874 fik han afgangsbevis herfra og arbejdede derefter som tegner på forskellige engelske skibsværfter. Et emne der i særlig grad var kommet til at interessere V. var propellerteori og de dermed analoge problemer, virkningen af en fiskehale, en fuglevinge og af et sejl der står bidevind. Han kom derigennem ind på det fysiske grundlag for fuglenes flugt der dengang syntes fuldkommen gådefuldt. Efter de af Isaac Newton opstillede formler for vindens tryk kunne de lodrette kræfter der bar en fugl ikke forklares, og flyvning ved hjælp af skrå planer ansås da også for fantasteri. 1876 foretog V. en rejse med et sejlskib rundt Kap Horn til Australien og tilbage, og på denne rejse studerede han albatrossens flugt. Han talte altid gerne om denne prægtige fugl der sejler op mod stormen, næsten uden at vingerne bevæges. Antagelig gennem dette studium og måske også gennem sin deltagelse i den engelske aeronautiske klubs arbejde kom V. ind på den betragtning at den mystiske kraft måtte stamme fra at der på oversiden af en sådan skrå plan som en fuglevinge repræsenterer må opstå et betydeligt undertryk som spiller en større rolle end overtrykket på undersiden. V. som 1877 kom tilbage til Kbh. og bosatte sig her skrev om dette emne både i engelske og danske tidsskrifter. Upraktisk og distræt som V. var kunne han imidlertid ikke selv anstille forsøg men henvendte sig til ungdomsvennen J. Irminger der var en sindrig og sikker eksperimentator. Han anstillede først nogle forsøg med luftpropeller som V. ville anvende til fremdrift af skibe. Disse ret overraskende forsøg omtaltes af V. i et foredrag i Teknisk forening i febr. 1889 (trykt i foreningens tidsskrift). Irminger fortsatte sit arbejde med at undersøge trykforholdene ved skrå planer og fik indrettet forsøgsanordninger i forbindelse med værkets store skorsten således at forsøgene foretoges i regelmæssig kunstig træk og ikke i naturlig vind der er alt for ustadig. Inden længe viste det søgte resultat sig. Der var overtryk på vindsiden af planet, men på læsiden var der et langt større undertryk. Det var V. en stor glæde at hans teori viste sig at være holdbar. Irminger skrev om disse forsøg i Ingeniøren III, 1894 og fortsatte senere forsøgsarbejdet, særlig med henblik på vindtryk på bygninger. I begyndelsen var kun få klar over betydningen af V.s og Irmingers indsats der i virkeligheden placerede dem blandt aerodynamikkens grundlæggere. Af V.s senere arbejder må nævnes hans pendulpropeller, en i princippet meget elegant forening af ror og propeller ved skibe. Han fremsatte forslaget i Ingeniøren IV, 1895, og 1896 fremsatte han, sst. V, forslag til en ny, efter hans mening særlig sødygtig skibs-form, udført efter Bibelens oplysninger om Noahs ark (Genesis, 6, 15). Modelforsøg gav dog ikke tilfredsstillende resultater. 1896 søgte han forgæves statsstøtte til videreførelse af sine arbejder på hvilke han havde ofret en del privatkapital. Det lykkedes 1898 V. i det små at få prøvet sine pendulpropeller, og i Ingeniøren X, 1901, gav han en beretning derom der førte til en indgående diskussion med skibsbyggeren K. G. Meldahl. 1903 foreslog han at bygge billige læmoler ved at støbe beton i gamle jernskibe, sænke dem og fylde dem med sand, et forslag der vistnok oprindelig stammede fra N. C. Monberg, og som ministeriet for offentlige arbejder i maj 1904 opfordrede V. til at udarbejde nærmere, en opfordring der dog ikke førte til noget. Heller ikke de videre forsøg med pendulpropeller førte til praktisk anvendelige resultater. Den opdukkende flyveteknik havde i disse år V.s stærke interesse, men han mente ikke at aeroplaner med stive flader var en brugelig løsning. Mere troede han på skrueflyvere (helikoptere). V. havde ikke noget praktisk greb på de opgaver han kastede sig over. Det hang sikkert i nogen grad sammen med at han var økonomisk uafhængig og aldrig lærte at indstille sig efter andre menneskers krav. De diskussioner han i sine senere år førte om flyveteknik, vindmøller og vestkysthavne fik derfor ingen betydning, urolig og springende som hans fremstillingsform var. Med årene var han desuden stivnet i ret stereotype, af og til religiøst prægede betragtninger som ikke kunne overbevise nogen. Han skrev i disse år bl.a. om den naturvidenskabelige forståelse af Bibelens kraftige gerninger, et emne hvor kun de færreste kunne følge ham. Men dette kan ikke tilsløre at han i sin ungdom anstillede betragtninger vedrørende vindens virkning som fik blivende betydning for vor forståelse af disse virkninger og for aerodynamikkens hele udvikling.