Heinrich Matthiasen

Heinrich Matthiasen, Heinrich August Martin Matthiasen, 19.2.1833-8.6.1954, forlagsboghandler. Født i Kbh. (Helligånds), død på Diakonissestift., urne på Mariebjerg kgd. Efter skoletiden var M. en tid i gravørlære. Han forlod dog håndværket til fordel for manufakturhandelen hos det store en gros firma Hvalsøe & Erlandsen hvor han derefter var i 11 år. Men M. ville gerne videre, være selvstændig, og han fandt da på ved siden af arbejdet hos H. & E. at skabe sig en lille ekstrafortjeneste ved at trykke visitkort. Først klarede han sig med et af de små kendte gummitrykkerier; men da resultatet var dårligt gav han sig til med sit udmærkede tegnetalent at "brodere" røde kruseduller omkring bogstaverne hvorefter kortene kunne sælges som "kalligraferede". Senere erhvervede M. sig en såkaldt "fluesmækker", og forretningen gik nu godt fremad, ikke mindst da salget blev kombineret med gratis Schwarzwalderure som han havde købt for få øre pr. stk. og som viste sig at være af en fortrinlig kvalitet. I sommermånederne hvor folk ikke købte visitkort foranstaltede M. selskabsrejser pr. dampskib til Kullen. Selve rejsen kostede ikke noget; men deltagerne var forpligtet til at købe 25 postkort à 10 øre med motiver fra Kullen. Disse rejser blev uhyre populære, og endnu mange år efter kunne M. få henvendelser med opfordringer til at genoptage dem. M. var oprindelig højremand, og meget ung blev han indvalgt i bestyrelsen for Højres arbejder- og vælgerforenings 4. kreds i København. I bestyrelsen traf han antikvarboghandler J. P. Madsen-Lind der ofte fra forlagene opkøbte restpartier af bøger som han derefter havde på lager. For at få gang i omsætningen fik han lov til at lægge reklametryksager ind i M.s pakker med kort og ure. Det viste sig at være en strålende idé, og i løbet af meget kort tid blev restpartierne udsolgt. M. blev klar over at han hvis det hele skulle blive til mere selv måtte gå ind i spillet og producere bøgerne. Det var således Madsen-Lind der var igangsætteren da M. 30.10.1908 ved en annonce i ugebladet Hjemmet bragte Kunstforlaget "Danmark" frem for offentligheden. Forlaget tilbød St. St. Blichers udvalgte noveller, Harriet Beecher Stowes Onkel Toms Hytte og Fritz Reuters Landmandsliv gratis mod køb af en serie postkort, 10 stk. til 3. kr. Denne annonce blev et mønster for alle M.s senere og i øvrigt for andre foretagender af tilsvarende karakter som efterhånden dukkede op. De var formet i et sprog alle forstod. De havde blikfang, var underholdende, og de solgte - ofte i kombination med lette præmiekonkurrencer - kolossalt.

En karakteristisk ting for M. var det at han nok kom med underholdning, men altid formidlet af seriøse forfattere. Han udgav Palle Rosenkrantz, M. Andersen Nexø (Pelle Erobreren), B. S. Ingemann, Carit Etlar (Carl Brosbøll), Saxo, F. Marryat, J. Verne, Goethe osv. osv. En særstilling i de tidlige udgivelser indtog Litteraturens Mesterværker, 30 bind af den fornemste verdenslitteratur, sammensat og for hvert binds vedkommende indledt af Otto Borchsenius. Flere lignende serier udsendtes i årenes løb. Under første verdenskrig påbegyndtes Store nordiske Konversationsleksikon under redaktion af censor P. A. Rosenberg, der var konsulent på forlaget. Det blev til 55 000 eksemplarer i 26 bind der for første gang præsenterede et populært opslagsværk for det danske publikum. Rosenberg redigerede også værket Verdenskrigen i Tekst og Billeder der fik både bidrag og billeder fra begge krigens alliancer. Under anden verdenskrig startedes et nyt leksikon, Nordisk Konversationsleksikon på 14 bind under redaktion af leksikografen, cand. mag. Harald W. Møller. Et enkelt af sine værker, Danmarks nationale Skatte der skulle præsentere særlig værdifulde ting fra museerne, kom M. galt af sted med. Det blev en eklatant fiasko, og kun 1. bind, om Thorvaldsens museum så dagens lys. - Som mange andre forlæggere gennem tiderne havde M. en idé om at skabe et godt ugeblad. Han begyndte i 1910 med Dansk Familieblad hvor han egentlig havde tænkt sig ved den direkte kontakt med køberne at kunne skære ned i sit annoncebudget. Men bladet gik ikke, og det blev så solgt til Aftenbladet der en årrække fik en god forretning på det. Senere forsøgte han sig med det gamle Illustreret Tidende, med Verden og Vi og med et nyt eget Land og By - alt dog med samme vanheld som med det første.

M.s utraditionelle forretningsmetoder: annoncerne, konkurrencerne og det direkte salg uden om boghandlerne bragte ham naturligvis i modsætningsforhold til disse og til de øvrige forlag. Konkurrencen var så følelig, at der en tid gik rygter om, at selveste Gyldendal ville forsøge sig med noget lignende: handel hos Magasin du Nord, i brugserne og ved en rationel kolportage. Det blev der dog ikke noget ud af - dengang, og det blev der heller ikke af et forsøg på at skabe en nærmere kontakt med M., enten ved at ansætte ham eller ved at etablere en eller anden form for samarbejde. Forlag og boghandlerorganisationer søgte ved flere lejligheder at stoppe M; men længere end til et par politiundersøgelser og nogle domme for overtrædelse af lotteri- og tilgiftloven kom det dog aldrig. I hele sin levetid var M. eneindehaver af forlaget. Året efter hans død blev det gjort til aktieselskab. I slutningen af 1950erne forlod sønnen Niels M., den senere kulturminister, og hustruen Dagmar dog det gamle foretagende der imidlertid endnu eksisterer, nu som anpartsselskab. Sin specielle karakter har det mistet; det var nøje knyttet til M.s blanding af renæssancemenneske og dansk jævnhed.