Hans Hedtoft, Hans Hedtoft-Hansen, 21.4.1903-29.1.1955, statsminister. Hans Hedtoft blev født som den yngste i en børneflok på 11 der var sammensat af tre hold søskende. Faderen var invalid og døde mens Hans Hedtoft var dreng, og det beskedne arbejderhjem blev økonomisk hårdt belastet. Hedtoft var kommet i mellemskolen, men måtte nu gå ud af 2. mellem og kom i stentrykkerlære i fødebyen. Som lærling begyndte Hans Hedtoft sin politiske og organisatoriske karriere. Han kom med i ledelsen af både den stedlige, meget aktive lærlingeforening og af den socialdemokratiske ungdomsforening. Ved splittelsen i 1920 mellem den kommunistiske og den partitro fløj fulgte han den sidste. Bevægelsen i Århus var på den tid meget velorganiseret og gennemførte et systematisk skolingsarbejde af medlemmerne: talekunst, samfundsspørgsmål, litteratur var hovedfagene. Hans Hedtoft blev selv kursusleder efter at han havde været på den tyske partiskole Tinz. Her blev han som så mange andre – bl.a. hans få år yngre kammerat H.C. Hansen – indfanget af ideerne i den såkaldte etiske socialisme der bl.a. stærkt understregede lederens forpligtelse til at fastholde en række moralske normer og dermed være forbillede for medlemmerne. 1922 blev Hans Hedtoft sekretær og 1927–29 forretningsfører (formand) for DSU der var i hastig vækst og fra 1921 til 1929 forøgede sit medlemstal fra 5300 til ca. 10600 medlemmer. Hans Hedtoft viste allerede her sit store organisatoriske talent og sine evner for at gennemføre en veltilrettelagt propaganda, men også allerede her var der mange der fæstnede sig ved at styrken lå i ideerne, i evnen til at se de lange linjer og mindre i det trælse hverdagsarbejde. Til gengæld var han i stand til at inspirere andre til dette.

I denne periode overvejede han flere gange at gå til den socialdemokratiske presse, men i 1929 blev han assistent – nærmest 2. partisekretær efter Alsing Andersen – på partiets hovedkontor i København. Ved valget samme år rykkede Alsing Andersen ind i folketinget, og Hans Hedtoft efterfulgte ham da som sekretær for rigsdagsgruppen. De følgende år var rige på udfordringer der kaldte på Hans Hedtofts særlige type. Først kommunisterne og senere både den uorganiserede og den organiserede nazisme fremstod som alvorlige trusler mod såvel partiet som demokratiet. Først gjaldt det kommunisterne. Hans Hedtoft udgav 1933 hæftet Kommunisterne splitter der dokumentarisk viste deres Moskvastyrede kamp mod de vestlige socialdemokratier, en ofte brugt Hedtoft-vending var i disse år også "Moskvas disciple arbejder". I den følgende tid blev der udført et omfattende informationsarbejde for at afdække kommunisternes arbejde og deres mange dækorganisationer. På Hans Hedtofts initiativ blev dette arbejde fra 1935 centraliseret i HIPA (Hovedorganisationernes informationsog propaganda afdeling).

Omtrent på samme tid fik han landet over oprettet de såkaldte aktivgrupper bestående af skolede partimedlemmer der på arbejdspladser og i hjemmene skulle agitere for partiet. Han var sjælen i partiets propagandaarbejde i 30erne – det er usikkert om det var ham der i 1935 skabte plakaten "Stauning eller Kaos"; men under alle omstændigheder var han far til mange plakater og slogans i disse år. Bevidst lagde han an på at møde de antidemokratiske bevægelser med deres egne virkemidler: hård organisation, symboler, store stævner m.m. Virkningen udeblev heller ikke, både partiets medlemstal og vælgerandel steg kraftigt. Mere stilfærdigt var hans arbejde som leder af det Matteottifond (opkaldt efter en italiensk socialdemokrat der 1924 var blevet dræbt af fascisterne) han stiftede 1933. Fondets oprindelige formål var at støtte socialdemokrater der emigrerede hertil fra Tyskland, senere blev det under den spanske borgerkrig også en støtteorganisation for republikanerne.

