H.K. Kristensen, Hans Kristian Kristensen, 17.9.1895-24.7.1981, historiker. Født i Sønderhede, Hostrup sg. ved Varde, død i Varde, begravet Lunde kgd. Efter at have taget lærereksamen fra Ribe 1916 var K. et par år vinterlærer og ansat i vikariater. 1918 blev han andenlærer, 1921 førstelærer i Frøstrup Lunde sogn. 1926–62 var han førstelærer i Lunde. – Efter at være kommet til Lunde sogn blev K. engageret i fredningsarbejdet og foretog mindre udgravninger og besigtigelser af oldtidsminder for Nationalmuseet. 1934 fandt han en oldtidsboplads ved at iagttage plantevæksten (Fortid og Nutid XI, 1936). 1923 udsendte K. Lunde Sogn, senere fulgte Ovtrup Sogn. 1933–35, og han har redigeret eller været hovedbidragyder til Nr. Nebel og Lydum sogne, 1958, Tvillingsogne af Geest og Marsk: Sneum og Tjæreborg I-II, 1972–76 og Holmslands og Klitlens historie I, 1974. Den vestjyske tradition for herredsbeskrivelser har K. videreført i Øster Horne Herred, 1944, og Nørre Horne herred, 1975. Fra Koldingfjord til Blaavandshuk I-II, 1947–50, var en hjemstavnsbog fra Sydvestjylland, mens han har dyrket slægtshistorien i En Slægt fra Kjelst. 1954. Andre sider af sydvestjysk lokalhistorie har K. behandlet i Gamle sydvestjyske fiskerlejer. Et bidrag til vestkystfiskeriets historie. 1965 og Hovedgården Estrup i Malt Herred. Med bidrag til bøndergodsets historie, 1968. K. har desuden været virksom som udgiver, bl.a. Søren N. Rasch: En dansk bondeskippers historie, 1977, som medredaktør af Danske historikere 1965, 1966 og som lærebogsforfatter. I Fra Ribe Amt har han gennem et halvt århundrede offentliggjort en lang række større og mindre bidrag til områdets historie fortrinsvis af kulturhistorisk, arkæologisk og landbohistorisk art. K.s sognehistorier indtager en fornem plads i genren ved deres brede og detaljerede skildringer af de pågældende sogne frem til vor tid, mens han i sine herredsbeskrivelser har vægten lagt på tidsrummet ca. 1500-ca. 1800. K. er en skolet arkivforsker med et omfattende kendskab til indre dansk historie i det ovennævnte tidsrum, samtidig med at han fremlægger sine resultater i en nøgtern, præcis og tillige letlæselig form.

I det lokalhistoriske organisationsarbejde har K. taget aktiv del. 1931 blev han medlem af bestyrelsen for Historisk samfund for Ribe amt, hvis årbog han redigerede 1938–71. 1966–69 var han formand for samfundet. Han har været bestyrelsesmedlem af Jysk selskab for historie og 1958–63 kasserer for Dansk historisk fællesforening.

Familie

Forældre: gårdejer, senere tillige sognefoged Niels Kristian K. (1870–1942) og Ane Cecilie Jochumsen (1872–1955). Gift 6.6.1919 i Vr. Nebel med Gudrun Bording Petersen, født 12.6.1894 i Vr. Nebel, d. af førstelærer Søren Peter P. (1862–1951) og Hedevig Sofie Kirstine Elisabeth Thuesen (1865–1921).

Udnævnelser

R. 1964.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Danske historikere 1965, 1966 88f. M. Edelberg i Fra Ribe amt, 1970 337f. Sst. 1975 5f. Sst. 362–71 (bibliografi). – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig