H.N. Andersen

H.N. Andersen, Hans Niels Andersen, 10.9.1852-30.12.1937, direktør i Det østasiatiske kompagni. Født i Nakskov, død i Charlottenlund, begravet i Kbh. (Vestre). A. voksede op i sin fødeby i et yderst beskedent arbejderhjem. Efter sin konfirmation anbragtes han, så at sige efter naturens orden, på det lokale skibsværft. Men efter læretiden blev han sømand og omtrent tyve år gammel fik han hyre på en brig, der gik i langfart. I begyndelsen af 1870'erne kom han med barkskibet Nicoline af Sønderborg til Kina, målet for hans ungdoms drømme. Han gik i land i Hongkong hvor englænderne på mindre end 40 år havde omskabt et tilflugtssted for sørøvere med en fåtallig fiskerbefolkning til et hovedsæde for verdenshandelen med paladslignende bygninger. A. kom flere gange til Hongkong der blev som et hjemsted for ham, og hvis rivende udvikling han beundrede; men han gik ikke i land for at blive. Han følte sig ikke moden dertil; han var sig bevidst at være i et forberedelsens stadium der skulle benyttes, bl.a. til at fylde de lakuner hans mangelfulde skoleundervisning havde efterladt. Han læste navigation, skibskonstruktion, sprog og historie. Desuden forudsatte forretningslivet i Hongkong allerede dengang kapitaler, han ikke på dette tidspunkt kunne tænke på at sætte i bevægelse. Så kom han 1873 til Siam, endnu forholdsvis uberørt af europæisk kapital, og her kom han til at lægge grunden til et nyt afsnit af sin tilværelse. Her stod han nemlig ved et udgangspunkt hvor der kunne begyndes småt. I 25 års-alderen kom han atter til Bangkok, og gik om bord som styrmand på et skib der tilhørte kongen af Siam, blev hurtig dets fører og fik snart de forretninger i hænderne der kunne gøres med skibet. Handel og skibsfart lå endnu i 70'erne af forrige århundrede i svøb i Siam; dets halvandet hundrede sejlskibe på mellem 100 og 1000 tons sejlede og handlede fra havn til havn i indlandet og på Kina, Japan og Indien som europæiske handelshuse i 16– 1700-tallet. Man var måneder om at indtage ladning. Man sejlede op med sydvestmonsunen og ned med nordøstmonsunen. Der var ingen dampere, ingen banker, ingen telegrafer. A. brød her med den gamle teknik både i skibsfart og handel. Han spildte ingen tid, men ladede og lossede så hurtigt det kunne ske. Han tog intet hensyn til monsunen, men sejlede hvordan vinden end blæste, og holdt sig ikke til nogen tilvant måde at gøre forretning på, men sejlede med varer enten for skibets regning eller for andres, til Bangkok eller til en anden havn som lejligheden var til, blot der kunne sejles med fordel. Omtrent samtidig kom imidlertid dampskibene frem i disse farvande, og dermed var den gamle måde at handle på dødsdømt, og mange sejlskibe måtte lægge op.

Under denne brydning mellem gammelt og nyt tog A. initiativ. Han foreslog et stort handelshus i Bangkok at opkøbe en ladning teaktræ og lade ham sejle den til Europa. Det var noget ganske nyt at sejle teaktræ til Europa i siamesisk skib og med siamesisk og malajisk besætning der måtte ankomme ved vintertid. A. overvandt firmaets betænkeligheder ved at tilbyde at deltage i foretagendet med sin lille opsparede kapital. Regeringens ængstelse for besætningen overvandt han ligeledes. Han udstyredes med den videst mulige fuldmagt, undersøgte personligt hvert stykke træ inden han betalte det, og var i løbet af et par uger klar til at afgå til Falmouth hvor han ankom i december. Ladningens produktionsomkostninger ved bolværket her udgjorde £ 7 pr. load å 50 kubikfod, og da der var tilbud fra Liverpool sejlede A. ladningen dertil og lossede den op. Da selve ladningen altså her kunne besigtiges af eventuelle købere, opnåede han £ 13½ pr. load. Der var altså gjort en ca. 100 pct.s forretning som i de ostindiske kompagniers glimrende tid. Skibet gik tilbage med kul til den siamesiske regering til en god fragt, og efter 11 måneders forløb stod A. atter i Bangkok med mandskabet i behold, uden uheld på rejsen og med sin andel af forretningen i lommen. Denne episode var ouverturen til det der skulle komme. Han slog sig ned i Bangkok, benyttede sig her af sine forbindelser med indfødte fra kongehuset til almindelige forretningsmænd der havde fået tillid til ham, satte sin mindre kapital ind sammen med andres større og stiftede 1884 firmaet A. & Co. Bedriften udvidedes stadig; den omfattede efterhånden grunde og vejanlæg på et stort areal der var forvandlet fra sump og jungle til et bebygget centrum et nyt moderne hotel, en stadig voksende import- og eksportforretning, rederi, et par skibe til transport af teaktræ til Europa og varer derfra til Bangkok, 1895 endnu et skib til fart på Malakkahalvøen og endelig skovkoncessioner og savmølledrift. Det var på denne forretning der sandsynligvis også af sig selv ville have ført til noget meget betydeligt at Det østasiatiske kompagni blev dannet. Under sin vækst havde den allerede indtjent betydelige summer; men nu kom den ved et, under besøg i Danmark 1892 og 1894 indledet, samarbejde mellem A. og grundlæggeren af Landmandsbanken, I. Glückstadt, til at danne grundlaget for den største forretning, Danmark nogen sinde har ejet. Det østasiatiske kompagni grundlagdes 27.3.1897 og var i løbet af få år inde i en rivende udvikling der fulgte banerne for andre store europæiske huse på den tid, men var ukendt i Danmark.

Kompagniets spændvidde i geografisk henseende, dets historiske opbygning og ledende ideer i økonomisk og teknisk henseende under A.s ledelse blev i hans sidste leveår opgjort ved en ordning af de selskaber i hvilke det var eller havde været økonomisk interesseret, i følgende grupper: 1) skibsfartsselskaber som Est Asiatique Français, Russisk østasiatisk kompagni, Svensk østasiatisk kompagni, South African Trading Co., Polsk Amerika linie, Siam Steam Navigation Co., United Corporation o.l. Motivet til den her anvendte organisationsform der er en art holding-kompagni, er udtrykt således, at selskaberne kan være en udbygning af enkeltrederiet til områder udover hjemlandet for at opnå fordele ved sejlads under vedkommende lands flag eller samvirke med de fremmede interesser der er af betydning for ruten i fragttilgang (M. Christoffersen); 2) skibsbygning og søassurance som Nakskov skibsværft og Assurance-kompagniet Baltica der naturligt gror frem af skibsfartsinteresserne; 3) eksportindustrierne i hjemlandet (Nørresundby Portland cementfabrik, Dansk soyakagefabrik, Den danske mælkekondenseringsfabrik og Schiønning & Arvé) der kan ses både som tilbagevirkning af skibsfarten og som virkeliggørelse af kompagniets mål i henseende til beskæftigelse i hjemlandet og indtjening udefra; 4) som aftagere, inden for rammen