Hans Pedersen Horsens, 1545-13.7.1617, rektor. Født vistnok i Horsens, begravet i Århus (Skt. Clemens k.). H. kom 1565 til Århus latinskole hvorfra han fem år senere dimitteredes. Han studerede et par år i Kbh., var en tid omkring 1572–73 i Greifswald, men vendte hjem og blev 1573 ordineret i Århus domkirke. Fra samme år stammer udgaven af hans latinske digt Carmen de slella magis in Orienle conspecta med tilknytning til epiphanien og formentlig inspireret af den 1572 opdukkede og af Tyge Brahe beskrevne "nye stjerne". 1579 tog han magistergraden i Wittenberg og studerede n.å. i Leipzig. Senest 1593 blev han rektor ved Århus skole efter at han tidligere havde været rektor i Horsens, og 1602 lector theologiæ ved Århus domkirke. Tillige var han, måske allerede som rektor, præst for Åby og Hasle menigheder i nærheden af Århus, hvilket embede han lod betjene af en kapellan, og desuden provst i Hasle herred samt kannik i kapitlet. Han var tillige universitetets "procurator" i Århus kapitel. 1609 kom han i en alvorlig strid med sin kollega i kapitlet, mag. Christen Sørensen Stub, om regnskabsførelsen i dette. Den gik så vidt at de begge en tid blev suspenderet fra deres embeder.

Om H.s historiske interesse vidner nogle efterladte håndskrevne samlinger (Catalogus episcoporum Arhusiensium og Antiquitates rerum Danicarum) der senere blev benyttet af Johannes Meursius og Stephanus Stephanius.

Familie

gift Karen Lauridsdatter.

Bibliografi

Kirkehist. saml. 3.r.I, 1874–77 772; sst. III, 1881–82 342–54 (H.s optegn, og breve); sst. VI, 1887–89 591. Poul Rasmussen sst. 6.r.V, 1945–47 407–32. Pers. hist. t. 14.r.III, 1961 144.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig