Hans Johansen

Hans Johansen, Hans Christian Johansen, 2.12.1897-18.12.1973, zoolog. Født i Riga, død i Hjortekær, urne på Mariebjerg kgd. (ukendtes grav). J. blev student fra privat gymnasium i Reval (Tallinn) 1916 og begyndte at studere naturvidenskab i Tomsk. Revolutionen afbrød forbindelsen med og pengehjælp fra hjemmet, og i foråret 1918 opsatte han studiet og drog til Altai-bjergene hvor han samlede fugle og ernærede sig som lærer, hestepasser, snedker m.m. Efter en dramatisk flugt fra den hvide hær og et års ophold blandt røde partisaner i bjergene deltog han som zoolog i en ekspedition der gæstede disse egne og ledede et museum i Bijsk ved Obs øvre løb. Her modtog han ordre til at vende tilbage til Tomsk og afslutte sine studier på statsbekostning, men efter en streng vinter på sulterationer i Tomsk fik han i foråret 1921 tilladelse til at rejse til forældrene. Studiet videreførtes i München og afsluttedes med en disputats om Bajkalsøens zoogeografi (1925). Han vendte tilbage til Tomsk, blev assistent og 1927 docent i zoologi og foretog nye ekspeditioner fra Ussuri i øst til Obfloden i vest.

Fra 1928 opholdt han sig i tre år som leder af en statslig pelsdyrstation på Kommandørøerne i Beringhavet, hvor han fortsatte sine fuglestudier og istandsatte Vitus Berings (1681–1741) grav. 1931 vendte han tilbage til Tomsk som professor ved det zoologiske institut og leder af museet og fik ved siden af meget pligtarbejde kun lejlighed til enkelte ekspeditioner. Som andre udlændinge – han var stadig dansk statsborger – måtte han imidlertid med få dages varsel 1937 forlade Sovjetunionen, var to år professor ved det tyske Herder-institut i Riga og fra 1940 i Königsberg. Så snart kontrakten udløb rejste han 1944 til Danmark hvortil hans mor, søster og datter tidligere var kommet. Året efter overtog han en vakant stilling ved Zoologisk museum som leder af ringmærkningsundersøgelserne og lærte sig dansk (forældrene havde talt tysk med børnene). Han havde forlængst opgivet at gense sine samlinger, men 1949 dukkede ved russiske venners hjælp hans næsten 5000 sibiriske fugleskind og æg op, og 1957 kom hans godt 600 bøger. Samlingerne er siden foræret til Zoologisk museum og er på deres felt langt de rigeste uden for USSR. 1952 købte han et faldefærdigt hus i den vildsomme Nordmark på Læsø, og ved spartansk levevis fik han midler til efterhånden at opkøbe 200 ha land. De blev 1960 overdraget Kbh.s univ. der i huset indrettede feltlaboratorium og bolig. Her opholdt J. sig som bestyrer 1961–68, og reservatet udvidedes yderligere. Nye ekspeditioner tjente til at afrunde billedet af fuglelivet på høje breddegrader: 1949 til Svalbard, to gange til Lapland, 1960 til USA og Canada og 1963 med bananbåd til Ecuador og gennem Chile til Ildlandet. På to kongresrejser til Sovjetunionen mødte han gamle venner og elever og var iøvrigt en højt værdsat formidler af kontakt med russisk videnskab.

Bortset fra Bajkalsøens naturforhold og landsmanden Bering er næsten hele J.s produktion helliget fugle. Hovedværkerne er Die VogelfaunaWestsibiriens, 1943–61 og Revision und Entstehung der arktischen Vogelfauna, 1956 og 58; desuden oversigter over bestemte områders fugleliv: Ussurilandet, Kommandørøerne, Salairbjergene, Ildlandet og Læsø, mindre arbejder om enkelte arter, ringmærkning, ornitologi i USSR samt referater og anmeldelser af russisk fuglelitteratur.