Det var dog ikke alene propagandateknik der optog Hans Hedtoft i 30erne. Han var også i høj grad en af dem der formede partiets ideologi, ofte påvirket både af Hartvig Frisch og Julius Bomholt, men også selvstændigt. Han var blandt de første til at vende partiets pacifistiske linje, han var åben over for øget nordisk samarbejde og understregede stærkt at partiet ikke specielt var for industriarbejderne, men det store folkeparti. I mange af Hans Hedtofts taler og indlæg fra disse år var nedlagt tanker der prægede holdningen i efterkrigstidens velfærdsstat. Han advarede som Frisch mod den fatalisme der havde gjort det tyske socialdemokrati svagt i dets venten på at udviklingen af sig selv ville føre til socialismens sejr. Men han advarede også mod den falden til ro der var ved at kendetegne meget af partiets arbejde landet over. Nu havde man magten i kommunerne, snart i hele landet, i sygekasser og andre organisationer, og nu havde man blot at administrere videre på de gamle præmisser.

Hans Hedtoft var 1935 kommet i folketinget, valgt i den gamle 15. kreds hvor han fortsatte til sin død. Det var dog fortsat partiarbejdet der stod i centrum for ham, og hans position blev stadig stærkere, kulminerende i 1939 da han efterfulgte Th. Stauning som forretningsfører (formand). Kort efter fulgte krigen og besættelsen og satte punktum for dette afsnit i Hans Hedtofts liv. Hans arbejde som den praktiske partileder og førende ideolog i 30erne var en helt afgørende stabiliserende faktor for dansk demokrati og havde internationalt skabt respekt og beundring for det danske parti. Selv var han allerede da en forgrundsfigur i Socialistisk arbejderinternationale.

Ved krigsudbruddet i september 1939 blev der nedsat et ottemands udvalg af de fire store partier med Hedtoft og Frisch fra socialdemokratiet. Det skulle sikre samarbejdet mellem partierne og i nødsfald "repræsentere" rigsdagen over for regeringen. Dette udvalg fortsatte fra sommeren 1940 som det berømte samarbejdsudvalg, stadig med Hans Hedtoft som repræsentant for det største parti. Hans Hedtoft var også ledende i det første års afgørende kamp mod de danske nazister, men følte nok at hans stilling i forhold til tyskerne ikke var den stærkeste. Hans agitation i de foregående år havde placeret ham som en hovedmodstander, bedre var det ikke blevet af at et nazistisk indbrud i 1938 på partikontoret havde spillet tyskerne hemmelige dokumenter fra Matteottifondet i hænde. Allerede i februar 1941 måtte Hans Hedtoft og H.C. Hansen da også under tysk pres nedlægge alle deres tillidshverv i partiet. I sin afskedstale til hovedbestyrelsen talte Hans Hedtoft om det brud med samarbejdspolitikken der måtte komme.

Hans Hedtoft fortsatte som rigsdagsmand og blev i øvrigt indtil kapitulationen knyttet til det kooperative bryggeri Stjernens direktion. En tidlig opfordring om at komme til England afslog Hans Hedtoft efter henstilling fra Stauning, og han indtog da også fortsat en indflydelsesrig position i dansk politik. Hans bekendtskab med den tyske gesandtskabsembedsmand G.F. Duckwitz (efter krigen tysk ambassadør i Danmark) muliggjorde advarslerne til de danske jøder i 1943 og ligeledes at afvikle folkestrejken 1944 da den var ved at bevæge sig mod katastrofen. Hans Hedtoft var også med i de forskellige grupper der fra 1943 skabte forbindelsen mellem frihedsbevægelsen og partierne. I 1944 var det således ham der med den svenske regering førte forhandlingerne om de store våbenleverancer.

Som spillet havde udviklet sig under krigen havde Vilhelm Buhl fået en sikker position i alle partier. Selv om Hans Hedtoft indtog sin formandspost straks efter befrielsen blev han dog ikke statsminister, men socialminister. Mange både på venstre- og højrefløjen ville sikkert have haft svært ved at acceptere 30ernes agitator som leder af en samlingsregering. Selv om Hans Hedtoft engagerede sig i socialministeriets arbejde gav konstellationerne i befrielsesregeringen kun mulighed for at bøde på dele af de sociale misforhold der var en følge af besættelsesårene.

Det store problem for Hans Hedtoft var partiets reorganisation og fremtid. Som det ledende parti var det, og fagbevægelsen med, hos mange i befrielsens rus belastet af samarbejdspolitikken. Kommunisterne havde rettet meget af sit skyts mod partiet og begyndte straks efter befrielsen at forcere deres indtrængen i fagbevægelsen og stillede i forsommeren 1945 forslag om samarbejde med socialdemokratiet som en vej frem mod organisatorisk enhed. Forhandlingerne løb sommeren igennem med Hans Hedtoft som socialdemokratiets ledende forhandler. De endte med at kommunisterne sagde fra efter at Hedtoft havde opstillet betingelser de ikke kunne gå ind på. Det var tydeligt at socialdemokratiet var svækket ude hos vælgerne og flere i partiet havde nok gerne set et samarbejde, men Hans Hedtoft var afvisende. De nærmest følgende års udvikling i de lande hvor et sådant samarbejde var blevet sat i gang viste klart at Hans Hedtofts anelser og fremtidsvurdering var rigtige set fra et vestligt demokratisk synspunkt.

Sommerens anden store opgave for partiformanden var det nye program Fremtidens Danmark. Han var ikke selv den der formülerede det; det var især J.O. Krag under Alsing Andersens ledelse. Hans Hedtoft gik imidlertid fuldhjertet ind for det, og det samme gjorde partikongressen i august. Programmet kunne dog ikke redde situationen. Ved valget 30.10. gik partiet i vælgerandel tilbage fra 44,5 til 32,8 pct. og mistede 18 mandater. Tilbageslaget blev vendt i Hans Hedtofts tid. Allerede ved valget 28.10.1947 vandtes ni mandater, og ved det sidste valg med Hans Hedtoft som leder i september 1953 var stemmeandelen nået op på 40,4 pct. Valget 1947 førte Hans Hedtoft frem til statsministerposten. Oppositionstiden var da gennemlevet med en stadig kritik af Knud Kristensens regering der efter socialdemokratiets opfattelse søgte at gennemføre en for hastig afvikling af krigstidens restriktioner. Hans Hedtoft havde også fået standset det optræk til en mere aktiv Sydslesvigpolitik der var blandt nogle partifæller. Det var økonomien der i starten stod i centrum for den nye regering. Hans Hedtoft var naturligvis ikke fremmed over for de økonomiske problemer, men lod i høj grad de "økonomiske" ministre om at udforme politikken. Hjulpet af gode høstår og Marshallhjælp lykkedes det da også hurtigt at bedre økonomien. Selv var Hans Hedtoft nok optaget af gennemførelsen af færøsk hjemmestyre og af Grønlands forhold, men først og fremmest af Danmarks udenrigspolitiske placering.

Endnu i januar 1948 vendte Hans Hedtoft sig klart mod enhver dansk deltagelse i politiske blokke. I løbet af foråret så alt anderledes ud: den kolde krig var på vej, og Sovjetunionen strammede grebet om et Østeuropa hvor socialdemokratierne var gået i samarbejde med kommunisterne. Hen på efteråret 1948 startede da en række forhandlinger mellem de nordiske lande om en nordisk forsvarsblok, de forhandlinger der brød sammen i januar 1949. Hans Hedtoft var en drivende kraft i dette forløb og var dybt skuffet over resultatet, men skiftede hurtigt om. Han accepterede i februar Atlantpagten som et alternativ og fik sit parti med. For tredje gang havde Hans Hedtoft grebet afgørende ind i Danmarkshistorien: først i 30ernes kamp for demokratiet, dernæst i sin afstandtagen over for enhedsbestræbelserne og nu i opgivelsen af den klassiske neutralitetspolitik.

Året efter faldt Hans Hedtofts regering på den økonomiske politik. Danmarks situation var igen blevet forværret og udviklingen efter Koreakrigens udbrud slog helt bunden væk under udenrigsøkonomien. Det lykkedes ikke Hedtofts regering at få oppositionen med på den økonomiske politik. Et forslag fra retsforbundet om smørrationeringens ophævelse samlede et flertal i folketinget, og Hans Hedtoft demissionerede hvorefter Erik Eriksen dannede regering – "Hedtoft gled i smørret" sagde man. I de følgende tre års oppositionstid var Hans Hedtoft fremfor alt optaget af at skabe Nordisk råd – den samtidigt løbende danske grundlovsændring optog ham ikke meget. Ved at udnytte sine vidtrækkende nordiske forbindelser formåede han - støttet af en dyb trang hos mange til dog at få noget ud af de bristede forsvarsforhandlinger - at få etableret Nordisk råd der i februar 1953 holdt sit første møde i København med Hans Hedtoft som præsident.

Samme år var der valg og Hans Hedtoft blev igen statsminister. Egen sygdom og hans kones død svækkede dog hans arbejdskraft. "Noget tungt og træt kom glimtvis over ham. Han virkede ældre end sine år, og hverdagens vanskelige problemer føltes somme tider for ham mere som byrder end opgaver." (J.O. Krag). Hans Hedtoft døde uventet af et hjerteslag under et ophold i Stockholm hvor han deltog i Nordisk råds møde. Hans død gjorde et dybt indtryk i den danske befolkning. I vidt udbredte kredse var der allerede i hans første statsministertid opstået en sympati og interesse om hans person der undertiden kunne antage karakteren af en art førerkult. På samme tid var offentligheden trods dette optaget af hans svagheder. Hans Hedtoft var en gudbenådet og medrivende taler ikke mindst når han henvendte sig til meningsfæller. Når han trådte officielt frem kunne han undertiden have sværere ved at finde tonen, han blev mere højtidelig end situationen krævede og sproget overkorrekt. Dette blev jævnligt brugt mod ham. Hans stærke understregen af det korrekte ydre kunne også undertiden kalde på smilet eller i hvert fald blive udnyttet af en uelskværdig presse. Dette hørte imidlertid samtiden til. I perspektiv fremstår Hans Hedtoft som en politiker der dækkede et vidt felt, men først og fremmest ejede evnen til at se hvad der var centralt i tiden og dermed ville få virkninger ind i fremtiden.

Familie

Hans Hedtoft blev født i Århus, døde i Stockholm og er begravet i København (Vestre). Forældre: skrædder Hans Peter Hansen (1855–1917) og Ane Marie Nielsen (1859–1932). Navneforandring 11.12.1934. Gift 12.5.1927 i Århus (b.v.) med Ella Gudrun Ingeborg Holleufer, født 22.3.1906 i Århus, død 4.12.1954 i København, d. af bagersvend August Holleufer (1866–1937) og Dorthea Marie Carlsen (1863–1953).

Ikonografi

Afbildet på E. Saltofts mal. 1934 af socialdemokratiske førere (forhen Folkets hus, Enghavevej, Kbh.). Tegn. af H. Jensenius udst. 1948. Livsmaske. Mal. af H. Flygenring, udst. 1956. Mal. af Aksel Jørgensen, udst. 1957 (folketinget). Portræt af Birger Lundquist, udst. 1971. Afbildet på karikatur af Bjarne Laursen 1973–74 (Amalienborg). Foto.

Bibliografi

Enhed i arbejderbevægelsen, ved Mogens Nielsen, 1973. – Hans Hedtoft. Liv og virke, ved H.C. Hansen og Jul. Bomholt, 1955. Peder Tabor: Nærbilleder, 1961. Sv. Thorsen: Folketinget i nærbillede, 1974. Erik Beukel: Socialdemokratiet og stationeringsproblemet 1952–53, 1974. De danske ministerier 1929–53, v. Tage Kaarsted, 1977. Mogens Nielsen: Socialdemokratiet og enheden i arbejderbevægelsen 1943–45, 1978. – Papirer i Arbejderbevægelsens bibl. og ark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig