H. Paulli, Hugo Paulli, 19.6.1859-22.12.1936, ingeniør. Født i Kbh. (Frue), død sst., urne sst. (Holmens). P. blev student 1877 fra Haderslev læreres skole, cand.phil. n.å. og 1883 cand.polyt. i ingeniørfaget. Efter eksamen aftjente han sin værnepligt ved søværnet. S.å. fik han ansættelse ved Kbh.s havnevæsen. 1887 rejste han til USA og fik ansættelse som tegner ved Philadelphia Bridge Works, Pottstown, Pennsylvania, og senere som assisterende ingeniør hos Cofrode & Evans i Pottstown. 1889 rejste han tilbage til Danmark og gik på ny ind i havnevæsenet. 1890 stiftede han sammen med cand.polyt. V. Nohr et rådgivende ingeniørfirma Nohr & Paulli. 1895 trådte Nohr ud af firmaet for at blive vicedirektør ved Kbh.s vandværk hvorefter P. førte det videre alene og under eget navn. P. er navnlig kendt for sin teoretiske indsigt og for udførelsen af en række havnearbejder, fx Hammer havn og havneanlæg i Rønne, Middelfart, Fredericia, Kalundborg, Koldby m.fl. og uddybningsarbejder i Bøgestrømmen og i Mariager fjord. Fra 1899 til sin død var han censor ved polyteknisk eksamen i teknisk mekanik, eller som det kaldtes fra 1905, bygningsstatik og jernkonstruktioner. Fra 1926 tillige censor i teknisk mekanik, bro- og jernkonstruktioner ved afslutningsprøven i officersskolens specialklasse. 1906-08 og 1911-14 var P. formand for privatingeniørforeningen af 1904, senere kaldet Foreningen af rådgivende ingeniører.

Familie

Forældre: reservelæge, senere professor Emil Theodor P. (1814-74) og Augusta Jacobson (1835-1906). Gift 19.7.1899 i Søllerød med Emma Frederikke Mathilde Hedemann, født 11.2.1859 i Kbh. (Holmens), død 1.5.1928 sst., d. af kaptajnløjtnant, senere kontreadmiral, kammerherre Anthon Rudolph H. (1816-97) og Johanne (Jenny) Thecla Oda Eugenie v. Berenhorst (1836-90). -Bror til Simon P. (1865-1933).

Udnævnelser

R. 1931.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 29.12.1936. Ingeniøren XLVI, 1937 afd. 1 8. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig