Hans Siversleth, Hans Christian Pedersen Siversleth, 11.11.1856-4.7.1914, hippolog. Født i Kbh. (Frels.), død sst., begravet på Frbg. (Solbjerg). S. lærte landvæsen og virkede nogle år som forvalter og gårdbestyrer. Fra første færd interesseret i hesteavl satte han sig grundigt ind i dennes historie og teori, og ved allerede som yngre at komme på rejser Europa over fik han udmærket indsigt i europæisk hesteavl. 1888 grundlagde han Hippologisk Tidsskrift på et tidspunkt da dansk hesteavl var i brydning, og da der dreves en udbredt krydsningsavl mellem lette og svære racer. Han satte sig som mål at udrydde denne "skarpe" krydsning og ved en "mild" krydsning af jyde med belgier og engelsk trækhest at skabe en speciel trækhestetype ligesom han ved at krydse Frederiksborghesten med svært halvblod på den ene og fuldblod på den anden side mente at kunne skabe en henholdsvis sværere og lettere kørehestetype til specielt brug og til eksport. Ved helt at bryde staven over de nationale hesteracer kom han derfor hurtigt på kant med renavlens og nationalavlens mænd der vel ville en kvalitetsforbedring, men samtidig holde racerne rene. S. kæmpede utrætteligt for sit alene på forretningsmæssigt hensyn hvilende synspunkt, og da begrebet kompromis var hans stejle natur ukendt fik han, der var en fortræffelig taler og en udmærket skribent, god brug både for sin skarpe tunge og sin spidse pen. Hans blad blev mere og mere polemisk ligesom han i sine talrige foredrag og i sine indlæg på landbo- og heste-avlsmøder efterhånden blev mere og mere ensidig. Sit ideal af en trækhest fandt han i belgieren af groveste type. 1894 indførtes den første avlshingst af denne race til Danmark, og S. fandt tiden moden til at føre sine teorier ud i praksis. 1895 købte han Christianshus ved Hørsholm, lagde det meste af dens ca. 75 tdr. land ud til græsmark, omdøbte gården til Christianshus stutterifarm og begyndte at opdrætte trækheste og svært halvblod. Men selv om hans opdræt efterhånden hentede ca. 200 præmier på skuer slog det i det store og hele fejl for ham; 1905 bortforpagtede og 1908 bortsolgte han gården og opgav det praktiske opdræt. Sine sidste år helligede han udelukkende foredrags- og journalistvirksomheden. – S.s litterære produktion om hesteavl var enorm, men fremkom så at sige udelukkende i hans blad. I hans levetid udkom en hippologisk rejseberetning samt en pjece om Klampenborg væddeløbsbane, og efter hans død kom pjecen Af S.s efterladte Papirer. Hvad enhver Hesteopdrætter bor vide, 1915, skrevet 1913 og forfægtende hans ældste teorier så at sige uforandret. Det skyldes for en stor del ham at oldenborg- og belgieravlen vandt fast fodfæste i Danmark, og hans skarpe kritik bidrog også til mere ordnede forhold inden for hesteavlen som helhed. S. var medlem af bestyrelsen for hoppecentret Sjælland og for Foreningen af danske landbrugsblade; 1895–1900 var han medlem af bestyrelsen for Det danske travselskab og 1896–1900 tillige af dettes overvoldgiftsret.

Familie

Forældre: brygger Mads Christian Pedersen (1828–90) og Margrethe Hansen (1817–1900). Navneforandring 24.3.1887. Gift 10.7.1889 i Kbh. (Helligg.) med Anna Hansen, født 23.10.1852 i Kbh. (Garn.), død 18.1.1.925 sst. (gift 1. gang 1881 med tømrermester Albert Oscar Mertins, 1850–88), d. af skomagermester Søren H. (1821–94) og Ane Kirstine Holtegaard (1817–1904).

Ikonografi

Afbildet på P. Tom-Petersens og C. E. Reventlows litografi af hesteskue på Brahetrolleborg, 1904. Foto.

Bibliografi

Sportsbl. VII, 1914 428. Hippologisk t. XXVI, s.å. 169–72 179f;L, 1938 299.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig