Harald Petersen (politiker)

Harald Petersen, 27.10.1893-16.1.1970, forsvarsminister. Født i Dame på Møn, død i Hellerup, begravet sst. P. tog præliminæreksamen fra Magleby realskole 1909 og ligesom faderen lærereksamen fra Gedved seminarium 1914 hvorefter han gennemgik forskellige kursus i Kbh. i nationaløkonomi, bl.a. privat hos professor L. V. Birck, og i sprog. 1916-18 var han journalist ved Ringsted Folketidende, 1918-19 rigsdagsmedarbejder ved venstres generalkorrespondance og fra 1919 ved venstres pressebureau. P. var vokset op på det af Frede Bojsen stærkt prægede Møn. Hans far omgikkes det forhandlende venstres ledere og repræsenterede partiet i folketinget, fra 1910 venstre. Selv daterede P. sin politiske interesse til debatten 1908-09 om forsvarslovene og interessen for forsvaret fulgte ham livet igennem. Da venstre 1920 oprettede et sekretariat på Christiansborg til tilrettelæggelse af møder, fordeling af pjecer og fremskaffelse af oplysninger med folketingsmand M. Slebsager som leder knyttedes P. dertil som sekretær og blev sekretariatets leder nogle måneder senere da Slebsager blev minister i regeringen Niels Neergaard. 1925 blev P. sekretær for venstres rigsdagsgruppe og 1929 sekretær for venstres landsorganisation ved dens oprettelse. Han havde således været med i hele opbygningen af venstres organisation efter 1920 og sad nu i dens centrum med forbindelse ud til alle lokalorganisationer samtidig med at han daglig fulgte rigsdagsgruppens arbejde. Han var uden at opnå valg venstres kandidat til folketinget i Køgekredsen 1924 og 1926, i Hillerødkredsen 1929, 1932 og 1935 og i Kbh.s søndre storkreds 1939, hvorefter han var valgt i Højrupkredsen 1943-50. Han blev 1945 rigsdagsgruppens næstformand og var nær rådgiver for Knud Kristensen der efter oktobervalget fik overdraget at danne regering. P. tilrådede taktisk en regering af venstre, konservative og radikale, og da den – hvad vel var forudset – ikke lod sig danne tilskyndede han til en venstremindretalsregering. Han fik tilbudt finansministerposten, men pegede på professor Thorkil Kristensen til den post og overtog selv forsvarsministeriet. Til forberedelse af genopbygning af forsvaret fik han nedsat en forsvarskommission og 1947 vedtaget lov om en dansk brigade til den britiske zone i Nordvesttyskland og opfyldte dermed et løfte samlingsregeringen 1945 havde givet den britiske regering om bistand ved den militære kontrol af Tyskland. Over for den stærke tillid til FNs formåen der prægede mange i de første efterkrigsår fremhævede P. at hvis FN ikke fungerede efter sin hensigt måtte vi med egne midler søge at undgå en gentagelse af 1940-situationen. Senere da øst-vest modsætningen var tiltaget udtalte han at hvis vi hindrede at Danmark blev et militært tomrum skabtes forudsætningerne for at bevare vor handlefrihed. Mangel på penge og vanskeligheder med at fremskaffe materiel bevirkede at der ikke var sket særlig meget med genopbygningen af forsvaret ved hans afgang sammen med regeringen 12.11.1947. P. udnævntes 1948 til direktør for Kongeriget Danmarks Hypotekbank, men genindtrådte som forsvarsminister i VK-regeringen under Erik Eriksen 1950-53. Da var Danmarks medlemskab af NATO en kendsgerning og en lov om forsvarets centralstyrelse og kommandoforhold gennemført. I hans lod faldt det 1951 at gennemføre loven om sammensætning af værnene, styrkemål m.m. og 1952 at ændre kommandoordningen, så de danske styrker underlagdes NATOs kommando for nordregionen med hovedkvarter i Kolsås i Norge. Da VK-regeringen måtte gå af efter septembervalget 1953 vendte P. tilbage til hypotekbanken som direktør hvor han virkede til 1964. Fra 1948 var han formand for soldater-hjemsforeningen Dannevirke. I aktiv politik deltog han ikke mere. Han var i nogen måde skuffet. Han havde gjort hvad han kunne for at styrke forsvaret, men følte at socialdemokratiet, skønt NATO-parti, svigtede ham. Der var grænser for hvor meget han ville gå på kompromis. Dertil kom skuffelse over at han ikke blev genvalgt i Højrupkredsen 1950 og over grundlovrevisionen. Han havde ønsket landstinget bevaret i modificeret form. Endelig følte han – partisekretæren hvis opgave havde været i fuld loyalitet mod rigsdagsgruppen at forsvare og holde sammen på partiet – at han under de mange angreb i ministertiden ikke fik den støtte i regering og parti han kunne forvente. I tre store artikler i Berlingske Aftenavis 10., 12. og 13.1.1959 gav han en udførlig skildring af sit arbejde som minister.