Hans Brockman

Hans Brockman, Hans Brochmannd, Hans Brock, før 1605-1617, stenhugger. Formentlig indvandret tysker, begr. 3.3.1617 i Kbh. (Skt. Nicolai k.). Tidligere identificeredes B. med stenhuggeren og bygmesteren Hans Barchman der i 1600ernes første årtier arbejdede på Koldinghus. B.s kendte virksomhed omfatter hovedsagelig stenhuggerarbejder til kongeligt byggeri, først og fremmest i Kbh. og på nordsjællandske slotte. 1606– 07 leverede han arbejder til kongens nye have og lysthuset sst. (det første Rosenborg). Heraf synes imidlertid intet overleveret, og det tidligste bevarede og daterede værk er den signerede prædikestol (1609) i Roskilde domkirke. Til årene 1608–09 må antagelig henføres en række stilistisk sikrede arbejder på Frederiksborg slot som B. rimeligvis har fået overdraget af Caspar Bogaert der havde slottets bygningsskulptur i entreprise. Der er tale om sandstensrelieffer til slotskirkens galleri foruden en kartouche med kongens monogram, sekundært benyttet over audienshusets nordportal. 1610–12 leverede B. gavle til Ibstrup slot (Jægersborg, nedrevet 1761), og fra 1613 udførte han bygningsskulptur til det nuværende Rosenborg slot, bl.a. fantasihoveder til vindues-gavle (eks. i museets stensamling). Fra B.s sidste leveår omtales i regnskaberne arbejder til Kbh.s slot, Tøjhuskomplekset og Frederiksborg foruden en lang række ikke-specificerede leverancer. På Frederiksborg optrådte B. 1616 som entreprenør i forbindelse med stenhuggerarbejderne til Adr. de Vries' Neptunfontæne; endvidere fik han senere s.å. kontrakt på to "stengallerier" (antagelig balustrader) som efter hans død fuldførtes af Herman Rollfinck. – B. arbejdede dog ikke udelukkende for kongen. Han har således udført fonten (1613) i Vordingborg kirke hvortil ydermere kontrakten med borgmesteren er bevaret; endvidere må en font i den nærliggende Sværdborg kirke tilskrives B. Blandt Christian IVs stenhuggere fra den frodige byggeperiode efter regeringsovertagelsen gør B. sig bemærket gennem sit stilistiske særpræg. Karakteristiske er især hans ornamentalt opfattede figurer med ansigternes halvmåneformede, opspilede øjne, de åbenstående mundes udkrængede, negroide læber og de langstrakte armes manierede fingerstillinger. Fontene og især prædikestolen i Roskilde viser tillige at B. evnede at skabe en effektfuld arkitektonisk opbygning. Gennem figurernes ofte ekstatisk-erotiske væsen røber B. en inspiration fra kredsen af nordeuropæiske manierister omkring B. Spranger og H. Goltzius som antagelig er formidlet gennem grafiske blade. Hans formbehandling peger i samme retning og placerer ham i den hjemlige billedhuggerkunst som en overgangsskikkelse der indvarsler (brusk)barokken.