af selve Det østasiatiske kompagni, af oversøiske råvarer fremtræder atter Dansk soyakagefabrik, Schiønning & Arvé – gummi – og Stettiner Oelwerke; 5) egentlige produktionsvirksomheder for oversøiske råvarer der gør kompagniet til herre over produktionen på hele linien fra råstoffets udvinding, dets transport og tekniske omdannelse til fabrikat og tillige kan betragtes som en slags kolonisation, som plantageselskaberne Mount Austin-Johore-Rubber Estates Ltd., East Asiatic Rubber Estates Ltd., Teluk Merbau Plantations Ltd. – gummi og kopra – Pong tinmine og Det vestindiske kompagni; 6) endelig kan som en sidste gruppe nævnes kompagniets filialer og egne agenturer med deres omsætning gennem hovedkontoret og tiltagende indbyrdes omsætning. Under denne gruppe falder filialerne i Bangkok og Singapore, sidstnævnte som agenturer i Penang og Soerabaya; agenturerne i Harbin, Vladivostok og Dalny – opkøb og afskibning af sojabønner; Kinaagenturerne i Tsingtau, Shanghai og Hankow; agenturerne i Britisk Indien: Madras og Rangoon; agenturet i Durban med underagenturer i Capetown og Johannesburg; agenturet i San Francisco med underagentur i Seattle og agenturet i Santiago de Chile. De varer med hvilke der handles viser den samme brogede mangfoldighed i henseende til oprindelsessted og art. Mellem de varer der føres ud søges fortrinsvis sådanne industriprodukter som vi selv frembringer: cement, maskingods, kondenseret mælk osv., og blandt dem som føres hjem, fortrinsvis sådanne råstoffer der kan give anledning til industriel virksomhed her i landet: sojabønner, tropiske træsorter, foderstoffer o.a. Der er således en bestemt tendens i befragtningen; man indtjener penge udefra, men ikke desto mindre har man blikket rettet mod det punkt i hjemlandets erhvervsliv: den industrielle udvikling.

I den henseende fulgte ØKs udvikling ganske nøje modellen for tilsvarende virksomheder i den vestlige verden; den industrielle investering måtte foretages, hvor de socio-økonomiske forhold muliggjorde det. Disse ret simple kendsgerninger blev af A. ført frem som en særlig national og moralsk ideologi for erhvervslivet. Ordene er med hensyn til målet: "at erhverve til Danmark udefra", og hvad midlerne angår: at det skal ske ved "vekselvirkning, gensidighed og konsolidering". Det kan ikke betones stærkt nok at disse fire stadigt fremdragne anvisninger danner et organisk hele. Mål og midler "vekselvirker" med hinanden; der skal tjenes penge ind til Danmark udefra, men således at de nedfældes i nye foretagender eller i udvidelsen af gamle der skaffer arbejde – vekselvirkning – og således at de ikke erhverves ved ensidig udnyttelse af de fremmede, oversøiske foretagender, man handler med, men at der også levnes disse en fortjeneste som gør dem interesserede og bringer dem fremad – gensidighed. Disse anskuelser og dyrkelsen af viljes-mennesket fremførte A. gang på gang offentligt, mest markant i de to erindringsbind Tilbageblik og Udvikling.

Det østasiatiske kompagni er A.s livsværk, i hvilket hans konstruktive kraft er nedfældet. På dette fundament talte han med enestående myndighed til sin samtid; hans succes og det forhold at erhvervslivets folk sjældent formulerer sig i den offentlige idédebat gav hans ord vægt selv om tankegangen var lidet original. Hvad der gælder for politikere og embedsmænd gælder i endnu højere grad erhvervslivets folk: det er meget svært at fiksere den enkelte leders betydning. Om A. fortæller optegnelser og fortrolige breve hos konkurrenter imidlertid at han selv op i sin høje alderdom tog de afgørende beslutninger, også de mindre heldige i 30'ernes kriseår. Det skyldtes også uden tvivl A. personligt, at ØK fra 1912 som det første større rederi indledte overgangen til motorskibe. Det må anses for givet at ØK i meget høj grad var hans personlige værk. Denne vurdering står da også ret uantastet, selv om den naturligvis skal ses på baggrund af den