Harry Jacobsen

Harry Jacobsen, 19.5.1895-24.6.1975, litteraturhistoriker. Født i Kbh, død sst., begravet Garn. kgd. J. blev student 1912 (Efterslægtselskabets skole) og læste i fire år på Kbh.s univ. nordisk, tysk og fransk. Da faderen, som havde en stor bog- og kunsthandel, A. Gieses Eftf. på Østergade, tilbød sønnen at gå ind i firmaet slog denne til; J. blev under første verdenskrig uddannet som boghandler i Haag. Han var indehaver af forretningen i Kbh. fra 1927 til 1941 da han afhændede den. J. var for udkommets skyld fabrikant 1947–65, men arbejdede ellers con amore med litterære studier. Da han som 16-årig så "Erik XIV" på Det kgl. teater begejstredes han for August Strindberg, men da han som danskstuderende ønskede at vælge Strindberg som speciale rynkede Vilh. Andersen på næsen. Det blev med tre bøger om den store svensker at J. slog sit navn fast i litteraturforskningen: Digteren og Fantasten. Strindberg paa "Skovlyst", 1945, Strindberg og hans første Hustru, 1946 (svensk oversættelse 1946) og Strindberg i Firsernes København. 1948. J. tager sit metodiske udgangspunkt hos Strindberg selv der i firserne hævdede at digterne ikke var i stand til at skildre andet end hvad der udsprang af selvoplevelse. Det gjaldt især alt hvad der rørte sig i den menneskelige sjæl. Derfor måtte digteren selv og de personer der kom ham nær uden skånsel figurere i forfatterskabet. J. samlede, under årelange tålmodige efterforskninger i aviser og arkiver, trykte og utrykte kilder til digterens færden. Han viser hvorledes Strindberg digter med på sit eget liv så at han bagefter knap kan udrede trådene. Man har i svensk Strindbergforskning erkendt det høje værd af J.s nøjagtige detaljer. I et illustreret værk, Strindberg i Danmark, 1977 har Lennart Luthander tilrettelagt J.s resultater for et svensk publikum. Efter Strindberg tog J. fat på en anden forfatter der også blandede liv og digtning, og nu skabte han en komplet monografi: Den unge Herman Bang, 1954; Herman Bang. Resignationens Digter, 1957; Aarene der gik tabt. Den miskendte Herman Bang, 1961; Den tragiske Herman Bang, 1966. Hertil sluttede sig Herman Bang. Nye studier. 1974, genoptrykte kronikker om Bangs mor, lægen Ole Bang m.fl. Også nogen polemik. J. tager til genmæle mod en svensk forsker, Torbjörn Nilsson, som i sin disputats, Impressionisten Herman Bang, 1965, havde anfægtet nogle af J.s resultater. Intet må ske som kan "bringe den personhistoriske metode indenfor litteraturforskningen i miskredit" (s. 66). Denne metode er J.s ståsted, og han yder ikke væsentligt til belysning af behandlede værkers kunstneriske struktur. J. fortæller ypperligt litteraturhistorie og er allermest fængslende hvor han helt har levet sig ind i disse digtere som opfører deres eget livs skuespil i og uden for litteraturen. J. efterlod materiale bl.a. til en bibliografi over Herman Bangs journalistik.