Holger Holgersen Rosenkrantz, 1496-16.10.1534, til Boller, lensmand. Død ved Svenstrup, begravet i Mariager kloster, siden ført til Hornslet k. Som hofmesterindens søn blev R. opdraget ved kong Hans' og Christian IIs hof og kom tidligt til at indtage en anset stilling. Allerede 1524 blev han ridder. Efter sin halvbror Ottes død (1525) kom han i besiddelse af Boller på egne og sine umyndige broderbørns vegne. Navnlig havde han megen møje med at sikre den umådelig store "norske arv" som da tilfaldt dem og som medførte store stridigheder med Vincens Lunge, ærkebiskop Olaf Engelbrechtsen og andre. 1524–27 var R. lensmand på Koldinghus og flere gange mønstringsherre i Ribe stift, 1527–31 lensmand på Nykøbing slot på Falster og gennemførte med strenghed angrebene mod gråbrødreklosteret i Nykøbing, ligesom han i det hele viste sig som en fjende af gejstlighedens verdslige magt. 1531 fik han Ørum slot i Thy som pant. Efter Frederik Is død var R. en af de mænd som det jyske rigsråd ved et møde i Karup i maj 1533 indsatte til befalingsmænd i Jylland. Ved grevefejdens udbrud sluttede han sig straks sammen med Mogens Gøye og Erik Banner til hertug Christians parti og faldt i slaget ved Svenstrup. -Han er, efter hvad der foreligger, den første der nævnes med navnet R. (1525), ligesom de to fra Ebersteinvåbnet optagne løver første gang forekommer i hans segl (1527). Han døde barnløs.

Familie

Forældre: rigsråd Holger Eriksen R. (død 1496, gift 1. gang med Margrethe Bosdatter Flemming) og Anne Meinstrup (ca. 1475–1535). Gift 5.10.1532 i Viborg med Kirsten Friis, død 16.5.1565, begr. i Sønderholm k. (gift 2. gang 1537 med Gabriel Gyldenstierne til Restrup, død 1555), d. af Jep Friis til Lyngholm (død 1547) og Helvig Høg (Banner). -Halvbror til Otte Holgersen R.

Ikonografi

Relief på ligsten ca.1550 (Hornslet k.), afstøbning af detalje (Fr.borg).

Bibliografi

A. Heise: Familien Rosenkrantz's hist. II, 1882 141–55.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig