H. Storck

H. Storck, Hermann Baagøe Storck, 18.2.1839-4.12.1922, arkitekt. Født i Skibby, Horns Herred, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). S. blev student 1859 fra v. Westens institut, optaget i kunstakademiets perspektivklasse s.å. og fik den kunstneriske afgangsprøve 1865. 1866 vandt han den lille guldmedalje. S. arbejdede hos J. H. Nebelong og J. D. Herholdt. 1870 opnåede han akademiets rejsestipendium og var i Italien 1870–71. – S.s virkefelter var uhyre mangfoldige og hans produktion enorm. Han slog sit navn fast både som skabende arkitekt og som restaureringsarkitekt. Blandt hans selvstændige værker er en række offentlige og private institutioner der bærer præg af, at han beherskede allehånde stilarter til fuldkommenhed. Han var stærkt påvirket af Herholdts historisme, traditionel og national i gendigtningen, man han henfaldt aldrig til magelig kopiering, og valget af historiske elementer var altid afstemt efter bygningens brug. Hans kræsne materialevalg i eksteriør og interiør vidner om at han var en tro elev af Herholdt. S.s arkitekturs regelmæssige symmetri og hans omhu mht. rumdisponering, profilering og proportionering, tillige med den vægt han lagde på bygningens helhed og skønhedsvirkning, har fået nogle til at opfatte hans arkitektur som stiv og kedelig. S. var et ordens- og alvorsmenneske og ikke nogen beundrer af morsomme detaljer som andre i hans samtid, men adskillige skitser og tegninger fra hans hånd kan bevidne at han ikke ganske var blottet for malerisk sans. Hans suveræne beherskelse af historiske stilformer har ført til den beskyldning, at hans arkitektur har en epigons præg. En nøjere analyse af hans værker vil dog vise, at han kunne bruge de historiske elementer på en original måde. S. er blevet rost som en god men streng pædagog, og hans arkitekturs på én gang saglige og nationale præg var af stor betydning for senere arkitekter som Ulrik Plesner, Thorkild Henningsen og Carl Brummer.

S.s selvstændige vigtigste arbejder er følgende: Garnisonssygehuset i Viborg 1874; herregården Sophiendal ved Venge 1876–79 (udvidet 1884) hvor S. hentede inspiration fra Rosenholm; Landmandsbankens afdeling Frederiksborggade 11, 1882–83; Abel Cathrines stiftelse, Abel Cathrinesgade, 1885–86, hvor S. er inspireret af barokken der på dette tidspunkt endnu ikke var benyttet eller populær; Helligkorskirken, Kapelvej, 1887–90; Den Soldenfeldtske stiftelse, Sortedams Dossering 85, 1894; Landmandsbankens tilbygning, Holmens Kanal 12, 1897–99 hvor S. har ladet sig inspirere af italiensk renæssancearkitektur, en bygning der kan tjene som eksempel på hvor frit S. kunne benytte sine inspirationskilder; Skt. Hans kapel i Ringsted 1900–91; Landmandsbanken, GI. Kongevej 116, 1907 (præmieret af Frbg. kommune); Den Hirschsprungske samling, Stockholmsgade 2, 1908–11, en bygning der viser at de antikke stilformer ikke var S. fremmede. S. har i øvrigt leveret tegninger til kirkeinventar og gravminder.

S. er både berømt og berygtet for sine restaureringer af danske middelalderlige bygninger. Hjemvendt fra sin Italiensrejse fik han overladt at fuldføre den katastrofale "restaurering" af Viborg domkirke. Det må understreges at han intet ansvar havde for nedrivningen af kirken og dens genopførelse i idealiseret rhinlandsk stil, og at han selv havde et uhyre kritisk syn på sine forgængeres dispositioner. Grundlaget for S.s restaureringsfilosofi var E. E. Viollet-le-Ducs tanker om restaurering. De historiske bygninger skulle genskabes i en fuldkommen, oprindelig tilstand, dog med hensyntagen til evt. senere bygningsdele, såfremt disse besad historisk eller æstetisk værdi. Restaureringsarkitekten skulle være opmærksom på en bygnings lokale særpræg, samt tage hensyn til noget så udefinerligt som bygningens "personlighed". Loven om kirkesyn, 19.2.1861, der var S.s praktiske arbejdsgrundlag, fordrede utvetydigt at de historiske kirker førtes tilbage til deres oprindelige stil, når lejlighed gaves. Som Viollet-le-Duc var S. i høj grad opmærksom på de paradokser man geråder i, når man står over for at skulle restaurere en historisk bygning, og det er en fejlagtig opfattelse, at S. var kompromisløs når han udarbejdede sine restaureringsplaner. De kompromisser der måtte være ønskelige mellem arkæologiske, æstetiske, praktiske og økonomiske interesser, blev indarbejdet i hans forslag inden de lå endeligt færdige. Han var således ikke eneansvarlig for sine restaureringer, selv om han ikke på nogen måde var bange for at stå ved sine handlinger, når han blev udsat for kritik. Når man bedømmer S.s restaureringer, må man tage i betragtning, at han var en pioner på sit felt og ikke altid kunne overskue konsekvenserne af sine restaureringer. Såfremt en bygningsdel, set med hans øjne, var skrøbelig, måtte den fjernes for ikke at skade de øvrige bygningsdele. Det var således et af hans argumenter, da han fjernede bispehuetaget på Bjernede kirke og erstattede det med et, der utvivlsomt var korrekt i rekonstruktionen, men fratog bygningen dens charme. Der hersker i vide kredse en bitterhed mod S. fordi han i mange tilfælde gav bygningerne en hårdhændet behandling. På trods af påviselige fejltagelser må man generelt vurdere S.s restaureringer som fremragende for hans tid, også i europæisk sammenhæng. At S.s restaureringer trods alt havde en så høj kvalitet skyldtes hans store viden om middelalderarkitekturen, en uhyre flid og omhu ved udarbejdelsen af restaureringsplanerne og et varmt bankende hjerte for Danmarks middelalderarkitektur, en af vore nationale skatte.

S.s vigtigste restaureringer er: Søndre sogns kirkes tårn, Viborg, 1876; Helligåndskirken i Kbh., 1878–80; Vor Frelsers kirke, Horsens, 1879–80; Stubbekøbing kirke, 1881–82; Hee kirke, 1882–84; Skarp-Salling kirke, 1884, 1890–91; Helligåndshuset i Næstved, 1885; Ledøje kirke, 1887–92; klosterkirken i Horsens, 1888–92; Velling kirke, 1890; Bjernede kirke 1890–92; Maribo domkirke, 1891–92; projekt til restaurering af Venge kirke, 1892; Tveje-Merløse kirke, 1892–95; Store-Heddinge kirkes kor, 1894–95; Hellig-åndshuset i Kbh., 1894–96, 1903–04; Fjenneslev kirke, 1898; Skt. Marie kirke og kloster i Helsingør, 1900–07; Skt. Bendts kirke i Ringsted, 1900–09, stort set efter planer fra 1877; Præstø kirke, 1902–03; Stege kirke, 1907–09; Karmeliterhuset, Skt. Annagade 36 i Helsingør, 1908. S.s restaureringsarbejder og de omhyggelige bygningsundersøgelser han foretog i forbindelse hermed førte til en lang række udgivelser, plancheværker, artikler og restaureringsrapporter om Danmarks middelalderarkitektur: Sallinglands Kirker II, 1893 (s.m. V. Koch), Danske Tufstenskirker II, 1894, Grenaaegnens Kridtstenskirker, 1896 (s.m. V. Ahlmann og V. Koch), Jydske Granitkirker, 1903 (s.m. V. Ahlmann og V. Koch), Roskilde Domkirke, 1909 (s.m. J. Kornerup), St. Bendts Kirke i Ringsted, s.å., DanskeTegtstenskirker, 1918 (s.m. Mogens Clemmensen). S. var desuden initiativtager, udgiver og medarbejder ved værket Tegninger af ældre nordisk Architektur. En del af S.s restaureringsrapporter blev helt eller delvis offentliggjort i Ministerialtidende. S. deltog i øvrigt i den offentlige debat med indlæg i forskellige dagblade.

S. havde allerede i sin ungdom fattet interesse for heraklik, inspireret af Viollet-le-Duc. Hans studier resulterede i udgivelsen af Dansk Vaabenbog, 1906–10, med afbildninger til A. Thiset og P. L. Wittrups Nyt Dansk Adelslexikon, 1904, et værk der den dag i dag har stor betydning for heraldikere. Hans samling af segl (Rigsark.) er stadig til uvurderlig nytte. S. var et alvorligt og meget flittigt menneske. Hans personlighed var lige så fuld af paradokser som hans restaureringer. Loyal og forstående over for sine konduktører og håndværkere, men samtidig streng og kritisk. Hins kritiske sans gjaldt i øvrigt også egne arbejder. Af hans mere polemiske indlæg i debatten kunne man få det indtryk, at S. havde et luende og hedt temperament, men han var oftest mild og stilfærdig i sin væremåde. Medlem af Det særlige kirkesyn fra 1887, stifter af Foreningen til gamle bygningers bevaring 1907, formand til 1911, æresmedlem af Akademisk arkitektforening 1909, medlem af Det særlige bygningssyn fra dets oprettelse 1918, af udstillingskomiteen ved Charlottenborg 1905–11, direktør for kunstakademiet 1917–20. – Tit. professor 1879. Etatsråd 1911.