Hans Lystrup, Hans Christian Lystrup, 15.1.1875-29.10.1962, autogrosserer, godsejer. Født i Havrebjerg ved Slagelse, død på Frbg., begravet sst. L. oplærtes efter konfirmationen i blandet købmandsforretning i Slagelse og fik som ungt menneske ansættelse i bankdirektør Peter Thomsens kolonial-, delikatesse- og vinforretning sst. Da han senere kom ind på Grüners handelsakademi i Kbh., blev han stillet over for et favorabelt tilbud om at overtage Thomsens forretning, men i det afgørende øjeblik besluttede han sig til at søge yderligere uddannelse i udlandet. Her begyndte han 1898 som volontør hos kaffefirmaet Dewers, Hauch & Co. i Bremen, men fik kort efter ansættelse som skandinavisk korrespondent i Dresden-firmaet Seidel & Naumann der fabrikerede cykler og symaskiner. Efter halvandet års virksomhed der var L. klar over, at de kommende år ville give "trafikbranchen" store muligheder, og 1900 startede han i Slagelse en mindre engros forretning hvor han solgte cykler fra Wanderer Werke og symaskiner fra sit tidligere firma Seidel & Naumann. Med stor energi berejste han selv landet, og forretningen voksede jævnt, ikke mindst efter at virksomheden blev udvidet til at omfatte salg af motorcykler fra Wanderer Werke (1902) og automobiler (1912). I 1916 oprettede L., der således hører til automobilbranchens pionerer i Danmark, en filial i Kbh. hvortil hovedforretningen flyttede 1920. Han var fra 1916(-23) general repræsentant for General Motors i Danmark og senere en af firmaets hovedforhandlere, ligesom han optog handel med andre førende bilmærker samt autotilbehør. Virksomheden var i mellemkrigsårene i hastig vækst. Den udvidedes bl.a. i 1930erne med omfattende værkstedsanlæg, og også i efterkrigsårene bevarede firmaet sin position som et af branchens førende. Til højt op i årene var L. aktiv leder af den store virksomhed som han 1959 omdannede til et aktieselskab. Fra 1930erne drev han desuden landbrugsvirksomhed som indehaver af to større ejendomme, Mullerupgård ved Slagelse (fra 1931) og Høvdings-gård gods ved Præstø (1938). - Han beklædte gennem årene flere tillidshverv. Som medlem af bestyrelsen for Automobil- og cykelgrossererforeningen 1915-40 (formand 1919-40) var han særdeles virksom, og bl.a. initiativtager til opførelsen 1926 af den store udstillingsbygning Forum i Kbh. Til kort før sin død var han formand for Forum (1932-61), ligesom han gennem en lang årrække (1930-57, derefter æresmedlem) var bestyrelsesmedlem i Det kgl. danske haveselskab.

Familie

Forældre: gårdbestyrer Hans L. (1839-75) og Karen Marie Mouritzdatter (1846-1928). Gift 16.6.1933 i Kbh. (b.v.) med Ingeborg Søborg, født 19.5.1901 i Hillerød, d. af hotelejer Henry S. (1866-1939) og Kirstine Christensen (1876-1947).

Udnævnelser

R. 1926. DM. 1939.

Ikonografi

Mal. af Carl Forup, 1934. Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 9.1.1945. - Aage Heinberg: Danske erhvervsmænd II, 1933 267-70. Barsen 11.1.1935 og 11.12.1950.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig