H.P. Børresen

H.P. Børresen, Hans Peter Børresen, 29.11.1825-23.9.1901, missionær. Født i Kbh. (Frels.), død i Ebenezer, Indien, begravet sst. B. voksede op i et fattigt hjem på Christianshavn. Han kom i lære som smed og blev udlært som maskinsmed. 1852 rejste han til Berlin hvor han arbejdede inden for sit fag i 12 år. Han kom her i forbindelse med pietistiske kredse med stor interesse for hedningemission og oplevede en kristelig vækkelse som prægede ham resten aflivet. I disse kredse fandt han sin hustru og kom under stærk indflydelse af den betydelige præst Gustav Knak ved Bethlehemskirken. B. og hans hustru tog ivrigt del i menighedens socialfilantropiske arbejde og arbejdet for mission. 1862 traf de den unge begavede nordmand Lars Olsen Skrefsrud der var kommet til Berlin for at uddanne sig til missionær. Med ham sluttede de et venskab og aftale om et arbejdsfællesskab som kom til at vare livet ud. Skrefsrud blev udsendt af Gossnermissionen 1863 til mission blandt stammefolket kolerne i Indien, og året efter fulgte familien B. efter. Men det kom hurtigt til et brud mellem Gossnermissionen og de to skandinaviske missionærer. 1867 begyndte de i samarbejde med den engelske baptistmissionær E. C. Johnson at missionere blandt stammefolket santalerne i Bengalen. De grundlagde i fællesskab en ny missionsstation som de kaldte Ebenezer, og som blev B.s hjem og udgangspunkt for hans virksomhed til hans død. Den økonomiske basis for arbejdet var i de første år især bidrag fra missionsinteresserede i Indien, både englændere og indiske kristne, mest baptister. B. foretog i disse år lange indsamlingsrejser og tog sig i øvrigt mest af praktisk arbejde da han kun langsomt tilegnede sig santalernes sprog. Men fra 1873 blev han den faktiske leder af arbejdet. Året efter var der hungersnød i Bengalen, og B. fik i samråd med lokale myndigheder sat nødhjælpsarbejder i gang og beskæftigede i flere måneder henved 5000 santaler. Dette år bragte også et gennembrud for missionsarbejdet idet næsten 1600 lod sig døbe. For at skaffe en mere stabil økonomisk basis for missionen rejste B. til Europa 1876-77 og fik dannet støttekomiteer i Danmark, Norge, Sverige, England og Skotland. Missionen der hidtil var drevet efter baptistiske principper og kun havde døbt voksne, fik fra nu af et mere luthersk præg. og indførte gradvis barnedåb. Under en samtale i London mellem B. og baptistmissionens ledere kom det til et brud med baptisterne som indtil da med god grund havde betragtet missionen som deres. B.s møder i Danmark vakte stor interesse for mission inden for alle kirkelige retninger og blev ét forenende element i en tid hvor de kirkelige modsætninger var store. Inden B. forlod Danmark for at genoptage sit arbejde blandt santalerne blev han 21.11.1877 ordineret i Frue kirke i København. Kun én gang senere genså han sit fædreland, idet han 1889 påny besøgte de lande der støttede arbejdet.

B.s hovedinteresse var at vinde santalerne for kristendommen og hjælpe dem med at danne menigheder hvis ledere han ofrede megen tid på at vejlede og uddanne. Men han var også stærkt optaget af at højne deres sociale og kulturelle stade. For at hjælpe de fattigste til bedre kår tog han initiativet til 1881 at grundlægge en koloni for santaler på et frugtbart men uopdyrket område i Assam. Han virkede også ivrigt for oprettelse af skoler for drenge og unge mænd samtidig med at fru B. tog sig af kvinderne og bl.a. drev en kostskole for santalpiger. Skrefsrud var gennem alle årene B.s bedste støtte og medarbejder og udførte navnlig et stort arbejde på det sproglige og sociale område. Efterhånden kom flere europæiske medarbejdere til, men i de fleste tilfælde forlod de arbejdet efter få år da B. og Skrefsrud havde svært ved at betro dem et ansvar der svarede til deres kvalifikationer. Da B. døde var santalkirken vokset til ca. 11.000 medlemmer med et omfattende skolearbejde og en talrig stab af indiske lærere, præster og evangelister. Den mission han var med til grundlægge har senere udviklet sig til et selvstændigt kirkesamfund med en indisk biskop som leder. B. var i kraft af sin enorme flid og store kærlighed til santalerne en fremragende pioner for missionen, men han savnede i nogen grad betingelserne for at udvikle og lede et kirkesamfund.