Henning Qvitzow, 13.5.1613-5.2..1672, officer, fæstningsingeniør. Efter at have været på Sorø akademi 1630-34 blev Q. 1634 immatrikuleret ved universitetet i Leiden og har antagelig derefter en årrække til 1643 været i udenlandsk krigstjeneste og særlig studeret befæstningskunsten. 1642 var han hofjunker. Fra dec. 1643 deltog han i krigen som kaptajn ved et hvervet regiment og har fra 1646 formentlig atter en del år været i udlandet. 1651 blev han major i jyske regiment, 1653 i sjællandske regiment og havde kommandoen i Lolland-Falster, blev 1656 oberstløjtnant i sidstnævnte regiment under broderen og havde til 1662, med afbrydelser under krigen 1657 ved udkommandoer til Helsingborg og Malmø, direktion over fæstningsarbejderne ved Kbh. Det skyldtes hans indtrængende forestillinger maj 1658, at sjællandske regiment blev nogenlunde kompletteret og indkaldt til fæstningsarbejde. Da broderen var svenskernes fange på Fyn, førte Q. kommandoen over regimentet, hvormed han under stormen febr. 1659 forsvarede strækningen ud for Rosenborg og Runde kirke (Skt. Anna Rotunda) – "Q.s bastion" i den nye befæstning. – I nov.s.å. blev han oberst i oberstløjtnants nummer. Han arbejdede for at skaffe sine folk de bedst mulige kår og pådrog sig stor gæld ved sine bestræbelser på at skaffe sit mandskab føde og klæder. Ved reduktionen gled han 1662 ud af "etaten" uden afsked og uden pension, men 1666 fik han tilstået en årpenge for livstid. I mandige, værdige udtryk foreholdt han gentagne gange kongen og Hans Schack (1609-76) de sjællandske bønderkarles trofaste, offerfulde tjeneste samt hans og broderens store ofre i de tre krige.

Familie

Forældre: Frederik Q. (død 1624, gift 1. gang 1589 med Pernille Rud, 1556-1608) og senere hofmesterinde Anne Eriksdatter Lykke (død senest 1646). Gift 28.9.1656 i Viborg med Birgitte Gøye, død formentlig før manden, d. af Eskil G. (1600-senest 1647) og Emmerentze Rosenkrantz. – Bror til Erik Q.

Bibliografi

Dokumenter og aktstykker til Kbh.s befæstn.s hist., ved G. F. Lassen, 1855 167f 175f. Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen V-VI, 1882-84. Pers.hist.t. 6.r.V, 1914 153.-Carl Bruun: København I-III, 1887-1901. K. C. Rockstroh: Udvikl. af den nationale hær i Danm. 1, 1909. Aage Fasmer Blomberg: Fyns vilkår under svenskekrigene, 1973.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig