Hans Himmerich, 19.12.1681-16.3.1735, politimester. Født i Ålborg, død på Halkær ved Nibe, begravet i Budolfi k. i Ålborg. H. blev student 1702 fra Ålborg men gik derefter til militæret. 1725 kom han tilbage til Kbh. som oberst efter polsk og russisk krigstjeneste. Efter alt at dømme var han en handlekraftig og ikke ustuderet mand. At han dertil forstod at insinuere sig på rette sted skaffede ham 2.9.1726 embedet som politimester i Kbh. og 7.10. en borgmesterpost. Et naturfilosofisk sammendrag Compendium Philosophicum på 26 sider havde han netop tilegnet dronning Anna Sophie hvis kammerjomfru han s.å. ægtede. I sin ansøgning havde han hævdet at han udenlands havde gjort sig bekendt med politivæsenet, og den samling politiplakater han 1728 udsendte gav indtryk af at han havde godt begreb om hvad der hørte til en god politiordning, samtidig med at indholdet viser at han kendte både eddaen og Saxo. Udgaven afhjalp et betydeligt savn men blev ikke fortsat. Hans embedstid er dog især karakteriseret ved en skærpelse af de uundgåelige kompetencestridigheder mellem ham og især borgervæbningens chef, stadshauptmanden og brandinspektøren. Det fremgår at H. ønskede at have sin myndighed direkte fra kongen hvis støtte han åbenbart også har haft. Hans fremfærd viser ham som en brutal ordenshåndhæver der gerne søgte at støtte pøbelen, fx ved en usædvanlig rå forfølgelse af byens jødiske befolkning, samt ved forslag til remedier til behandling af usædelige kvinder – bl.a. et "papegøjebur" til offentlig fremvisning af de pågrebne. I offentligheden fik han et ilde omdømme, ikke mindst efter byens brand 1728 da både brandvæsen og politi kom til kort.

Efter Frederik IVs død havde han ikke mere nogen støtte ved hoffet, og da det synes som om han samtidig har gjort fallit blev han 1731 afskediget. At han sad så længe kan skyldes at hans afgang derved faldt sammen med den påtænkte nyordning af politiet, som efterfølgeren Erik Torm førte ud i livet. Efter hustruens død flyttede H. til sin fødeegn hvor han ejede gården Halkær.

Familie

Forældre: overkøbmand Jens Nielsen H. (1626–88) og Elsebe Hansdatter Mumme (1652–1734). Gift 19.8.1727 med Elisabeth Bjørnskov, død juli 1731 i Kbh. (Frels).

Ikonografi

Maleri (Politigården, Kbh.).

Bibliografi

V. A. Secher. Den Grotumske legatstamtvl. I, 1875 8. O. Nielsen i Pers.hist. t. I, 1880 286–89 = samme: Kbh.s politimestre og politidirektører 1682–1863, 1881; samme: Kbh.s hist. og beskr. VI, 1892.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig