H.P. Giessing, Hans Peter Giessing, 30.9.1801-24.9.1877, historisk forfatter. Født i Bogense, død i Kbh. (Pauls), begravet sst. (Ass.). G. tog dansk juridisk eksamen 1821 og blev student 1824, privat dimitteret, cand. juris 1828. Han blev 1831 kopist i Kbh.s politiret, 1838 kontrollør ved kontoret for rejsende på politikammeret, 1851 titulær politisekretær, afgik 1863. Han syslede med historiske studier og skrev en række bøger, bl. a. om Griffenfeld (1846), Poul Løvenørn (1847), Struensee og Guldberg (1849). Noget større værdi end disse havde hans Kong Frederik VI.s Regjeringshistorie, 1850, Kong Christian VIII.s Regjeringshistorie, 1852, Danmarks Historie fra Christian VIII.s Død til Statsheelhedens Gjenoprettelse, 1848-52, 1854 og Kong Frederik VII.s Ungdoms- og Regjeringshistorie, 1865 idet han for disse arbejders vedkommende havde adgang til visse dokumenter og personlige meddelelser. Politisk var han udpræget konservativ. – En halvbror Hans Jørgen Giessing, født 3.5.1784, død 22.3.1854, blev student 1801, cand. teol. 1804 og efter lærergerning i Viborg 1806-15 sognepræst 1816 i Herslev og Viuf, 1831 i Torkildstrup og Lillebrænde, 1842 i Ballerup og Måløv. Fra 1850 var han formand for kommissionen til afløsning af husmændenes hoveri i Kbh.s amt.

Familie

Forældre: sognepræst Rasmus Jørgen G. (1747-1812, gift 1. gang 1780 med Jacobine Kristine Sommer, 1752-96) og Karen Borch Winding (1769-1827). Gift 1835 med Mette Cathrine Winding, født 2.5.1807 i Kristianssand, død 21.1. 1883 på Skt. Hans hospital, d. af sejlmager Herman W. (1783-1829) og Sophie Gurine Jensen (ca. 1783-1849).

Udnævnelser

R. 1840.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig