Harald, d. 1018, konge. Da Sven Tveskæg 1013 drog til England sammen med sin ældste søn Knud, satte han sin yngre søn H. til at styre Danmark. Ved Svens død n.å. hyldede de danske H. som konge; men nogle måneder senere vendte Knud hjem for at kræve halvdelen af riget. Denne deling nægtede H. dog at gå med til. Uden at det af den grund kom til brud mellem brødrene, foretog de i fællesskab et hærtog til den slaviske kyst hvorfra de førte deres forskudte mor Gunhild tilbage til Danmark. Støttet af H. med skibe og mandskab drog Knud atter vesterpå for at fuldføre Englands erobring, og det er vel til tak for den modtagne hjælp at han har ladet H. indskrive i klerkenes broderskab ved Kristkirken i Canterbury. Selv synes H. i hvert fald ikke at være kommet til England. Vi hører intet mere om ham, ja vi ved end ikke med sikkerhed når han er død; men da Knud hyldes til Danmarks konge 1019 må det være sket kort før, rimeligvis 1018.

Familie

Forældre: Sven Tveskæg (død 1014) og Gunhild (død tidligst 1014). -Bror til Knud den Store.

Ikonografi

Fremstillet på stik og tegn. (Kgl. bibl.) fra 1600-tallet.

Bibliografi

Johs. Steenstrup: Normannerne III, 1882 (fot. optr. 1972). Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danm., 1969 (ny udg. 1977). Inge Skovgaard-Petersen i Danm.s hist. I, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig