Henrik V. Ringsted

Henrik V. Ringsted, Henrik Vibe Ringsted, 19.10.1907-4.11.1983, journalist. Født i Kbh, død i Kbh., begravet Mariebjerg kgd. (ukendtes grav). R. voksede op i et konservativt hjem på Østerbro og blev 1925 student fra Østre Borgerdyd, en skole der dengang bogstaveligt og i strengeste mening efterlevede sit navn. Han kastede sig med flid over studiet af engelsk og tysk, blev cand.mag. 1931 og virkede derefter en kort tid som lærer ved sin gamle skole og andre steder med udsigt til en karriere inden for gymnasieskolen. Lige fra drengeårene var hans tilskyndelser imidlertid også gået i andre retninger. Han overvejede en tid at blive skuespiller og sigtede siden på filmen hvor han periodisk blev medarbejder på Nordisk Film og assistent hos Carl Th. Dreyer. Hans engagement i film, der skulle vare livet igennem, gjorde ham allerede i denne kunstarts ungdom til en af de mest sagkyndige i landet. Men at skrive, at meddele sig, at fortælle var for R. det væsentlige, og gennem studietiden og tiden som lærer fik han optaget artikler om mangeartede emner i ugeblade og tidsskrifter, altsammen foreløbig som bibeskæftigelse og bidrag til sin private økonomi. 25 år gammel blev han 1932 ansat ved Politiken under omstændigheder der i lyset af hans senere karriere tager sig ejendommelige ud. Han havde set ansættelsen som opfyldelsen af alle sine drømme, men den blev ledsaget af forbud mod at skrive. Dette skriveforbud blev gennemført af bladets journalister der dengang som stand så deres erhverv som et frit marked, principielt åbent for enhver, uden andre forudsætninger end journalistisk sans og skriveevne, og det bekymrede dem hvis man nu ville privilegere akademikere. Og R. var jo magister. Både den nye og den gamle klausulering turde være lige hæmmende for talentets blomstring. I R.s tilfælde stjal det syv år af hans liv i hvilke den uventede karantæne henviste ham til ganske vist nyttigt arbejde som sekretær for chefredaktør Valdemar Koppel, udskriver af korrespondenternes telefonnotater og opstilling af radioprogrammer, men hvorunder hans evner ikke kom til deres ret udover causerier til rubrikken Dag til Dag der efterhånden indsmugledes på trods af skriveforbudet.

Der skulle en verdenskrig til før bladets ledelse opdagede at man i R. havde den fødte reporter. Politiken var 1939 uden egen korrespondent i Berlin. Bladets mangeårige korrespondent i Tyskland, Th. Steinthai, var nogle år tidligere blevet udvist af nazisterne fordi han var jøde, og redaktionen havde af den grund ikke villet sende nogen anden til Berlin. Men længe før besættelsen var det tyske pres på Danmark stærkt, og det medførte også et krav om at landets største dagblad skulle have en korrespondent i den tyske hovedstad. Det drejede sig i de år om en Uriaspost som flere af bladets medarbejdere undslog sig for, men som R. tøvende tog imod da den trods alt og omsider kunne legalisere ham som skrivende journalist. R. var derefter korrespondent i Berlin 1939–40 og igen, med et kort mellemspil som redaktionssekretær, fra 1941–45. Den vanskelige opgave under den tyske propagandas pres på den dobbelte censur i henholdsvis Berlin og København løste R. ikke blot uden at kompromittere sig; ved at opdyrke kunsten at skrive mellem linierne og ved sproglig underfundighed lykkedes det ham at smugle megen sandhed igennem til sine læsere i Danmark. Hans skildringer af bombardementerne af Berlin var lige bemærkelsesværdige i indhold som i form. Efter de allieredes indrykning i Berlin blev R. krigskorrespondent i engelsk uniform, og i opløsningstiden under det tyske sammenbrud udførte han ved siden af sit journalistiske arbejde et betydeligt humanitært arbejde ved at optræde som ubestaltet "diplomat" i det tomme og udbombede danske gesandtskab. Herfra formidlede han kontakt mellem danske hjemme og pårørende i Berlins ruiner om hvis skæbne der længe herskede uvished. I efteråret 1945 opnåede R. national berømmelse ved med de amerikanske besættelsesmyndigheders bistand at få Istedløven ført til Danmark. H. V. Bissens mindesmærke over de faldne i slaget ved Isted 1850, oprindelig opstillet på Flensborg kirkegård, var 1864 af tyskerne blevet ført til en kasernegård i Berlin. Den blev nu af Tysklands besejrere og på R.s initiativ skænket til kong Christian X og opstillet foran Tøjhusmuseet. Istedløven kom på den måde, måske ikke helt regelret, ind under de allieredes redningsaktion for røvede kunstværker, en aktion der strengt taget kun havde gyldighed for nazisternes rov under den anden verdenskrig. – Efter fortsat som titulær krigskorrespondent at have dækket Potsdamkonferencen og Belsenprocessen 1945 og den store krigsforbryder-proces i Nürnberg 1945–46 kom R. som korrespondent til London, en udsendelse der varede i 15 år indtil han 1961 vendte tilbage til Tyskland som korrespondent i Bonn.

R.s bladkorrespondancer gennem mere end 25 år i henholdsvis London og Bonn er en løbende krønike over Englands tilbagegang efter den kostbare sejr og den tyske forbundsrepubliks genrejsning efter sammenbruddet. Hans journalistiske særpræg viser sig her i en sammenkædning af de politiske begivenheder der motiverer den enkelte reportage, med billeder fra den tilsyneladende trivielle hverdag der nok så meget som den politiske abstraktion afdækker samfundenes forvandling. Det samme blik for det sociale og kulturelle bag det politiske gør sig gældende under mange reportagerejser til alle egne af verden som R. drog ud på fra sine faste engelske og tyske stationer. Ved siden af sin dagbladsjournalistik har R. skrevet en række bøger der ikke er artikel-samlinger, men selvstændige arbejder hvor han i mange tilfælde overskrider den usynlige men vanskeligt passerbare grænse mellem journalistik og litteratur. Umiddelbart efter den anden verdenskrig udmøntedes hans tyske erfaringsstof i bøgerne Omkring Tysklands Fald, 1945, Hvad Hiller saaede, 1946, og Maskerne falder i Nürnberg, 1946 (s.m. Helge Knudsen). Fra tiden i London, der har været hans store kærlighed, har han skrevet En have i London, 1949 (oversat til engelsk), London i lup, 1953, og Londonmosaik, 1957, der alle er blevet folkeeje og er udkommet i talrige oplag. Rejser i Sydafrika og USA er blevet fulgt af Den sorte mand ler, 1955, og En duft af Amerika, 1961. Han har endelig skrevet flere erindringsbøger lige fra barndomstiden på Østerbro, Lille dreng med trillebånd, 1958, og Det forsvundne trillebånd, 1973 til Erindringer i flere bind om sit liv som journalist. – R. modtog 1945 journalisternes fornemste æresbevisning Henrik Cavling-prisen.