H.P. Steensby

H.P. Steensby, Hans Peder Steensby, 25.3.1875-19.10.1920, geograf. Født i Stensby, Skamby sg., Fyn, død om bord på Frederik VIII på hjemvejen fra USA, begravet i Skamby. S. blev student 1894 fra Odense, studerede geografi og naturhistorie ved Kbh.s univ. og tog skoleembedseksamen 1900. I de følgende år virkede han som lærer ved kbh.ske skoler og kursus og drev videnskabelige studier af geografisk, etnografisk og antropologisk art. Efter et studieophold i Berlin disputerede han for doktorgraden i Kbh. 1905, og 1911 blev han professor i geografi ved universitetet. S.s videnskabelige arbejdsfelt lå overvejende inden for geografiens humanistiske side, kulturgeografien eller antropogeografien. Hans hovedproblem var den menneskelige kulturs og fremfor alt erhvervskulturens tilpasning til naturforholdene. Men ad den antropogeografiske forsknings vej søgte han at løse spørgsmål af væsentlig kulturhistorisk art, såsom eskimokulturens oprindelse og vandringsveje. De skildringer af eskimokulturens lokalformer i deres afhængighed af det geografiske miljø som han gav i sin doktordisputats Om Eskimo-kulturens Oprindelse, 1905 hører til det værdifuldeste han har skrevet. I udlandet vakte dette arbejde dog først den interesse det med rette kunne gøre krav på da det efter en årrækkes forløb udkom i ændret og udvidet skikkelse som An anthropogeographical study of the origin of the Eskimo culture (Medd. om Grønland LII, 1917). Mens S. i bogens første danske udgave havde argumenteret for den opfattelse at eskimokulturen var opstået i det centraleskimoiske område ved en oprindelig indiansk stammes tilpasning til polhavets vinteris var han i den engelske udgave af 1916 klar over at en betydelig del af eskimokulturens elementer måtte have en vestligere oprindelse hvorfor han opstillede den hypotese at der i egnen om Bering-strædet var foregået en omdannelse af den oprindelige eskimokultur under asiatisk påvirkning. Denne hypotese har spillet en betydelig rolle i den senere eskimoforskning. Om det relative aldersforhold mellem eskimokulturens centrale og vestlige elementer er forskerne endnu ikke nået til enighed. Fra en rejse til Grønland 1909 hjembragte S., særlig fra polareskimoerne ved Kap York, et stort etnografisk og antropogeografisk materiale der offentliggjordes i Meddelelser om Grønland XXXIV (Contributions to the ethnology and anthropo-geography of the Polar eskimos, 1910).

Men også andre himmelstrøg og kulturproblemer end de arktiske talte til S.s forskertrang. Agerbrugets udviklingshistorie var et af de emner der optog ham stærkt. På en rejse i Algeriet og Tunesien 1908 fik han lejlighed til at studere højere og lavere former for agerbrug. På grundlag af sine iagttagelser fremsatte han den opfattelse at der ligger en afgørende forskel deri om markerne gødes og kunstvandes – hvilket betinger bofasthed – eller om der blot drives rovdrift i forbindelse med en omflyttende levevis (Nogle etnografiske Iagttagelser fra en Rejse i Algier og Tunis 1908, Geografisk Tidsskrift XIX-XX, 1908–10). Nyt materiale til sine studier over agerbrugets udviklingshistorie indsamlede S. på en rejse i Egypten og Sudan 1913. Desværre nåede han ikke at publicere dette materiale og heller ikke at give sine teorier om agerbrugets udviklingshistorie den endelige udformning og begrundelse. I senere år var det især den historiske geografi der interesserede S. Han søgte ad geografisk vej at underkaste beretningerne om Pytheas' rejse og om nordboernes Vinlandsrejser nye tydninger. Han søgte at påvise at Pytheas havde nået Ringkøbing fjord og således kunne kaldes Danmarks opdager (Pytheas fra Massilia og Jyllands Vestkyst, Geografisk Tidsskrift XXIV, 1917). Stor interesse vakte hans teori om Vinlands geografiske beliggenhed ved St. Lawrence (Norsemen's routefrom Greenland to Wineland, Meddelelser om Grønland LVI, 1918). S.s metodiske grundprincip i disse arbejder var et forsøg på at se forholdene således som de må have vist sig for mennesker med de pågældende opdageres kulturelle forudsætninger. Det var Vinlandsforskningen der førte S. ud på hans sidste rejse. I sommeren 1920 drog han til USA og foretog med lejet skib en undersøgelse af Labradors sydkyst og St. Lawrencemundingen for at efterprøve sin teori om Vinlands beliggenhed. Det var på hjemvejen fra denne rejse at S. døde. – Et uddrag af hans dagbog fra rejsen blev udgivet ved Ad. S. Jensen i Meddelelser om Grønland LXXVII, 1930.

En særstilling inden for S.s produktion indtager hans geomorfologiske arbejde Om de danske Øers Udvikling i senglacial Tid der blev udgivet efter hans død ved Ejnar Storgaard (Geografiska annaler VII, 1925). Som universitetslærer virkede S. vejledende og opildnende på unge videnskabsmænd, især gennem personlige samtaler hvor hans idérigdom og friskhed i opfattelsen af videnskabelige problemer gjorde sig stærkere gældende end i hans forelæsninger. Stor betydning for det geografiske studium fik hans energiske arbejde for udviklingen af universitetets geografiske laboratorium. Et rejsestipendium for geografistuderende, oprettet for hans efterladte midler, bærer hans navn.