Harald Ingholt, Kai Harald Ingholt, 11.3.1896-28.10.1985, arkæolog. Født i Kbh. I. blev student 1914 fra Østre borgerdydskole og cand.teol. 1922 efter forinden (1918) at have opnået universitetets guldmedalje for en afhandling om aramaisk sprog. Efter afsluttet embedseksamen studerede han nærorientalsk arkæologi, først (1922–23) ved Princeton universitetet i USA, derefter (1923–24) som Procterfellow fra samme universitet i Paris under orientalisten C. Clermont-Ganneau. 1924–25 var han knyttet til den amerikanske arkæologiske skole i Jerusalem som Thayer-fellow. Okt. 1925 ansattes han som underinspektør ved Ny Carlsberg glyptotek og virkede til 1930 i denne stilling som han 1927–30 forbandt med hvervet som sekretær i Ny Carlsbergfondet. 1931–38 var han lecturer i arkæologi ved det amerikanske universitet i Beirut og kurator for dettes arkæologiske museum. I.s videnskabelige virksomhed og produktion var indtil da begrænset til Syriens arkæologi og i særdeleshed koncentreret om Palmyraforskningen. Han har gentagne gange taget del i udgravningerne af denne oldtidsby og er på dette særlige studieområde en meget anerkendt specialist med omfattende sproglig, epigrafisk og arkæologisk indsigt. Hans hovedværk Studier over palmyrensk Skulptur, 1928, med hvilket han erhvervede den filosofiske doktorgrad, har ved at tilvejebringe en sikker kronologisk ordning af de palmyrenske portrætbuster lagt en solid grund for arbejdet med denne navnlig i kulturhistorisk henseende interessante monumentgruppe. Dertil slutter sig et antal publikationer af palmyrenske indskrifter, gravmalerier, portrætskulpturer m.m., offentliggjort i fagtidsskrifter, bl.a. i det af ham selv stiftede organ for syrisk arkæologi Berytus, hvoraf han redigerede bindene I-XVII (1934– 68). I årene 1931–38 ledede han Carlsbergfondets udgravninger i Hama, Syrien; i en foreløbig beretning (Videnskabernes Selskabs arkæologiskkunsthistoriske Meddelelser I, 1934) gjorde han rede for den første kampagnes resultater. Som feltarkæolog udmærkede han sig desuden ved, som Field Director, at deltage i den danske ekspedition til Iraq 1957; de dér stedfundne udgravninger af Tell Shemshara i iraqisk Kurdistan tilvejebragte højst opsigtsvækkende fund fra Mesopotamiens forhistoriske perioder (bearbejdet bl.a. af Peder Mortensen) og et arkiv fra 1700-tallet f.Kr., samtidig med de af franskmændene i Mari (Syrien) fundne kileskrifttekster. Disse tekster har kastet et velkomment sidelys over Mariteksterne med hensyn til de politiske forhold i datidens mellemøstlige statsdannelser (jfr. fx Jørgen Læssøe: The Shemshara tablets. A preliminary report = Videnskabernes Selskabs arkæologiskkunsthistoriske Meddelelser IV, 3, 1959). Det vidner om I.s flair for arkæologiske undersøgelser, at han valgte netop det rigtige sted til at iværksætte en udgravning som ville kunne tilvejebringe et så værdifuldt materiale. Førend I. tabtes for Danmark var han 1939–40 docent i hebraisk ved Århus univ. og s.å. ledende senior for Studenterforeningen i Århus. 1941–43 holdt han forelæsninger ved forskellige amerikanske universiteter; i 1942 ansattes han ved Yale University, 1945 som Associate Professor i emnerne Classics and Biblical Exegesis og derefter som professor i arkæologi (1960–64). 1965 var han Schweich Lecturer for The British Academy. Under anden verdenskrig var han på mangfoldige måder dansk videnskab en god ven. Han er udenlandsk medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab, af Deutsches Archäologisches Institut og af Académie des Inscriptions et Belles-Lettres. Siden 1953 har han været medlem af den amerikanske bestyrelse for Rebild National Park Board. Trods sin mangeårige udlændighed fremtræder I. som en fornem repræsentant for dansk indsats i nærorientalske arkæologiske anliggender.

Familie

Forældre: portier Hans Peter I. (navneforandring fra Jensen 1911) (1871–1948) og Marie Mathilde Hansen (1865–1953). Navneforandring 27.1.1911. Gift 5.7.1926 i Jørlunde med Janet Ward Woolverton, født 24.1.1897 i Mount Vernon, New York, USA, d. af bankdirektør Samuel W. (1864–1952) og Mary Dwight Chichester (1865–1960).-Bror til Poul I.

Udnævnelser

R. 1946.

Ikonografi

Buste af Elo ca. 1924. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1928 167f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig