Henning Rønne, Henning Kristian Trappaud Rønne, 29.5.1878-28.9.1947, øjenlæge. Født på Frbg, død i Kbh. (Skt. Andreas), urne på Frbg. (Solbjerg). R. blev student 1896 fra Roskilde og medicinsk kandidat 1903, var praktiserende øjenlæge i Kbh. fra 1908, overlæge ved Rigshospitalet og professor i oftalmologi fra 1932. Han blev dr.med. 1910 på afhandlingen Anatomiske, pathologiske og kliniske Undersøgelser over alkoholisk Intoxicationsamblyopi. R.s mest betydningsfulde videnskabelige arbejder angår synsbanerne. Når nervetrådene fra øjnenes nethinder passerer gennem synsnerverne, synsnervekrydset og videre gennem hjernen til dens synsopfattende centre, er nervefibrenes indbyrdes lejring højst kompliceret. R. blev en af de forskere som med størst held har søgt at udrede nervefibrenes forløb i synsbanerne. Hans arbejder var baserede dels på meget omhyggelige mikroskopiske undersøgelser, dels på undersøgelser af synsfelterne ved forskellige sygdomme: De har haft stor betydning som hjælp ved diagnosen af en række øjensygdomme, særlig grøn stær, synsnervebetændelser og hjernesvulster, og de skaffede R. et navn blandt øjenlæger hele verden over. R.s videnskabelige indsats var dog ingenlunde begrænset til nævnte emner. På mangfoldige områder inden for oftalmologien ydede han værdifulde bidrag; nævnes kan hans afhandlinger om syfilitiske øjensygdomme, svulster i øjnene" og skelen. Undersøgelser over farvesansen skaffede ham 1904 universitetets guldmedalje. Senere kan særlig nævnes hans undersøgelser over ordblindhed, en ikke sjælden lidelse der viser sig ved læsevanskeligheder, ikke betinget af nogen øjensygdom, men af en mangelfuld evne til at kombinere skrifttegnene til stavelser og ord. Han var medarbejder ved Nordisk lärobok i oftalmiatrik, 3. udg. 1923 og Kurzes Handbuch der Ophtalmologie I-VII, 1930–32 samt ved adskillige tidsskrifter. Foruden sin omfattende videnskabelige forskning og en betydelig praksis ydede R. tillige en indsats i lægernes kollegiale arbejde. Han var således formand for Foreningen af yngre læger 1908, for Ophtalmologisk selskab 1917–20, for Københavnske øjenlægers organisation 1919–32 og for specialistnævnet 1935–38.

Familie

Forældre: lærer, senere skoleinspektør ved Den Classenske legatskole, mag.art. Detlev Trappaud R. (1846–1925) og Sofie Magdalene Schiødt (1847–1909). Gift 17.9.1909 i Kbh. (Blåg.) med Maja Harriet Elisa Christensen, født 24.5.1876 i Hemmerslev, Særslev sg., Odense amt, død 30.4.1956 i Kbh., d. af exam.juf., fuldmægtig Rasmus C. (1842–1928) og Julie Christine Christensen (1852–1917).

Udnævnelser

R. 1940.

Ikonografi

Karikatur af G. Østerberg. Mal. af Sigurd Swane, 1938 (Rigshosp.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1910 57–59. – Studenterne fra 1896, 1926 151f. Holger Ehlers i Ugeskr. for læger CIX, 1947 679f. H. Skydsgaard i Acta ophtalmologica XXV, s.å. 215–19. Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979 460–63.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig