Hans Ellekilde, Hans Lavrits Ellekilde, 17.2.1891-1.3.1966, folkemindeforsker. Født i Ellekilde, Hornbæk, død på Kbh.s amtssygehus i Gentofte, begravet Søllerød kgd. E. blev student 1908 fra Sorø og 1917 tog han magisterkonferens i folkemindevidenskab ved Kbh.s univ. 1917-61 var han arkivar ved Dansk folkemindesamling hvor han gjorde et meget betydeligt arbejde for at inspirere folk over hele landet til at indsamle folkeminder. Talrige er de artikler særligt om folkesagn og folkeskikke han i den forbindelse har skrevet i de lokalhistoriske årbøger med udgangspunkt i de optegnelser der opbevares i Folkemindesamlingen. Flere af E.s større arbejder er udkommet i skriftrækken Danmarks Folkeminder der udgives af Foreningen Danmarks folkeminder hvis sekretær han var 1917-54 og næstformand 1955-64. Hans betydeligste materialeudgivelse er Svend Grundtvigs Danske Folkesagn, 1839-83 I–II, 1944-48 der kendetegnes ved de grundige lokal- og personalhistoriske kommentarer. E.s hovedværk er Nordens Gudeverden I-II, 1926-51 der er skrevet på grundlag af hans lærer Axel Olriks forarbejder. Hovedtanken i dette ufuldendte værk er at man gennem en nyere tids folkeminder kan få rede på menigmands åndsliv i oldtiden. Trods denne nu forældede teoretiske opfattelse af hvad det folkloristiske traditionsstof kan bruges til imponerer værket stadig ved den rigdom af faktisk viden der er nedlagt i det. Blandt E.s mange folkelige bøger er den bredt fortællende skildring af Vor danske Jul gennem Tiderne, 1943 der er stærkt præget af den nationalt bevidste holdning han havde til folkemindestudiet.

E. var også engageret i den sønderjyske sag, i slægtsforskning og i sin egns kulturhistorie. Han var således en flittig bidragyder til tidsskrifterne Thyras Vold og Slægtsgaarden samt til Søllerødbogen der udgives af Historisk-topografisk selskab for Søllerød kommune hvis formand han var 1945-65. – E. blev 1933 optaget som korresponderende medlem af Kungl. Gustav Adolfs Akademien.

Familie

Forældre: vognmand, senere sognefoged Peter Jørgen Hansen (1858-1915) og Anna Johanne Nielsen (1864-1951). Navneforandring 22.3.1905. Gift 3.4.1917 i Hornbæk med Ella (Elin) Christina, adopt. Hansen, født 26.9.1889 i Gøteborg, død 27.12.1962 i Gentofte, d. af grosserer Hans Emil Rasmussen (død 1945) og maler Anna Karoline Halvor-Hansen (1864-1947).

Udnævnelser

R. 1942. R.1 1961.

Ikonografi

Mal. af C. Hornung Jensen (Da. folkemindesaml.). Mal. af Majsa Bredsdorff, 1955. Tegn. af Hans Lollesgaard, 1962 (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Bibliografi i H.E.: Danske folkeminder, 1961 215-29 og i Kungl. Gustav Adolfs akademiens minnesbok 1957– 72, Lund 1978 379-408. – Breve i Kgl. bibl. Arkiv i Dsk. folkemindesamling. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig