Hans Nielsen Friis, 14.10.1587-26.6.1650, borgmester. Født i Ribe, død sst. F. gik i skole i Hamborg 1602-03 og stod derefter i købmandslære hos storkøbmanden Thomas Lorck i Kbh. 1603-10. Fra 1610 bestyrede han faderens forretning som han selv overtog 1618. Han blev snart en fremtrædende købmand med forretningsforbindelser til Hamborg, Lubeck og Amsterdam og drev i 1620-1630erne den betydeligste købmandsforretning i byen således at han ved sin død formentlig var byens rigeste mand. Han var 1620-23 og 1638-50 rådmand, 1623-38 borgmester, og spillede en væsentlig rolle i byens administration hvor hans karakteristiske hånd findes i regnskaber og protokoller i årene mellem 1610 og 1640erne. Tre bind regnskabsbøger fra hans forretning, indeholdende bl.a. selvbiografi for årene 1587-1644, er blandt de ældste bevarede danske.

Familie

Forældre: købmand, senere rådmand Niels Hansen Grisbeck (1549-1618) og Kirsten Christensdatter (ca. 1546-1618, gift 1 . gang med borger i Ribe Christen Friis, død ca. 1577). Gift 28.6.1618 i Ribe med Lene Kjeldsdatter, født ca.1596 i Ribe, død 15.7.1636 sst., d. af borgmester Kjeld Jørgensen (ca. 1550-1623) og Anne Ibsdatter Tornum (død ca.1626).

Ikonografi

Maleri (Ribe domk.).

Bibliografi

H. Friis-Petersen: Familien Friis fra Ribe, 1949 28. J. Kinch: Ribe bys hist. II, 1884 312-14 420-26. Ole Degn i Erhvervshist. årbog 1966, 1967 143-65. Samme: Livet i Ribe 1560-1700, 1971 9-11 21-25 40f 75-77 81-83 150-52. Samme i Det nord. historikermøde i Kbh. 1971. Beretn. Foredrag og forhandl., 1975 113-29. – Papirer i Landsark. i Viborg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig