Harald Raasleff

Harald Raasleff, Harald Iver Andreas Raasleff, 4.10.1810-4.11.1893, minister, departementschef. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). Ved faderens forflyttelse til Altona 1813 fik R. sin opvækst i grænselandet og prægedes nationalt deraf. Han lærte at beherske det tyske sprog og kendte tysk dannelse og kultur. Det gav ham en art kosmopolitisk indstilling der lod ham se mere uhildet på sprog- og nationalitetsspørgsmål i Slesvig-Holsten end vanligt i 1840erne og 1850erne, men han besad også en selvrådighed, grænsende til illoyalitet, der betød at hans senere ministergerning mislykkedes. – R. blev student fra Sorø akademi 1828, cand.jur. 1834, ansattes som volontør i kancelliet 1838, avancerede til kancellisekretær 1845 og udnævntes til assessor i Kbh.s kriminal- og politiret 1847. Herfra forflyttedes han 1851 til den slesvigske overjustitskommission, senere appellationsretten i Flensborg, og blev 1854 departementschef i ministeriet for Slesvig. R. havde 1847–51 været formand for Frbg. og Hvidovre sogneforstanderskab, men ellers kun deltaget i det offentlige liv med et par flyveskrifter: Om Mundtlighedsprincippets Anvendelse i den criminelle Retspleie, 1846, og Det slesvigske Spørgsmaal, nov. 1848. I dette sidste, udgivet under pseudonymet Theophilus, erklærede han sig som helstatsmand, men ligestillede sydslesvigernes ønske om at forblive i forbindelse med Holsten med danske nordslesvigeres ønske om tilslutning til Danmark og anbefalede en deling af Slesvig efter linjen Slien-Husum således at den sydlige del knyttedes til Holsten mens den nordlige som et selvstændigt mellemled knyttedes nærmere til Danmark. I fortsættelse af disse synspunkter vendte han sig mod Th. Regensburgs sprogreskripter i Slesvig 1851 idet han anså dem for forsøg på at fordanske områder hvor det danske sprog var gået til grunde, og det blev et mål for ham at få reskripterne ophævet eller i det mindste indskrænket. 13.12.1854 indtrådte R. som minister for Slesvig i regeringen P. G. Bang, men udtrådte allerede 18.2.1856. Årsagen var at han under de slesvigske stænders samling 1855 havde givet kommissarius ved stændermødet instruks om at stille en ændring af sprogreskripterne i udsigt skønt den samlede regerings instruks til kommissarius indeholdt påbud om ikke at berøre sprogreskripterne. I Die Schleswigsche Sprachsache, 1858, dansk udgave 1860, udgivet under pseudonymet Theophilus, argumenterede han for sine synspunkter. Han ville lade "enhver bruge Sproget paa sin Maneer". I Die Verfassungs-Zustände der Dänischen Monarchie und der Deutsch-Dänische Conflict, 1858, og Die Deutschen Forderungen und die Dänische Monarchie, 1859, hævdede han berettigelsen af den konstitutionelle helstat og afviste de slesvig-holstenske krav. Den lovede ligestilling mellem monarkiets forskellige dele var gennemført med repræsentation efter folketal i rigsrådet. 24.2.1860 blev R. minister for Holsten og Lauenborg i C. C. Halls omdannede regering. Da de holstenske stænder skulle mødes i Itzeho marts 1861 var det svært at finde en kommissarius til at repræsentere regeringen, og R. fik da tilslutning til selv at varetage opgaven. Han blev trods sit syn på helstat og slesvigholstenisme velvilligt modtaget i stænderforsamlingen, men dobbeltstillingen som minister for Holsten og kommissarius i forbindelse med hans selvrådighed bragte ham i store vanskeligheder. Forhandlingerne samlede sig om budgetspørgsmål hvorom instruksen til kommissarius sagde at stændere havde adgang til at udtale sig. I et forslag til forfatning for Holsten som forsamlingen. iøvrigt afviste stod i § 13 at forhøjelse af visse udgifter krævede stændernes samtykke. I det engelske overhus havde imidlertid en britisk understatssekretær udtalt at retten til afstemning gjaldt hele budgettet, ikke blot § 13. Det greb slesvigholstenerne med kyshånd. Konseilspræsident Hall pålagde R. at gøre regeringens holdning klar for stænderne, men R. anmodede om udsættelse af stænderforsamlingens møder for -som han udtrykte det – ikke at foregribe H. M. kongens afgørelse. Bag denne beslutning lå både en kompetencestrid og R.s egen plan. Som minister for Holsten mente han ikke at kunne efterkomme ordrer fra en kollega selv om kollegaen var regeringschef Desuden havde han plan om at søge at vinde holstenerne ved at udvirke en kgl. resolution om ændring af sprogreskripterne i Slesvig. Han havde nævnt det for den russiske gesandt i Kbh. der samtykkede. Også den franske gesandt bifaldt planen, men den engelske regering der fik sagen forelagt af sin kbh.ske gesandt afviste at gå uden om regeringen i et konstitutionelt monarki. 28.3. kaldtes R. straks ved sin ankomst til Kbh. til ministermøde hvor alle ministre gik imod ham. De kendte sikkert ikke noget til planen om en kgl. resolution. Den er fremdraget i Erik Møllers "Helstatens fald", men harmen mod ham var tilstrækkelig uden det. 29.3.1861 afskedigedes han. I Mit Tilsvar, 1861 rettede han skarpe udfald mod Hall og fortsatte dermed i Det slesvigske Spørgsmaal, 1863, og Den Hallske Politik, dec. 1864 hvor han ubarmhjertigt angreb hele den nationalliberale politik, særlig i Slesvig. 1864 var han medstifter og en af lederne i augustforeningen og argumenterede i London-Conferencen, Nordslesvigs Tilbagegivelse og Augustforeningen, 1865, og De Conservative. Kongedømmet og Demokratiet, 1868, for en konservativ politik i fast tilslutning til kongedømmet. 1865 søgte han forgæves valg til rigsrådets folketing i Ålborg og ligeledes forgæves valg til dets landsting. Han spillede derefter ikke nogen politisk rolle og afsluttede sin skribentvirksomhed med Min Politik, 1873. – Justitsråd 1851. Konferensråd 1854.