Hans Schack, 12.12.1852-28.1.1905, lensgreve, ægyptolog. Født på Schackenborg, død sst., begravet i Møgeltønder. S. gik på gymnasium i Dresden, tog referendareksamen ved univ. i Göttingen 1874 og blev tysk reserveofficer 1876. Som ganske ung måtte han efter faderens død koncentrere sig om ledelsen af sit gods Schackenborg hvor han gennemførte overgangen fra arvefæste til ejendom. Hans studium af ægyptologien og hans senere videnskabelige arbejde blev således et selvstudium og en travlt optaget mands yndlingsbeskæftigelse. Han vandt sig snart de professionelle ægyptologers respekt og beundring, og han blev af Adolf Erman (1854–1937), grundlæggeren af den moderne ægyptiske filologi, inviteret til at være medarbejder ved forberedelsen af den store Wörterbuch der ägyptischen Sprache hvortil han bearbejdede de matematiske og astronomiske tekster samt de religiøse tekster fra sarkofager og kongegrave der i særlig grad havde hans interesse (Das Buch von den zwei Wegen des seligen Toten, 1903). Han havde haft planer om systematiske grammatiske studier over det ældste ægyptiske sprog (Aegyptologische Studien, 1893–96), navnlig pyramideteksterne, hvis moderne kapitelinddeling skyldes ham. En alvorlig sygdom lænkede ham dog i flere år til sengen, besværliggjorde hans arbejde og medførte til sidst døden. S. var forfatter til adskillige afhandlinger i internationale ægyptologiske tidsskrifter og til værket Die Unterweisung des Königs Amenemhat 1, 1883.

Familie

Forældre: lensgreve Otto Didrik S. (1810–56, gift 2. gang 1856 med Johanne Christiane Cornelia v. Krogh, 1825–1910) og Frederikke Rosine Juliane v. Krogh (1823–52). Gift 23.11.1880 på Lerchenborg med komtesse Henny Louise Vilhelmine Lerche, født 14.9.1858 på Lerchenborg, død 30.9.1930 i Valby, d. af lensgreve Christian Albrecht L. (1830–85) og Cornelia Emma Sophie Louise Tillisch (1837–1904). – Far til O. D. Schack.

Ikonografi

Mal. af A. Wilckens, 1897 (Schackenborg) og af samme (Møgeltønder k.). Mal. af Leis Schelderup (Schackenborg) og af samme, 1905, efter foto (Møgeltønder k.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig