Hans Peter Anchersen

Hans Peter Anchersen, 4.10.1700-22.4.1765, filolog, historiker. Født i Sdr. Bork, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Trin. k.). A. blev student 1716, privat dimitteret, 1717 tog han exam. philos., blev baccalaureus og alumnus på Valkendorfs kollegium, 1719 blev han dekan på klosteret, rejste 1723–26 til Tyskland med en borgersøn, blev 1726 magister og hovmester for etatsråd Axel Billes tre sønner med hvilke han

var to år i Halle, besøgte derefter Paris, England og Nederlandene; efter sin hjemkomst 1730 holdt han private kollegier over verdenshistorie, geografi og veltalenhed. 1732 blev han konrektor ved katedralskolen i Kbh., 1733 tillige universitetsbibliotekar; han læste over veltalenhed for Th. Bartholin, over historie og geografi for Holberg. 1736 blev han professor og assessor i konsistoriet, s.å. dr.juris, 1737 professor eloquentiæ. Han var to gange rector magnificus, ni gange dekan. A. var en meget lærd mand i sine fag: klassisk filologi og de nordiske landes historie og indre forhold i middelalderen. Han var tillige en meget flittig mand, om end hans skrifter ikke alle udmærker sig ved deres omfang; de fleste var disputatser, af hvilke han har udgivet 56. En disputats, Observationes de solduriis, udkom i tolv afdelinger 1734–40, en anden, Horatii Carmina secularia ad laudem Phoebi et Dianae, i tretten afdelinger 1749–60. Nogle af hans disputatser blev udgivet i Bremen 1775 som Opuscula minora collecta; seks disputatser fra 1741–45 om fejltagelser som fremmede har begået ved at behandle fædrelandets geografi udkom samlede som bog 1747. Af hans andre skrifter (heriblandt universitetsprogrammer, akademiske taler) må fremhæves Herthedal ved Leyre i Siæland og det gamle Dannemark 150 for og efter Christi Fødsel, 1745, som 1747 udkom på latin i ny bearbejdelse, Vallis Herthae Deae et Origines Daniae ex Graecis et Latinis Autoribus descr. et illustr., men hvoraf kun 1. bind blev udgivet, samt det første universitetsprogram i modersmålet med Kbh.s universitet, Indbydelse til at høre en Forelæsning om en Hofmesters Pligter, 1754. A. indtager en smuk, om ikke nogen fremragende plads blandt 1700-tallets lærde; han omtales som en mand med et godt hjerte og som meget godgørende; han besad en udmærket hukommelse, kunne Virgil udenad, men også danske kæmpeviser.