Hortense Panum

Hortense Panum, 14.3.1856-26.4.1933, musikhistoriker. Født i Kiel, død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). P. kom til Kbh. med sine forældre under krigen 1864. Sine musikalske studier drev hun hos Victor Bendix og Aug. Winding (klaver) og hos Orla Rosenhoff (teori). 1886-87 studerede hun musikhistorie hos Wilh. Tappert i Berlin og senere med statsunderstøttelse ved biblioteker i Leipzig, Paris, Bruxelles, i England, Norge og Sverige. Ved hjemkomsten genoptog hun sine allerede før udenlandsrejserne påbegyndte forelæsninger over musikkens historie der i ikke ringe grad oplivedes ved demonstrationer på gamle instrumenter. P. vandt sig hurtigt et navn i dansk musikliv, fik mange elever i musikhistorie og -teori, knyttedes 1898 til Louis Glass' konservatorium, 1907 til Det kgl. da. musikkonservatorium og forelæste fra 1904 ved Folkeuniversitetsforeningen. Med L. Glass stiftede hun 1898 Musikpædagogisk forening, hvis formand hun var 1901-03; 1925 udnævntes hun til æresmedlem. - Videnskabeligt koncentrerede P. sig om strengeinstrumenternes historie. Gennem studierne hos Tappert ledtes hun, via nodeskrift-studier der satte frugt i en lille afhandling om nogle kompositioner i tabulaturskrift af Melchior Schild (Monatshefte für Musikgeschichte XX, 1888) ind på studiet af de instrumenter denne tabulaturnodeskrift var beregnet på. 1903 kom Nordevropas gamle Strengeinstrumenter, 1905 De folkelige Strengeinstrumenter i Nordens Middelalder (begge i Aarsberetning fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring) og i tysk sammenfatning Harfe und Lyra im alten Nordeuropa (i Sammelbände der internationalen Musikgesellschaft VII, 1905-06). I et trebinds værk, Middelalderens Strengeinstrumenter og deres Forløbere i oldtiden, 1915-31 nedlagde hun resultaterne af sin livslange, flittige syslen med en ikke uvigtig gren af musiklivets ældste historie. Parallelt med de teoretiske studier, der i overvejende grad måtte baseres på billedlige fremstillinger af de gamle instrumenter, søgte hun praktisk at genoplive dyrkelsen af et af de ældre nordiske strengeinstrumenter, langelegen (Langelegen som dansk Folkeinstrument, 1918 og i Musik III, 1919). I sammenhæng med P.s omfattende pædagogiske virksomhed må hendes øvrige produktion ses. 1897 udgav hun første bind af Illustreret Musikhistorie, den første i sin art i Norden, men allerede forældet i sine synspunkter ved fremkomsten (2. del 1905 af William Behrend, med hvem hun 1924 udgav Illustreret Musiklexikon); senere fulgte Musikhistorien i kortfattet Fremstilling, 1910 (2. forøgede udg. 1920) og derudover mindre skrifter som Af Musikhistoriens Billedbog, 1916 (2. udg. 1930) og flere Grundrids ved folkelig Universitetsundervisning. På basis af et fund i et luttabulatur i Bruxelles skrev hun 1888 i Musikalisches Wochenblatt om Jac. Corsis indlæg i Jacopo Peris "Dafne", det eneste bevarede af den ældste kendte opera.