almindelige europæiske ekspansion. Anderledes usikker er vurderingen af A. på to andre områder: forholdet til konkurrenter og indflydelsen uden for erhvervslivet. Det synes givet at A.s konkurrencemetoder var meget hårde og jævnligt antog former der i almindelighed anses for mindre fine; det viste sig over for hans kompagnon Emanuel Kinch, over for Århus oliefabrik, Emil Glückstadt, Transatlantisk kompagni. Emanuel Kinch blev i 1904 udmanøvreret af kompagniet gennem sigtelser der ikke viste sig holdbare, og i forhold til Århus oliefabrik blev det dokumenteret at ØK havde kautioneret for en af underdirektørernes kæmpelån i Landmandsbanken, mens kompagniet var i hård konkurrence med den store Århusvirksomhed (dom i Århus byret 30.6.1923). I Landmandsbanksagen har Emil Glückstadts enke fremlagt et fyldigt materiale om A.s fremskyndelse eller fremkaldelse af sammenbruddet; her som når det gælder Harald Plums koncern Transatlantisk kompagni må man dog nok sætte spørgsmålstegn ved muligheden for at redde de to giganter. Tilbage står dog at A. i hvert fald i det første tilfælde åbenbart har spillet en påfaldende dobbeltrolle. Set ud fra en realistisk betragtning og vurderet efter hvad der i øvrigt fandt og finder sted inden for højfinansen, var A.s metoder dog ikke ude af tidens stil, og retfærdigvis må det føjes til at tilsvarende også kendes inden for andre grene af samfundslivet. Når de er så iøjnefaldende her skyldes det vel først og fremmest at A. i så høj grad gennem sine egne publikationer søgte at kaste et idealitetens klædebon over sine skuldre.

En tilsvarende mangel på kritisk selvvurdering kendetegner også A.s optræden på den politiske arena. Den gik ad to baner: Danmarks forhold til udlandet og i dansk indenrigspolitik. I forhold til udlandet var han i samråd med regeringen under 1. verdenskrig gentagne gange i England for at virke for de danske handelsinteresser, ligesom han også i de krigsførende lande virkede for en fred, navnlig mellem Rusland og Tyskland, formidlet med Christian X som mægler. Det er tydeligt nok at A. havde tætte kontakter til indflydelsesrige kredse; men nyere undersøgelser (Susanne Bender, Tage Kaarsted) har vist at man ikke hos de krigsførende magter lagde synderlig vægt på A.s ord, og at virkningerne af hans rejser ikke nær har haft det omfang som det får udseende af dels gennem den bog A. lod udarbejde om dette arbejde (Fr. Dahl, Knud Fabricius og H. Stein, trykt 1926 i 30 ekspl. utilgængelig til 1950), dels gennem de selvskrevne (?) rapporter han jævnligt gav kongen under krigen og lod trykke 1934 (utilgængelig til 1947). I dansk indenrigspolitik træffes A. første gang i forbindelse med systemskiftet 1901. Allerede her er det karakteristisk, at han ikke træder frem for offentligheden. A. har givetvis via prinsesse Marie og prins Valdemar, som han tidligt havde fået kontakt med, presset på kongen for at bringe landet ud af det politiske dødvande. Også i 1909 da et forretningsministerium under ledelse af admiral Richelieu var på tale kan man ane A.s indflydelse på kongehuset. Denne gjorde sig også stærkt gældende under påskekrisen 1920 hvor A. i meget høj grad påvirkede kongen til at afskedige ministeriet Zahle – hans motiver er ikke umiddelbart indlysende. Det er ganske klart at A. som de øvrige intrigerende ønskede den danske grænsepolitik ændret og derfor gerne så et ministerskifte. At hans indgriben var et led i kampen mod Transatlantisk kompagni som det er hævdet (Kai Moltke), synes tvivlsomt. Mange bevæggrunde kan have gjort sig gældende; men ret afgørende har sikkert været en trang til at spille en politisk rolle som også manifesterede sig op gennem 1920'erne og 1930'erne hvor mulighederne dog ikke var til stede. Som helhed gælder at A.s forestillinger om det politiske liv var meget urealistiske og på en mærkelig måde præget af ældre tids forestilling om konger og fyrster som bestemmende. – Etatsråd 1900.