Helge Nissen

Helge Nissen, 5.9.1871-5.10.1926, operasanger. Efter at være blevet student 1888 fra (A.G.Ø.) Hauchs skole og cand.phil. 1889 gik Helge Nissen over i praktisk erhverv men studerede samtidig sang, bl.a. hos den dengang søgte pædagog Leopold Rosenfeld. Hans mørke, sonore og meget myndige basbaryton havde allerede nået en betydelig udvikling da han 19.5.1897 debuterede på Det kgl. teater i et parti der gennem årene skulle blive en af hans virkningsfuldeste glansroller, Mefistofeles i Faust. Med Peter Schrams berømte udformning af denne karakterrolle som baggrund var det ingen let sag for en ung sanger at hævde sig i dette parti; dramatisk var skikkelsen da også hæmmet endnu.

Det lidt stive og formelle der kunne være over Helge Nissens sceniske fremtræden blev først med årene forlenet med den elegance og kunstneriske autoritet der skabte hans særstilling blandt tidens operakræfter. Det som oprindelig var ungdommelig kejtethed og hæmning blev senere til en bevidst og behersket form. De store forhåbninger der, alle brist til trods, blev knyttet til denne debut, gik i de følgende år fuldt ud i opfyldelse. Stemmen blev hurtigt ædlere og varmere i sin malmfulde klang og skønne og rolige føring, samtidig med at den dramatiske karakteriseringsevne i højeste grad skærpedes.

Der var især to felter hvor Helge Nissens evner kom til fuld udfoldelse, det dæmoniske og det komiske, begge felter udformede med en mærkelig beherskelse, en fornemhed der stadig viste Helge Nissen som akademikeren på den danske operascene. Blandt hans dæmoniske skikkelser der aldrig udartede til tomme teaterskurke må foruden debutpartiet særlig nævnes Sebastiano i Dalen, Kaspar i Jægerbruden, toreadoren i Carmen og Scarpia i Tosca, et parti hvori han ganske særlig udfoldede hele sin slebne, til tider næsten arrogante elegance. De komiske partier blev båret af en forslagen og snu underfundighed, en skarp iagttagelsesevne over for menneskers latterligheder. Blandt disse partier må først og fremmest nævnes Leporello i Don Juan, Don Basilio i Barberen i Sevilla og Henrik i Mascarade.

Ikke mindst som Mozartsanger åbenbarede Helge Nissen hele sin store musikermæssige kunnen og kultur. Helge Nissen havde dog endnu et specielt område inden for vor opera, et område der måske i særlige grad viste hans ligesom bundne menneskelige følelse, nemlig de store Wagnerpartier. Foruden landgreven i Tannhäuser, kongen i Lohengrin, Gurnemanz i Parsifal må man først og fremmest nævne Wotan i Ringen og Hans Sachs i Mestersangerne i Nürnberg. Wotan var præget af en højhed og myndighed som blev forbilledlig, og hans nürnbergske skomager af en blanding af humor og vemod, en gribende menneskelighed der gjorde denne skikkelse uforglemmelig.

Helge Nissen fik sin fulde udfoldelse i de for vor opera så rige år under Johan Svendsens førerskab i et ensemble af så betydelige kunstnere som Vilhelm Herold, Emilie Ulrich, Margrethe Lendrop, Johanne Krarup-Hansen, Ingeborg Nørregaard Hansen m.fl.

Som akademiker var Helge Nissen lige til sin tragiske død for egen hånd nært knyttet til Studentersangforeningen hvor han utallige gange viste sig som den fejrede solist; han deltog bl.a. i USA-turneen 1911. Alt sit studentikose humør udfoldede han når han sammen med sin norske ven, visesangeren Henrik Dahl, levendegjorde G. Wennerbergs Gluntarne. Helge Nissen der bl.a. en kort tid virkede som operainstruktør og leder af operaskolen har også optrådt på Covent Garden og i Stockholm.